Juleslik, Jesusbørn og enlige mødre…

Så skriver vi den 7. december, og jeg er stadig ikke rigtig kommet i gang med det der jul. Nu er der jo “The Julekalender” i år, så for en gangs skyld har jeg da fået set et par afsnit af julekalenderen.

Jul er selvfølgelig noget, som jeg som barn kørte helt op over, men efter at have fået en kæreste, som er vokset op med tre søskende i en god dansk kernefamilie, for hvem jul har været indbegreb af serious familiehygge med julebag, juleslik, julekalender og ju… name it, og for hvem (altså min kæreste) jul er top nice, så er jeg kommet til den konklusion, at jeg nok alligevel ikke helt ved, hvad jul er.

Gisp - jeg har allerede købt julegaverne!
Jeg er vokset op hos en enlig mor, en virkelig god en af slagsen, som var, og stadig er, succesfuld, selvstændig erhversdrivende, hvilket så ingenlunde har betydet, at jeg er blevet svigtet eller noget i den dur, men dog, at julestemningen er blevet det ret så meget… altså svigtet.

Det, krydret med ungkarletilværelsen, har nok medført, at jul og jeg ikke rigtig har connected på et højere plan. Jeg er blevet ekspert i den 23. december at komme i tanker om, at jeg jo for søren også skal have købt julegaver til alle mulige. Men det er der så ved at blive lavet lidt om på, qua føromtalte kæreste. For første gang ever har jeg købt de fleste julegaver allerede, købt juletræspynt for et nærmest syndigt beløb og sågar set et par afsnit af Pyrus. Yaiks!

Juleevangeliet – tung teologi?
Nå, men nu er det jo mig, der er ham den teologistuderende i dette forum, så jeg burde vel også sige lidt om det lille Jesusbarn. Så det gør jeg lige: Julen er jo ifølge den kristne tradition en fejring af Jesu fødsel, noget som for mig er af meget stor betydning. Det at Gud i Jesus valgte at blive menneske for af kærlighed til os at leve et liv uden synd eller fejl eller oprør mod Gud, eller hvad vi nu skal kalde det, hvilket ingen mennesker tidligere har gjort.