Efter mit bedste skøn er bogen "Helligt Blod, Hellig Gral" pseudohistorisk humbug, men det er naturligvis altid klogt selv at undersøge sagen, siger Tom Frederiksen.
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
DEN HELLIGE GRAL: Vær varsom med feministerne, opfordrer Tom Frederiksen i sin vejledning til et selvstudium i kirkehistoriens mysterier
Kære Tom Thygesen Frederiksen
Jeg læste for nyligt din artikel vedr. bogen "Helligt Blod, Hellig Gral", hvor du kontant stempler bogen som løgn og fiktion. Jeg er selv i gang med at læse bogen, da jeg interesserer mig meget for teologi og historie.
Jeg har selv mine tvivler om hvad man kan stole på af alle de oplysninger, der bliver serveret for én i denne bog. På den ene side er jeg tilbøjelig til at erkende disse "fakta", da der kommer information på information. På den anden side er jeg også tilbøjelig til at forkaste de konklusioner, som forfatterne drager, da jeg ingen mulighed har for hverken at be- eller afkræfte disse på egen hånd.
Mit stærkeste argument overfor mig selv er, at jeg har svært ved at tro på/forstå, at man vil bruge så enormt meget tid på at brygge dette op fra grunden af, med alle de tråde og historiske begivenheder og historiske personer, så det faktisk vil komme til at hænge sammen uden at modsige sig selv flere steder.
Min bøn til dig er, om du vil være så venlig at oplyse mig, hvor jeg kan fremskaffe diverse litteratur, som jeg kan bruge i min egen research om disse og tilstødende emner?
Med venlige hilsner
Jonas Dinesen
Svar:
Kære Jonas Dinesen!
Et vanskeligt spørgsmål, for "Helligt Blod, Hellig Gral" indeholder en voldsom mængde af påstande inden for næsten alt i Europas kultur- og religionshistorie, ligesom de refererer konkret til et mystisk hændelsesforløb i den sydfranske by Rennes-leChâteau, hvor præsten Saunière sidst i 1800-tallet pludselig blev meget rig.
Efter mit bedste skøn er "Helligt Blod, Hellig Gral" oplagt okkult, pseudohistorisk humbug, men det er naturligvis altid klogt selv at undersøge sagen.
Begynd evt. med at undersøge gåden om Rennes-le-Châteux, Pierre Plantard og vennerne de Sède og de Chérisey, Prieuré de Sion, Les Dossiers Secrets d'Henri Lobineau på det franske nationalbibliotek.
Den er der redegjort for i en nylig engelsk BBC-dokumentar-udsendelse. Jeg husker ikke navnet.
Desuden er hele sagen udførligt beskrevet på Internettet, hvis du søger under "Da Vinci Code" på google - begynd evt. med Wikipedia.
Temmelig mange detaljer fra det "religionshistoriske plot" i Da Vinci Mysteriet er nemlig på mystisk vis helt identisk med hovedteserne i "Helligt Blod, Hellig Gral". Derfor er den omfattende kritik af dette plot (herunder gåden i Rennes), der er på nettet inkl. dokumenter, fuldkommen relevante, når "Helligt Blod, Hellig Grals" pointer skal undersøges.
Du kan også undersøge alt, hvad du kan finde om Maria Magdelene i Bibelen og i Nag Hammadi-teksterne, idet du undersøger de uafhængige dateringer.
Sørg for at læse tekster af folk, der er akademisk uddannede inden for det, de skriver om, og som ikke har en meget religiøs dagsorden, fx en fundamentalistisk-kristen eller en esoterisk-feministisk.
Vær fx varsom med feministen Margaret Starbird, der direkte baserer sine værker på 'Helligt Blod, Hellig Gral'.
Undersøg evt. også alt, hvad du kan finde af akademiske tekster om Korsfarertiden og om Gralen. Var Gralen i de tidligste tekster virkelig kaldet 'San Greal', eller var den kaldet 'graal'?
Du kan også undersøge historiske værker om merovingernes historie. Er det noget der antyder, at Kirken var ude efter dem i sin helhed, om de fremtræder specielt femnistisk-okkulte, og om Gotfred af Bouillon virkelig var en merovinger.
Udmærkede redskaber til en begyndelse er:
1. Den Store Danske Encyklopædi
2. Kyrkohistoria 1 og 2 af Torben Christensen og Sven Göransson
3. Secret of the Code. The Unauthorizred Guide to the Mysteries Behind the Da Vinci Code (dansk: Koder og Hemmeligheder) ved Dan Burstein
Om tempelherrer, Gralen, frimurere, rosenkreuzere osv. den ydest anbefalelsesværdige:
4. Den Gamle Nyreligiøsitet. Vestens glemte kulturarv ved Mette Buchardt og Pia Rose Böwadt
(Ingen af disse værker virker på mig skrevet nogen speciel kristen bias).
Venligst Tom Frederiksen
Cand.theol., medarbejder på Dialogcentret
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende