Hvor næstekærlige er teologerne?

Jeg er meget interesseret i at finde ud af hvad både Grundtvig og Luthers syn på Næstekærlighed var?

Henrik Wigh-Poulsen svar omkring Grundtvig og næstekærlighed

Grundtvig gik klart ind for næstekærlighed.

For at forklare hvorfor og hvordan er det fristende at bruge en af hans mange salmer, hvor det oven i købet siges på en poetisk måde.

I "Nåden hun er af kongeblod" (nr. 695 i salmebogen) redegør Grundtvig for, hvordan Guds kærlighed, som han har vist den i Jesus Kristus, lader sig erfare og spejle som næstekærlighed i det enkelte menneske.

Vi er som mennesker skabt i Guds billede, og derfor skal vi forsøge at gøre som ham i forholdet til vores medmennesker. Vi skal spejle hans store og fuldkomne kærlighed til os, som vi nu formår det, på vores egne ufuldstændige måder:

"Ligne vor fader ejegod,
som sig af hjertet forbarmer,
som når vi falder ham til fod,
inderligt rørt os omarmer (:holder om),
det må vi alle i det små;
det kan vi alle godt forstå,
som har et menenskehjerte".

Næstekærligheden, hvor og når den udøves i den jævne hverdag, er altså som et ekko eller en frugt af den Guds kærlighed, der er hans hele væsen og som gennem sønnen og den hellige ånd bestemmer hans forhold til alt, hvad han har skabt.

Henrik Wigh-Poulsen
Leder af Grundtvig-Akademiet

Ricardt Riis svar omkring Luther og næstekærlighed

Kære Torben!

Næstekærlighed hos Luther? Tja, det var da i hvert fald noget, han gik ind for. Men derudover er det faktisk ikke så ligetil.

På den ene side gik Luther nemlig ind for, at der ikke fandtes en legitim selvkærlighed. Budet hedder "Du skal elske din næste som dig selv", men der er et sted i Luthers skrifter, hvor han udlægger det, så det næsten kommer til at sige: "Du skal elske din næste i stedet for dig selv". (Se her ).

Det er en forkert udlægning af 3 Mos 19,18. Men Luther mener altså at kunne argumentere for det.

På den anden side hævder Luther i sit skrift mod "de himmelske profeter", at budet: "Du skal elske din næste som dig selv" er essensen af det, man plejer at kalde "den naturlige lov", det vil sige: den lov, som Gud har skrevet i menneskers samvittighed, og som man får mere eller mindre præcist formuleret i de forskellige bibelske bud såvel som i de bud og regler, der findes hos andre kulturer.

Når man i dag med ret stor sikkerhed kan sige, at den første udlægning af budet om næstekærlighed er forkert, skyldes det nogle hebraiske overvejelser, som jeg skal skåne dig for og nogle overvejelser ud fra stedet i 3 Mos 19, som synes at vise, at tankegangen er den, at næsten er landsmanden, og han skal elskes, fordi han er som dig selv.

Senere i kapitlet i vers 34 hedder det: "Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten".

Her er det ikke landsmanden (eller altså næsten), der skal elskes, men den fremmede. Og hvorfor? Fordi israelitterne selv var fremmede i Ægypten.

Nu gik det sådan, at den oprindelige hebraiske tekst blev oversat til latin, og på latin er det lettere at misforstå det derhen, at budet siger: "Du skal elske din næste, som du elsker dig selv".

Sådan forstår Augustin det. Men han talte jo også kun latin og forstod ikke hebraisk. Blot er det altså ikke meningen. Meningen er: "Du skal elske din næste, for han er som dig selv".

Nuvel, så langt er Luther, efter hvad jeg hidtil har opdaget, ikke kommet i sin udlægning af 3 Mos 19,18. Men om det væsentligste for ham er den første eller den anden tankegang, er jeg ikke i stand til at afgøre.

Selv er jeg da mest glad for den anden udlægning - den med samvittigheden, men jeg kan ikke nægte, at den første også findes hos Luther.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst