Radiorabbiner: Humor gør livet udholdeligt

Humoren er et udtryk for hans tilgang til livet, for dybden i hans tro, og for den Guds kærlighed, som han tror på. Den løsner op for ondskab og gør livet udholdeligt. Det handler om, hvordan man tager livet, og Blue har ikke altid taget det let.

Og det er let at forstå, at livet undertiden føltes tungt for Blue. Han var barn af fattige russiske immigranter i London. Moderen var syg og faderen arbejdsløs, så det endte med, at Lionel Blue blev opdraget hos sin bedstemor. Hun var en from russisk jødinde, der oprindeligt havde været landmandskone i sit hjemland. Nu opdrog hun Blue i Londons fattige East End. Men allerede da var han begyndt at få øje for humoren:

”..jeg husker, at det, som gjorde livet udholdeligt dengang var humoren, så da var det, at jeg begyndte at fortælle vittigheder.”

Det hårde i livet og ondskaben syntes dog aldrig langt væk. Blue var frustreret over, at ondskaben øjensynligt altid vandt, og det udmøntede sig i, at han ville opgive religion helt, fordi han syntes, at den havde spillet fallit. Det var da Hitler vandt frem, og intet syntes at kunne stoppe ham. Unge Blue forstod ikke, at Gud ikke stoppede Hitler, og han vendte Gud ryggen. Han blev i stedet marxist som sin onkel, og forsøgte at glemme alt om Gud for en tid.

Men det var ikke bare krigens ondskab, som skubbede Blue væk fra Gud. Det var også hans seksualitet. Han opdagede tidligt, at han var homoseksuel og følte, at det var en hæmsko, følte, at det nærmest var en straf fra Gud, uden at forstå hvorfor. Hvorfor skulle han lide under det? Han tænkte, at der måtte være noget galt med Gud, hvis han kunne skabe ham sådan. Gud eksisterede formentlig slet ikke. Og dog, for som han siger:

”Jeg sad der med mit raseri, og jeg kunne bare sige til mig selv – ”Der ser du Lionel – du er sandelig blevet voksen – men ’mand’ kan man ikke ligefrem påstå, at du er blevet.” – men jeg var alligevel ikke helt overladt til mig selv, for jeg fik nogle gange uventede svar på de store spørgsmål, som livet stillede mig, og det var den slags svar, som vakte min nysgerrighed på livet. Der var noget uden for mig, som kommunikerede med mig, noget, som fik mig til at fortsætte.”

Som et eksempel på et uventet svar nævner Blue en historie fra sin studietid. Blue trodsede sin seksualitet, og fandt sig en pige, da han studerede historie ved Oxford Universitet. Men seksuelt gik det slet ikke, for han tændte ikke på sin kæreste. Efter et mislykket samvær med kæresten gik Blue en aften rundt i nedtrykt stemning. Så kom han tilfældigvis forbi en kvækerforsamling, og en ældre kvinde inviterede ham indenfor. Derinde skete der noget for Blue. Han genkendte sin bedstemor i de ældre kvækere, en jordnær og enkel tilgang til troen. Det var der noget smukt over, tænkte han.

Han forklarer sin oplevelse hos kvækerne med, at han blev ”forelsket i kærligheden”. Den kærlighed, som han syntes at kunne se hos kvækerne, var den kærlighed, som udholder alt, tror alt og håber alt. Han fandt der en kærlighed, en tro, som tog livet på en enkel og ligetil måde. Måske var det hemmeligheden, tænkte han. Det handlede ikke om at få ondskaben bort, for det kunne han ikke. Det handlede om måden, som han tog den på.

Den tanke mødte en anden tanke, som han havde haft, nemlig, at humor betød meget for at kunne stå hårde tider igennem. Humoren kunne løsne alting op, og gøre ondskaben til at holde ud. Humoren var en måde at tackle livet på. Han begyndte at dyrke humoren mere. Blue udtrykker det på denne måde:

”Jeg blev souffleriseret.”

Han blev altså lettere. Han var ikke længere den tyngede person, som han havde været.

Blues liv kom efterfølgende til at kredse om jødedom og humor. Han tog igen sin families religion til sig og besluttede sig for at uddanne sig til rabbiner. Samtidigt var der også flere og flere, som lagde mærke til hans veltalenhed og humor. Det førte til, at han blev radiovært og til sidst endte med sit nuværende show, der har kørt 30 år i træk.

På en måde er han en levendegørelse af jødisk humor. En humor, der til tider godt kan være grov og kulsort, og det er ikke mindst jøderne selv, som må stå for skud. Det er en måde at tackle livets hårde sider på. Det gør, at man bliver souffleriseret, som Blue udtrykker det. Her er et eksempel på en af de vitser, som Blue tit fortæller i sit program:

Fru Solomon ringer op til en jødisk avis og siger: ”Jeg vil gerne putte en dødsannonce i avisen. Teksten skal lyde ”Abraham Solomon død””. Derpå siger manden, som modtager opkaldet: ”Hør nu Fru Solomon, er det ikke lidt kort? Du kan faktisk på seks ord i annoncen for tre ords pris.” ”Kan jeg virkeligt?”, siger hun, hvorpå han svarer med et kort ”Ja”. Da siger Fru Solomon: ”Ok, skriv da ”Abraham Solomon død… folkevogn til salg.”

Hør og se Lionel Blue fortælle: