Gensidig respekt holder trådene sammen

Har civilisationen grundregler? spørger I. I kan jo nok selv fornemme, at svaret må være "ja". Men for nu ikke at slutte allerede her, vil jeg gå videre til det næste spørgsmål, som ligger i forlængelse af dette nemlig dette: Hvilke grundregler gælder for civilisationen?

Lad mig her først pege på den såkaldt "gyldne regel", som står Matt 7,12: Jesus sagde: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem". Reglen er ikke opfundet af Jesus. Den forekommer i andre kulturer i nogenlunde samme formulering.

Og spørger man nu efter, hvad det da er, vi vil, altså, hvad vi mest af alt ønsker os, så er svaret nok ikke helt forkert, hvis man med en tysk filosof, Alex Honneth, svarer: Vi ønsker anerkendelse.

Det gælder indenfor familien. Børn ønsker anerkendelse af deres forældre. Ikke nødvendigvis anerkendelse af, at de er bedre eller klogere end andre børn, blot anerkendelse af, at de hører til.

Men omvendt ønsker forældre også anerkendelse fra deres børn. Det kan gives med kys og kram, men mindst lige så meget ved at man hører, hvad ens forældre siger. Ikke, så man retter sig blindt efter det, men så man anerkender, at de taler, fordi de holder af én.

Det gælder for øvrigt også forholdet mellem forældrene. Det bygger på gensidig anerkendelse. Den dag, anerkendelsen er forsvundet, den dag føler mange, at deres lykke er brugt op.

Anerkendelsen kan selvfølgelige forsvinde på flere måder. Men den forsvinder i hvert fald, hvis ens ægtefælle finder en anden. Så føler man sig forkastet, forsmået, kørt ud på et sidespor. Og intet kan i den grad gøre et menneske ulykkeligt som at mangle anerkendelse.

Dette kan staten eller det offentlige jo ikke gøre noget ved. I hvert fald ikke i vor civilisation. Den anerkendelse, det offentlige kan give, er blot en anerkendelse af ægteskabet som sådant. Og kan de to ægtefæller ikke enes, kan det offentlige sørge for, at den ene ikke udnytter den anden ved skilsmissen. Meget mere kan der ikke gøres. Anerkendelsen, der mangler, er det kun den anden ægtefælle, og i mindre grad børnene, der kan give.

De muslimske civilisationer ser lidt anderledes på det. De prøver at give regler for kvinders og mænds opførsel, der skal sikre, at der i hvert fald kommer nogen anerkendelse ud af det hele og vel også forhindrer, at det i det hele taget kommer til ægteskabelige sidespring, der kan resultere i skilsmisse.

Lidt forenklet kan man sige, at mens vi satser højt og ikke mener, at en anerkendelse kan være noget værd, hvis den ikke er givet helt frit, vil muslimerne ikke satse, men i stedet holde sig til det sikre, det vil sige, at de ved hjælp af ret stramme regler vil prøve at holde det, de mener er uheldige virkninger af friheden, i ave.

Men altså: Hvilke grundregler har civilisationen? Ja, på familiens område findes der regler i både den ene og den anden civilisation. Men de er oftest uskrevne regler, det offentlige kan på det område ikke gøre så meget fra eller til.

Vi går videre til arbejdssituationen, hvilket for jeres vedkommende vil sige: situationen i klasseværelset. Hvilke regler gælder der her?

Her gælder også regler om anerkendelse. Både på den måde, at eleverne forventes at anerkende læreren, altså anerkende hans eller hendes kompetencer, anerkende, at der foregår en undervisning, som det er meningen, de skal blive klogere af.

Og på den måde, at læreren forventes at anerkende eleven - altså anerkende hans eller hendes lærvillighed. Og det er klart, at mangler én af delene, kan man ikke sige, at undervisningen lykkes.

Hvis eleven f. eks. ikke mener at kunne få noget fornuftigt ud af den tid, han tilbringer i skolen, fordi han anser lærerne for nogle store idioter, så skal der meget til, før der kommer noget godt ud af det. Og hvis læreren ikke kan se den lyst til at lære noget, som eleven trods alt har, f. eks. fordi der er sociale problemer, der overskygger den, så er der på forhånd lagt vanskeligheder i vejen for samarbejdet.

Men reglerne i undervisningen er for de flestes vedkommende uskrevne. Dog har man jo sanktionsmidler, både overfor umulige elever og overfor uduelige lærere. Men man vil helst have tingene til at glide, det vil sige: Man vil helst, at den anerkendelse, der er nødvendig fra begge sider, kommer af sig selv, kommer indefra. Ellers kommer det ikke rigtig til at fungere.

Reglerne i arbejdslivet er efterhånden blevet udbygget så meget, at de mange regler næsten overskygger de uskrevne regler.

Men arbejdsgiveren skal jo da gerne kunne regne med, at det er mennesker, han har ansat, altså væsener, der kan tænke sig om og selv tage et initiativ. Og han skal jo da også gerne behandle dem som sådanne væsener. Ligesom arbejdstageren jo også tænkes med god vilje at gå ind i den ramme, som er sat for ham eller hende.

Noget af det værste ved vore vestlige samfund er, at der igennem mange år har hersket arbejdsløshed. Det vil sige, der har konstant været en 4-10% af arbejdsstyrken, der har stået uden arbejde. Trods alle kloge økonomer, trods alle mulige og umulige politiske tiltag, er det ikke lykkedes os at få bugt med denne skamplet på vore samfund.

Men så til det politiske livs grundregler. For det var måske i første række det, I spurgte efter.

Her gælder det også, at anerkendelsen både kan ligge i de mange ting, der ikke kan skrives ned og i skrevne regler og vedtagne indretninger i samfundet. Et demokratisk samfund giver således sine borgere anerkendelse ved at lade dem stemme ved valgene. Samfundet forventer så til gengæld, at befolkningen anerkender det folketing og den regering, der kommer ud af det, dvs. anerkender, at de love, der vedtages, dem skal man rette sig efter.

Men i ethvert samfund kan mindretalsgrupper føle sig sat udenfor, skønt de har stemmeret. Det gjorde arbejderne i gamle dage, fordi de økonomiske kræfter, specielt arbejdsløsheden, holdt dem nede på eksistensminimum. Faglig og politisk organisation afhjalp denne mangel på sand anerkendelse. Det bevirkede blandt andet, at vi ikke fik nogen revolution her i landet.

Nu er der imidlertid igennem de senere år kommer mange muslimer til landet. Og når det ikke er så let at indsluse dem i samfundet, skyldes det, at mange af dem mener, at de har løsningen på alle samfundsproblemer i koranen og i islam i det hele taget.

Og så kan man spørge, om de fuldt ud anerkender de love, der kommer ud af den demokratisk proces. Bliver de terrorister, anerkender de dem jo i hvert fald ikke. Andre vil nok rette sig efter disse love, men kun midlertidigt, indtil den særlige muslimske lov, shariaen kan vedtages i folketinget. Men de fleste vil bare være i fred og passe deres arbejde og kan ikke se, at deres religion, islam, står i modsætning til demokratiet.

Det er måske heller ikke tilfældet. Men man kan også mene, at der er ganske mange ting indenfor islam, der skal præciseres, om ikke laves helt om, hvis denne religion skal passe ind i et moderne, demokratisk samfund.

Og i hvert fald: Hvis ikke alle borgere til gengæld for den anerkendelse fra staten, de får via stemmeretten, anerkender, at intet står over de love, staten giver, så har vi et problem. Så alt i alt:

Det enkle svar på jeres spørgsmål om, hvad der er civilisationens grundregler, er, at det er denne gensidige anerkendelse mellem borgere og stat. Men når det skal omsættes til praksis, er det alligevel ikke helt enkelt.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst