Marie Vejrup Nielsen |
16. december 2010
Hvorvidt nisserne er tale om en rest af forfædredyrkelse, eller de er drevet frem af handelsstandsforeninger og julekalender-fjernsyn i skøn forening, må vi lade stå hen i det uvisse, skriver adjunkt i religionsvidenskab Marie Vejrup Nielsen på decemberbloggen
En af mine udenlandske kollegaer kommenterede sidste jul, at der er mange informationer, man ikke får som udlænding i Danmark. For eksempel om nisser. Og vi talte en del om, at hvis man foretager en empirisk analyse af, hvilke overnaturlige væsener, der spiller en helt central rolle i danskernes univers, så står nisserne højt på listen.
Han var for eksempel ikke blevet informeret om nødvendigheden af at stille mad ud til nissen og havde dermed udsat sig selv for stor risiko for drillerier og dårlig høst i året der kom!
Hvorvidt der er tale om en rest af forfædredyrkelse, eller primært væsener drevet frem af handelsstandsforeninger og julekalender-fjernsyn i skøn forening, må vi lade stå hen i det uvisse.
Fætter Anton – en ikke helt uskyldig nisseMen der er en særlig nisse som spiller en rolle i vores families liv: Fætter Anton. Fætter Anton var lidt af en overraskelse i den travle familie sidste år. Da vi fik at vide, at der bor to små nisser på loftet af børnehaven, og at de kommer ned den 1. december, lød det jo uskyldigt nok. Og børnene var meget optagede af at kravle og hente nisserne ned.
Men det viste sig så, at Fætter Anton, som hører til min datters stue, tager med børnene hjem. Og han har sin ”nissebog” med. Som der stod i instruktionerne (!) til forældrene angående Fætter Antons besøg, så er han en drillenisse, som kommer ud for lidt af hvert, og disse begivenheder kan så passende noteres i bogen. Gerne med fotos af drillerierne.
Og så stod der også lidt kryptisk: ”hvis I giver nissen noget spiseligt med, ser vi gerne det er ”sundt slik”

”. Fætter Anton kunne altså forventes at tage ”noget spiseligt” med tilbage i børnehaven!
Hård konkurrence i børnehavenHver dag i december, når det var min tur til at hente, frygtede jeg i mit stille sind at se Fætter Anton sidde der i min datters rum, – velvidende at der ville være dage, hvor det drilleri, Fætter Anton kunne få lov til at bidrage med, ville involvere at deltage i læsningen af artikler, besvarelse af emails fra arbejdet, eller måske kunne han komme med ud og holde et af årets sidste foredrag?
Og da dagen kom, blev jeg da også først slået af, hvor højt niveauet var i nissebogen. Hjemme hos én af pigerne havde nissen tryllet mælken grøn (inklusiv fotodokumentation!). Et andet sted havde den byttet om på ting og sager i stuen.
Men lige da presset fra diverse supermødre (og måske fædre?) begyndte at melde sig, gik det op for mig, at det da vist ikke var alle der havde skrevet i den bog sidste år. Og at det heller ikke var alle, der både havde fået taget billeder og printet dem, klippet og klistret, samt givet Anton noget med tilbage til børnehaven.
Faktisk var der nok kun ca. fem-seks sider fra året før. Så vi åndede lettede op, affandt os med, at vi ikke er en superkreativ overskudsfamilie, og fandt en gylden middelvej. Fætter Anton lavede et par mindre drillerier, – som foregik og blev nedskrevet efter min datter var kommet i seng. Hun havde sat en masse af sine yndlingsklistermærker ind i bogen. Og børnene på stuen måtte dagen efter undvære ”noget spiseligt” fra Fætter Anton. Forhåbentlig var der en supermor næste dag, der lige bagte en stak spelt-pebernødder!
Vi sætter mad ud til nissenI mit barndomshjem har vi altid stillet mad ud til nissen. For vel sådan nærmest at være på den sikre side? Og vi har også altid fået gaver af nissen. Ikke den 24., men den 25. om morgenen. Denne nisse er ikke julemanden, men synes mere beslægtet med den traditionelle, gnavne gårdnisse, som man giver mad og som derefter belønner en med gaver og beskyttelse af husdyr og afgrøder resten af året.
Nu er det jo så som så med husdyr og afgrøder her i vores rækkehus uden for Århus. Men mon ikke vi alligevel stiller mad og drikke ud også i år?
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk