Umiddelbart er der en del lighedspunkter mellem den måde, Jesus og Muhammad blev behandlet på, skriver Lillian Risum.
- Arkiv
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
FORFØLGELSE: Muhammed blev forfulgt, fordi han opfattede sig selv som Allahs profet. Jesus blev forfulgt, fordi han var Guds Søn, der åbenbarede Gud selv. Svar fra Lillian Risum
Hvorfor blev Muhammed og Jesus forfulgt i de sidste år af deres liv? Kan man sammenligne forfølgelserne?
På forhånd tak!
Med venlig hilsen
Mille
Svar:
Det er et spændende og relevant spørgsmål, du stiller. Først Jesus:
Jesus blev efterstræbt af kong Herodes umiddelbart efter sin fødsel, og jøderne begyndte at forfølge ham, efter at han var begyndt på sin offentlige gerning.
De religiøse ledere kunne f.eks. ikke acceptere, at han tolkede Moseloven anderledes, end de selv gjorde, at han helbredte på en hviledag, og at han omgikkes de marginaliserede i samfundet. Det var blasfemi for dem, at Jesus opfattede sig som Menneskesønnen eller Guds Søn.
Da han efter deres mening således vildledte jøderne, havde de besluttet at slå ham ihjel.
Modstanden mod ham kulminerede den sidste uge, han levede her på jorden, hvor han både blev hånet, pisket og til sidst hængt på et kors, som var et henrettelsesinstrument for forbrydere.
Én af hans venner fik liget udleveret, og Jesus blev gravlagt i en klippegrav. Men ved Guds indgriben stod han op af graven og viste sig senere for sine disciple!
Dernæst Muhammad:
Efter at Muhammad fik de første åbenbaringer (der blev samlet i Koranen) 23 år før sin død, fik han efterhånden problemer med nogle af sine bysbørn i Mekka. De ville ikke høre på ham, men ringeagtede det budskab, han kom med.
Han forkyndte, at der (kun) er én Allâh (Gud); at han er skaberen; at de skulle tilbede i taknemmelighed; at de skulle hjælpe de trængende, og at der ville komme en dommens dag.
Efter at have tolereret Muhammad nogle år, begyndte de fleste betydningsfulde ledere i Mekka - inkl. lederne af Muhammads klan - at være imod ham. De ønskede ikke at ændre tro eller levevis, og måske frygtede de, at hvis for mange sluttede sig til Muhammad og hans forkyndelse, så ville det gå ud over byens handel.
Omkring 70 af hans tilhængere måtte søge tilflugt i Abyssenien (Etiopien). Muhammad selv blev fysisk mishandlet. Hans klan blev boykottet. Man satte spørgsmålstegn ved hans loyalitet over for stammen og dens gudsdyrkelse. Da han forsøgte at prædike i en anden by blev der kastet sten mod ham.
Men han fik en aftale i stand med indbyggerne i Medina om, at han og hans tilhængere kunne bo i sikkerhed hos dem (fra 622). Her var han ikke længere den lidende prædikant, men den sejrrige administrator.
Nogle af de jødiske rabbinere viste deres had mod ham; og jødiske stammer gik ikke helhjertet ind for Muhammads lederskab. Fjendskabet med bysbørnene fortsatte, og i én af kampene mod dem havde han nær mistet sit liv. Han døde som følge af sygdom i Medina i 632.
Umiddelbart er der en del lighedspunkter mellem den måde, Jesus og Muhammad blev behandlet på. Mange af de mennesker, de kom i berøring med, forstod ikke deres forkyndelse eller deres handlinger, hvorfor de reagerede med fjendskab og forfølgelser.
Men set fra en kristen synsvinkel har de forfølgelser og de lidelser, som Jesus blev udsat for, en enestående betydning. Hverken de forfølgelser, som Muhammad eller andre profeter har været udsat for, kan sammenlignes med Jesu lidelser.
Det skyldes, at Guds enestående plan hvad angår frelse, fred og forsoning ubetinget er knyttet til den lidelse og smerte, der endte med, at Jesus blev naglet til et kors. Han blev korsfæstet som en forbryder, en synder, men selv var han syndfri, perfekt.
Smerterne og lidelserne, som var påført af andre mennesker, havde således et formål: at det syndige menneske og den hellige Gud skulle blive bragt sammen gennem Jesu død på korset.
Jesus er derfor en forsoner, en formidler mellem Gud og mennesker. Man kan også sige, at Jesus er mødestedet for Gud og mennesker.
Det kan vist siges kort på denne måde: Muhammad blev forfulgt, fordi han opfattede sig selv som Allâhs profet og sendebud. Jesus blev forfulgt, fordi han var Guds Søn, der åbenbarede Gud selv. -- En ikke ubetydelig forskel!
Med venlig hilsen
Lillian Risum, cand. theol. og M.A. i islamstudier
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk