Han fortæller, hvordan man i folketroen møder julen som en særlig vigtig markering af årets slutning og begyndelse:

”Ser man på folketroen, så er julen jo en kreativ periode, fordi det ligesom er her, året vender. Der er en traditionel forståelse af tolv juledage, som bliver brugt til at forudsige de kommende tolv måneder. Og en af de måder, man gør dette på, er med overfloden. Ved at have overflod og vise vellevned går man året i møde”.

De tolv juledage strækker sig fra 25. december til 6. januar.

Warmind ser samtidig overfloden og overforbruget som noget elementært og kendetegnende for julen, som ikke er noget nyt, men som kan spores tilbage til det hedenske og førkristne Danmark:

”Fra folketroen har vi dette, at det drejer sig om at vise overfloden med overforbruget i en periode, hvor man ellers kan se frem til vintermånedernes kulde. På den måde ser jeg faktisk julens overforbrug som ret oprindeligt. Der må ikke mangle noget. Det stammer tilbage fra bondesamfundets forståelse, og jeg tør sagtens skrive det tilbage til hedensk tid.”

Tidspunktet for julefejringen er heller ikke tilfældigt, understreger Warmind. Det hænger sammen med en traditionel fejring af lyset, de to solhverv ved vinter og sommer og jævndøgnene i foråret og efteråret. Tidspunkterne er vigtige understregninger af tidens og årets cyklus, siger han:

”Vi ser tre rester af de store nordiske fester. Det er sommer- og vintersolhverv og forårsjævndøgnet. Særligt forårsjævndøgn kan vi jo mærke, når lyset kommer tilbage, og disse markeringer har altid været der, også i førkristen tid.”

Vi fejrer i dag julen den 24. december i Danmark, og at det er her, vi også placerer Jesu fødselsdag er ikke så mærkeligt, mener Warmind:

”Der er en god grund til at tro, at man fæstnede den kristne fest for Jesu fødsel ved julen på grund af germansk indflydelse. Der står jo ingen steder i Det Nye Testamente, at det var der, Jesus blev født. Der er selvfølgelig en symbolsk forbindelse mellem Jesus og solen, men forbindelsen til solen og til julen er formodentlig sket nogenlunde samtidig i løbet af tredje århundrede. Men man gjorde sig faktisk store anstrengelser for at få folk til at holde op med at holde noget i forbindelse med nytåret i begyndelsen af oldkirkens tid.”

Med hensyn til julens skikke, fremhæver Warmind juletræet og julebukke som eksempler på ikke-kristne elementer ved julen. Også traditioner som juleløjer, trækker spor langt tilbage:

”Selve det at lave juleløjer, lege og spil op til julen, det gør man jo stadig. Og det med at lave julesjov, det finder man også i folkeskikkene, og selv om der ikke er kilder til det, vil jeg mene, der er tale om en hedensk skik”, siger han.

Et andet vigtigt element ved julefejringen er det sociale, som særligt kommer til udtryk samlingen på juleaften i hjemmene.

Der ligger en frygt for ensomheden, og dette forhold er for Warmind at se traditionsmæssigt dybt forankret i julefejringen.

Ifølge Morten Warmind er det ikke noget tilfælde, at en hedensk julefejring og en kristen ligger så tæt på hinanden:

”Den kristne julefejring har nok i virkeligheden lagt sig oven i en eller flere hedenske fester. På den måde virker det jo også mere naturligt”, siger han.

Måske burde man, slutter han, i virkeligheden vende det på hovedet og spørge, hvor de kristne elementer i julen er?