De af os der troede, at historisk revisionisme var et ekstremistisk, ydre-politisk fænomen, som først og fremmest fandtes blandt gale nynazister og iranske premierministre, fik for nyligt en kold spand vand i hovedet.

UNESCO fastslog ved deres generalforsamling i oktober, at Rakels grav, som ligger i udkanten af Betlehem, ikke bør være at finde på listen over jødisk kulturarv som for nyligt blev offentliggjort af den israelske regering. ”Det er en moske”, fastslog organisationen, med kun en enkelt stemme imod. Danmark undlod at stemme.

Rakels grav har aldrig været muslimsk bedehus
Rakel var som bekendt patriarken Jacobs kone, og gennem tusinder af år har jøder valfartet til graven med bønner om frelse, når pogromer og forfølgelse gjorde livet ulideligt. Selv den arabiske lokalbefolkning har gennem historien betegnet stedet som ’Qubat Raquel’, Rakels grav.

Faktisk peger forskere på, at første gang stedet er relateret til som moske er i en palæstinensisk avisartikel fra så sent som i 1996.

Under pres fra de islamiske lande kommer UNESCO nu og omskriver stedet til at være en moske, til trods for at der aldrig har været et muslimsk bedehus på stedet. Og ikke nok med det; selvsamme resolution beskriver også bekymring over israelske planer om renovering af Grædemuren i Jerusalem og indgangen derfra til Tempelbjerget; en renovering der skal forhindre dele af muren i at kollapse.

Grædemuren fylder mig med tomhed
I forbindelse med mit arbejde som salgsdirektør tager jeg ofte firmagæster fra udlandet på rundtur i det gamle Jerusalem. Jeg elsker at vise dem rundt i den gamle bys smalle gader; følge røgelsesduften fra de kristne pilgrimme ned ad Via Dolorosa til Golgata; fare vild i Gravkirkens rod af krypte og bederum; købe en kardemomme-duftende kande tyrkisk kaffe på det arabiske marked og nyde den på taget af det østrigske hospice med udsigt over Klippemoskeen.