Gülay Kocbay |
8. december 2010
Som barn fyldte julen meget for mig, selvom jeg havde en masse spørgsmål omkring den, fortæller muslimske Gülay Kocbay
Det er mig en glæde, at jeg er udvalgt som skribent på
decemberbloggen for at omsætte mine tanker omkring julen til billeder og ord.
Jeg vil hermed forsøge så godt som muligt at bidrage med de tanker og refleksioner, jeg tit gør mig omkring juletiden. Det kræver selvfølgelig, at jeg skal sætte ord på noget, jeg tidligere ikke har gjort som muslim, og det bliver en udfordring i sig selv, at jeg skal dele mine tanker og refleksioner med så mange andre læsere.
Man kan godt sige, at julen har været nærværende for mig, da jeg er født og opvokset i Danmark, og når man særligt har gået på en dansk folkeskole, så prydes skolerne med julehygge, julesalmer og generelt en julestemning rundt omkring i klasselokalerne.
Jeg har i folkeskolen deltaget i klippeklistredag, har lært at flette julehjerter, lave musetrapper, guirlander og meget mere, som for mig betød, at jeg udfordrede nogle kreative sider af mig selv, mens jeg med skolekammeraterne hyggede mig med pebernødder.
Nissebanden betog mig
For ikke at glemme julekalenderen ”Nissebanden i Grønland”, som jeg var helt vild med og betaget af, da der var masser af sne på Grønland, og nisserne i julekalenderen jo ikke skulle i skole, men løbe rundt i sneen - og de fik jo også risengrød til aftensmad, smask, smask! En fantasiverden, som jeg var opslugt af, som alle børn engang bliver i den alder, da man ikke rigtig kan skelne virkelighed fra fantasi.
Min yndlingsjulesang var Risengrødssangen;
Det er risengrød (smask)
Der gør næsen rød (smask)
og kanel bli’r strøed
det gør skorpen sprød
grød skal være blød og ikke tør.
Det er risengrød (smask)
der gør ganen blød (smask)
og kanel bli’r strøed
det gør grøden sød
men sæt ikke skeen i den før
end risengrøden den har fået
en smørklat smør.
Vi holder ikke jul derhjemme
Hjemme hos mig har man ikke haft tradition for at holde jul, og det gør vi heller ikke den dag i dag. Vi fejrer de islamiske højtider, som en del af vores religiøse højtider, som blandt andet er afslutningen på ramadanen, Eid-ul-fitr, og den store offerfest, Eid-ul-adha.
Det var i særdeleshed disse fester, jeg glædede mig til, da vi fik en masse gaver, og hvor vi havde en del familiesammenkomster, som man også har det i julen. Under ramadanen som varer 1 måneds tid i forbindelse med fasten, glædede jeg mig sådan til efter fasten at tage i moskeen med mine bedsteforældre.
Hver aften under ramadanen sørgede de for at tage mig med i moskeen, hvor jeg her kunne løbe rundt med mine jævnaldrende og have det sjovt i moskeen og samtidig også være en del af bønnen. Nogle gange måtte jeg ikke, da jeg skulle i skole dagen efter; så ringede jeg til dem og stortudede til de gav op, og jeg fik lov til at hoppe med i bilen.
Forskellen mellem højtiderne var svær at forstå
At jeg deltog i julefestlighederne var noget, jeg gjorde uden for hjemmet, hvor man skulle være en del af fællesskabet, men jeg havde også en stærk bevidsthed i mit hjerte om, at jeg var muslim, og at vi som muslim havde vores højtider, som vi talte måneder og dage til sammen med kusinerne i familien.
Jeg havde selvfølgelig en masse spørgsmål til, hvorfor man fejrede julen, som man gjorde blandt kristne, og hvorfor man fejrede ramadanen, som man gjorde som muslim. Forskellen var svær at forstå dengang, og forvirringen var også ret stor.
Som 28-årig muslimsk kvinde får man naturligvis også dybere tanker og refleksioner omkring tilværelsen og verden omkring sig selv, og man tager mere stilling til, hvad man møder ude i den vide verden, end man er i stand til at gøre i barndomsfasen. Jeg vil derfor i mine nærmere indlæg på decemberbloggen komme nærmere ind på mine juletanker. Hold øje med bloggen!
Gülay Kocbay er 28 år, muslim og folkeskolelærer. For tiden blogger hun og tre andre skribenter på Decemberbloggen.