Men er min næste danskerne og de indvandrere, der allerede er kommet til landet, eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, fordi der er folk i verden, der har mere brug for hjælp? Det essentielle er, at vi ikke kan hjælpe alle.

Normalt siges det, når samtalen går på menneskets evne til at være loyal, medfølende og solidarisk, at jo tættere objektet for disse følelser er på individet, desto større intensitet vil denne følelse have.

Sagt på en anden måde: Vi er flokdyr: Først forholder vi os til vore egne behov, dernæst til den nærmeste omgangskreds (familie og nære venner). Længere ude i periferien vil vi finde ligesindede og mennesker vi af den ene eller den anden grund kan identificere os med.

Vi er forpligtede på at hjælpe vore egne
Det er et paradoksalt forhold, at jeg bør identificere mig mere med "mine egne" - altså alle og enhver, der gerne vil til Danmark - end med Danmark og de danske interesser. For mit vedkommende føler jeg mig dansk, og derfor vil jeg hellere værne om det danske samfund.

Selvfølgelig er det et etisk dilemma, for jeg kan bestemt identificere mig med personerne og med situationen, hvor man gerne vil ind i landet. Jeg mener, at vi er forpligtede til at hjælpe vore egne først, dvs. dem, der allerede er i Danmark.

Det positive er, at vi ved at sikre, at den "danske maskine" fungerer bedst muligt, faktisk optimerer vores mulighed for at kunne være der for andre i fremtiden.

Jeg er borger – ikke bruger
I princippet er det faktisk en konflikt mellem det at være borger eller bruger, der her er tale om. Borgeren søger løsninger til samfundets bedste, hvorimod brugeren plejer egne interesser. Ikke at der er noget galt i at være bruger, men jeg er altså dansk statsborger nu - ergo er jeg dansker. Danmark er mit fædreland og ikke bare et produktionsområde eller markedsplads.

Det mærkværdige er, at ved at sige, at jeg skal holde med "mine egne", siger man faktisk indirekte, at jeg er bruger, og derved ikke en rigtig dansker. Det er måske ikke decideret diskrimination, men det ligner!

Danmarks behov ændrer sig
I 60'erne og 70'erne, da min far og mange andre kom til Danmark, så behovet anderledes ud. Dengang var der et stort behov for ufaglært arbejdskraft. Man importerede arbejdere fra mange lande i Mellemøsten til Danmark for at udfylde dette behov.

Min far var altså - ligesom så mange andre - en gevinst for det danske samfund. Det var selvfølgelig heldigt for mig, min familie og for mange andre, at der dengang var behov for os.

Men samfundet er en dynamisk størrelse. Det er under konstant forandring. Derfor er vi også nødt til at tilpasse vores målsætninger og regler til de ændrede forhold med jævne mellemrum, ellers vil de blive forældede og måske endda gå stik imod samfundets bedste interesse. Det er hverken dobbeltmoral eller usolidaritet.

Jeg foretager denne prioritering, fordi jeg som borger i et samfund, jeg bekymrer og kærer mig om, virkelig ønsker det bedste for Danmark.

Det er en besynderlig ting, at fordommene om, hvordan man forholder sig som indvandrer til det danske samfund, faktisk går ind og dikterer, hvad jeg skal føle, og hvor min loyalitet bør ligge. Er det i virkeligheden muligt at blive for integreret? Det mener jeg ikke.

I stedet mener jeg, at man bør tænke sig grundigt om, før man putter alle med indvandrerbaggrund i samme kasse - for vi er mange, der er danskere først og indvandrere næst.

Naser Khader er udlændinge- og integrationsordfører for Det Konservative Folkeparti og kommentarskribent ved religion.dk.

Foredrag med Naser Khader kan bookes på Kristeligt Dagblads Foredragsliste