| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
DEBAT: Var Jesus tidens store healer, der benyttede kosmiske energier, eller skal sandheden om ham findes i klassisk kristendom? Tom Frederiksen forsvarer sit syn på reiki
Jeg læste dit indlæg om begrebet Reiki..
Jeg har fået det indtryk, ar du ser reiki som noget vederstyggeligt. Men Reike er den samme energi, som Jesus brugte, da han helbredte.
Kort fortalt:
Japansk munk underviser i kristendom. En elev spørger: "Kan du som troende også helbrede ligesom Jesus? Der står i bibelen, at enhver kan gøre ligesom Jesus, og end da bedre." Munken blev eleven svar skyldig, sagde sin stilling op og søgte viden om den kraft/energi som Jesus brugte. Gennem 21 dages meditation fandt han den sjovt nok med de tal 3, 7, 21, der går igen gennem bibelen.
Med venlig hilsen G.E.R.R
Svar:
Kære G.E.R.R
Tak for din kritik, der må angå en tekst, jeg skrev om Reiki-healing for otte år siden til Dialogcentrets blad, Den Nye Dialog (nr. 71, 1998) som kan læses her.
Du mener vistnok, at Reiki-healing er beslægtet med Jesu healende virksomhed, og derfor ser du ikke nogen konflikt mellem Reiki og klassisk kristendom. En sognepræst som Ulla Sandbæk har da også benyttet sig en del af Reiki-healing, så vidt jeg er orienteret.
Hvis du mener, at Jesus var en slags oplyst mester blandt andre, som var kyndig i at benytte kosmiske energier til at gøre godt med, en slags troldmand, esoteriker eller guru, eller så er du naturligvis velkommen til at mene dette.
Det er meget svært at udtale sig om, hvad den historiske Jesus nøjagtig gjorde, mente, stod for osv. Jesus skrev så vidt vides ikke noget selv, Det Nye Testamente er skrevet mindst nogle tiår efter Jesu død, og tidsmaskiner er endnu ikke opfundet, så vi kan vende tilbage og se på, præcis hvad det skete dengang.
Men synspunktet, at Jesus var en healer blandt andre, og at han bare var dygtig til at bruge kosmisk-naturlige kræfter, svarer ikke til Kirkens klassiske kristendom (som kendes via de alment anerkendte synoder, trosbekendelser osv.)
Ifølge klassisk kristendom er Jesus en unik person, Faderens eneste søn og en legemliggørelse af en af Guds tre fremtrædelsesformer, dvs. 100% Gud og 100% menneske. Ikke så mange andre personer er 200%!!!
Og også hvad Jesus foretog, var unikt. Via Helligånden begyndte Gudsriget at blive til virkelighed gennem Jesus, fx gennem hans ord og underværker. Jesus forkyndte radikal kærlighed og tillid mellem mennesker og Gud og forkyndte befrielse gennem tro på Jesu unikke status. Endelig udvirkede han ifølge klassisk kristendom Det Uendelige Liv gennem sin død og genopstandelse, et liv, man bliver en del af ved tro på Jesus og gennem Kirkens sakramenter.
Helligånden, der gør dette muligt, er en anden af Gud fremtrædelsesformer (den tredje er jo Skaberen, Faderen), som ikke er identisk med en kosmisk livsenergi eller en naturlig kraft à la qi-energien som den, Reiki benytter sig af.
Helligånden er ikke en kosmisk og neutral kraft, som alle kan benytte sig af, blot man behersker de rigtige esoteriske teknikker. Helligånden er stærkt knyttet til den personlige Gud og til Guds vilje og budskab og troen på dette.
Det kan man mene, er noget dogmatisk vrøvl og sludder eller i al fald et noget konservativt syn på kristendommen. Men det er - efter min opfattelse - nu engang "klassisk kristendom". Det er et spørgsmål om definitioner, om hvad ord betyder.
Reiki er en nyligt udviklet esoterisk-okkult healingsteknik, som ikke kan knyttes nærmere til Helligånden eller klassisk kristendom.
Derfor kan Reiki jo godt virke, være glimrende og måske sandheden selv. Det er en tros- eller erfaringssag. Men at sige, det er et udtryk for klassisk kristendom svarer til at sige, at nogle ungkarle godt kan være gifte, for sådan nogle har jeg selv mødt. Uafhængigt af erfaringer så kolliderer begreberne simpelthen.
Jeg aner ikke nok om Reiki til at kunne sige, om det også er farligt. Men artiklen refererer en Reiki-kyndig, Karin Worms, der mener, Reiki er skadeligt i charlataners hænder, og den advarsel virker ikke utroværdig på mig.
Så indtil videre står jeg fast på kritikken i min Reiki-artikel. Men tak for synspunktet.
Venligst
Tom Frederiksen
Dialogcentret
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende