“Journalister har stort ansvar ved terrordækning”

Bogor, Indonesien – “I hvilken udstrækning genererer mediernes dækning af terrorisme terrorister?” Det spørgsmål blev jeg for nyligt stillet af et medlem af den mailing-liste ved navn jurnalisme, som jeg abonnerer på. Ligesom journalisterne, NGO aktivisterne, de journalist- og mediestuderende samt andre i mediebranchen på denne mailing-liste, har spørgsmålet også hjemsøgt mig.

I den digitale tidsalder og midt i den intense konkurrence mellem medier virker det som om, at journalister konstant løber om kap med tiden. Man får det indtryk, at den bedste nyhedskilde er den, der hurtigst udsender sin reportage, selvom det kan medføre at gå på kompromis med nøjagtighed og dybde.

Medierne fanget i sensationsjagt
Sådan forholder det sig med mediedækningen af religiøse uroligheder og terrorisme i Indonesien. At få bekræftet detaljer og kendsgerninger, der er et grundlæggende princip inden for journalistik, er tilsyneladende gået tabt til fordel for at kunne møde kravene om at være først med nyheden. Dette ses ofte, når journalisten sætter sin lid til blot en eller to kilder, eksempelvis politibetjente eller statstjenestemænd.

Terrorhandlinger med religiøst motiv og intolerance mellem religiøse samfund er tusindvis af gange blevet gjort til omdrejningspunkt for hovedhistorierne i de indonesiske medier. Nylige overskrifter har berettet om en række væbnede røverier, som angiveligt skulle have forbindelse til et terrornetværk i en provins i Nordsumatra; om et angreb på en Ahmadi moske (kaldet Ahmadiyya i Indonesien) i Bogor i Vestjava; og om et overfald på to kirkeledere i Bekasi, der også ligger i Vestjava.