Man kan tale om, at en religion inkluderer andre religioner på to planer; på det teologiske plan og på det politiske plan.

Eksklusivitet på et teologisk plan
I mit sidste indlæg forholdt jeg mig til inklusivitet på det teologiske plan og hævdede, at luthersk teologi ganske rigtigt ekskluderer muslimsk teologi, men føjede til, at muslimsk teologi er ligeså ekskluderende overfor kristen teologi, idet den Jesus, som inkluderes i islam, ikke er den kristne Jesus og heller ikke den historiske Jesus, men en selvlavet Jesus. Jeg beviste min påstand ud fra det forhold, at Koranen benægter, at Jesus blev korsfæstet, noget, som både evangelierne og ikke-kristne kilder bekræfter.

Ærgerligt nok svarede Naveed Baig ikke på det spørgsmål, så jeg gentager det her: Kan det på nogen måde bevises, at den Jesus, som islam anerkender som en profet, er den samme Jesus, som vi kristne taler om?

Muslimsk inklusivitet på et politisk plan
Man kan imidlertid også tale om eksklusivitet og inklusivitet i politisk henseende. Og her har Baig jo ret: I hele sin lange historie har islam givet andre religioner ret til at leve under muslimsk herredømme. Det kan der gives mange eksempler på.

Baig giver ét eksempel: De muslimske lærde grupperede hinduerne som 'bogens folk', hvorved de, som han siger, fik specielle rettigheder. Man kunne også nævne, at både de kristne og jøderne, efter den muslimske erobring af Spanien, fik lov til fortsat at dyrke deres religion, dog med visse indskrænkninger.

Inklusivitet eller klog kalkule?
Men er dette et smukt træk ved islam, eller er det en klog kalkule? Man skal jo gøre sig klart, at islam først erobrede henholdsvis Indien og Spanien, derefter gav de indbyggerne lov til at leve og dyrke deres religion mod, at de betalte en særlig 'beskyttelsesskat', jizja. (Det hører med til de 'rettigheder,' som eksempelvis hinduerne fik).