Forældre forpligter sig

Kære Kirsten.

Kan du hjælpe mig med oplysninger om Katolske ritualer i forbindelse med dåben? Jeg har selv det indtryk at de ikke er så forskellige fra Folkekirkens?

Cira

Svar:

Dåben har samme gyldighed, hvad enten den er foretaget i en protestantisk eller en katolsk kirke:

Man døbes til at tilhøre Kristus ved at forsage "Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen" og bekende troen på Den Treenige Gud, på Den hellige Kirke, "syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv", som det er formuleret i den apostoliske trosbekendelse.

Barnedåb, som nu er det mest almindelige også i Den katolske Kirke, er derfor kun meningsfuld hvis barnet stilles ind i et fællesskab, der kan give troen videre til barnet.

Forældre, der bringer deres barn til dåben, forpligter sig til at oplære deres barn i den katolske (= kristne) tro, både i familien og i et levende kristent fællesskab med andre, altså i menigheden.

Ritualet er i Den katolske Kirke noget mere omfattende end i den protestantiske: Det falder i 4 dele:

1) Modtagelsen nede ved kirkedøren, hvor forældrene beder om dåb for deres barn og fortæller, hvad barnet skal hedde. Barnet bydes velkommen af hele menigheden og betegnes derefter med korsets tegn, først af præsten, dernæst af forældrene og fadderne.

2) Præsten fører derefter dåbsfølget ind i kirken til ordets liturgi: Evangelium og prædiken, som uddyber dåbens betydning. Menigheden beder særlige forbønner for barnet, og man påkalder helgener og beder om deres forbøn. Barnet salves på brystet med katekumenolie, "frelsens olie", en indviet olie, som man siden Oldkirkens tid har brugt, når "katekumenerne", dvs de, der ønskede at blive optaget i Kirken, skulle døbes.

3) Nu følger selve dåben, hvor præsten tilspørger forældrene, om de forsager Djævelen, tror på Gud Fader, Søn og Helligånden. Så overøser præsten barnets hoved med dåbsvandet, som forinden er blevet indviet. Det er en dåb "af vand og Helligånd" i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Tidligere skete det ved neddykning i vandet (derfor er døbefonde som regel store nok til, at et lille barn kan neddykkes helt!) Denne form bruges vist meget sjældent i dag, men den symboliserer meget bogstaveligt, at dåben er en "delagtighed i Kristi død og opstandelse", en genfødelse til et nyt liv i Kristus.

Efter selve dåben følger salvelsen på barnets pande med krisamolie, "frelsens krisam" (Kris-tus betyder "Den Salvede"), for at den døbte med Helligånden kan have evigt fællesskab med Kristus, "vor Ypperstepræst, Profet og Konge".

Det er det almindelige præstedømme, som alle døbte hermed får andel i.

Nu ifører forældrene barnet den hvide dåbskjole som et tegn på, at den døbte i dåben er "blevet en ny skabning", er blevet befriet fra arvesynden og har "iført sig Kristus".

Nu er det udrustet til at gå gennem livet i Kristi efterfølgelse. Til hjælp på denne livsvandring får det overrakt det tændte dåbslys, Kristi lys, for at det må "gå gennem livet som et lysets barn".

Til sidst rører præsten med tommelfingeren ved barnets ører og mund og siger EFATAH. (dvs. "Luk dig op"):"Vor Herre Jesus Kristus gav døve at høre og stumme at tale. Han give dig snart at modtage hans ord i dine ører og at bekende troen til Gud Faders pris og ære."

4) Ved den afsluttende velsignelse af menigheden får den nydøbte og forældrene en særlig velsignelse.

Inden man går ud, bydes det nye medlem af menigheden ofte velkommen med spontane klapsalver.

Venlig hilsen

Kirsten Kjærulff
Forfatter og foredragsholder