| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
BUDDHISMENS IKON: Kineserne så dybest set helst Dalai Lama fjernet fra jordens overflade, fortæller Jørn Borup
Har Dalai Lama nogen fjender?
Venlig hilsen
Xander
Svar:
Dalai Lama fremstår som buddhismens ikon, og de fleste - også ikke-buddhister - ser meget positivt på ham.
Mange buddhister forguder ham, bl.a. fordi han anses for at være en inkarnation af bodhisattvaen ("guddommen") Avalokiteshvara.
Han er den 14. Dalai Lama i rækken, dvs. der har været 13 af hans "slags" før ham, og de har alle haft en vis spirituel og politisk magt i Tibet.
Men Dalai Lama er overhovedet ikke alle buddhisters, og end ikke alle tibetaneres.
Nogle tibetanere er ikke enige i hans forsonelige bløde ikke-volds-politik, og for andre af de tibetansk buddhistiske linjer/retninger (som der er fire af), er han nok en vigtig person, men ikke den øverste autoritet.
Også herhjemme er en lama som Ole Nydahl kritisk overfor ham, da Dalai Lama ikke anerkender en anden lama, som Ole Nydahl og dennes parti tilkender sig.
Og så er der kineserne, som Dalai Lama godt nok ind i mellem har et nogenlunde fredeligt forhold til, men som dybest set helst så ham fjernet fra jordens overflade.
Kineserne anser Tibet som del af deres rige, og de anerkender hverken lamaernes rolle eller Dalai Lamas (og andres) til tider kritiske holdning overfor kinesisk politik.
Jørn Borup
Religionshistoriker
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk