Politikere og statsoverhoveder i Mellemøsten er med til at vende trenden, hvor sociale medier bruges som instrument til terror, skriver Arianna Huffington.
- Colourbox
Arianna Huffington |
11. januar 2011
Fundamentale forandringer i Mellemøsten vil komme nedefra, og de sociale medier vil sætte dem i gang, hævder amerikansk journalist Arianna Huffington
Vi kender alle de mange måder, hvorpå internettet er blevet brugt i terrorismens navn – al-Qaeda-links på hjemmesider, rekrutteringsvideoer, uploads af Osama Bin Ladens seneste svada og online-manualer i at sprænge ting i luften. Al-Qaeda og deres sympatisører var hurtige til at tage internettet i brug og har siden brugt dets hidtil usete evne til at forbinde folk.
Men en ny modvirkende trend er ved at opstå: større og større dele af Mellemøsten kommer på nettet. Derfor kan vi nu ændre debatten til at handle om, hvilken virkning teknologi og sociale medier har på fred, ikke kun på terror.
Dette var faktisk et af emnerne, der blev debatteret på en konference i Abu Dhabi, som jeg deltog i for nylig. Jeg har deltaget i mange tech-konferencer, men jeg har sjældent set den form for entusiasme og optimisme, som jeg oplevede ved Sir Bani Yas-konferencen, der var arrangeret af Sheik Abdullah bin Zayed, udenrigsminister i de Forenede Arabiske Emirater, og af International Peace Institute.
Deltagerne ved konferencen inkluderede Salam Fayyad, premierminister i det palæstinensiske selvstyre, Amr Moussa, generalsekretær i Den Arabiske Liga samt flere højtstående embedsmænd fra Jordan, Palæstina, Malaysia, Pakistan og Bahrain.
Højtstående arabiske ledere aktive på Twitter
Da jeg holdt oplæg på konferencens anden aften, om hvordan man kan bruge sociale medier til at fremme fred og sikkerhed i Mellemøsten, blev jeg overrasket over, hvor villige mange af de arabiske ledere, der var til stede, var til at tilslutte sig disse nye sociale værktøjer.
Blandt dem var Khalid Alkhalifa, som på sin Twitter profil beskriver sig selv som ”Diplomat, Ambassadør, Udenrigsminister i Bahrain, Læser, Verdensomrejsende, Bon Vivant.” Han er også en passioneret tweeter, der mestrer kunsten at være nærværende blandt sine følgere.
Ved konferencens middag fortalte Jordans premierminister Nasser Judeh mig om et direkte Twitter interview, som han havde deltaget i sommers. Her havde han besvaret spørgsmål – hvoraf mange var skarpe – fra jordaner ”tweeps” eller følgere på Twitter.
Der er selvfølgelig også Dronning Rania af Jordan, som har gjort Facebook, YouTube og Twitter – hvor hun har 1,3 million følgere – til en essentiel del af sit kommunikationsprogram.
I december tweetede hun: ”Teknologi er ikke bare en luksus i i-landene; det er et centralt værktøj for u-landene” – et slagkraftigt ekko af Twitter grundlæggeren Biz Stones udsagn: ”Twitter er ikke en triumf for teknologien. Det er en triumf for menneskeheden.”
En måde at få indflydelse på
På tværs af hele regionen bruger regeringer, ngo’er, grupper og individer de sociale platforme til at få indflydelse på deres samfund – politisk, kulturelt og socialt.
I Jordan ser man unge mennesker, der sender sms’er, tweeter og bruger Facebook og YouTube for at skabe opmærksomhed omkring miljøproblemer, hvilket er en bekymring i hele regionen. Bahrains Alkhalifa tweetede for nylig: ”FAE, Qatar, Bahrain er placeret blandt de værste, der forurener på verdensplan.”
I Egypten bruger unge mennesker sociale værktøjer til at sætte fokus på politivold og til at forsøge at fastholde en hæderlig regering. Og netop i slutningen af november 2010 holdt Egypten sit parlamentsvalg, hvor regeringen nægtede internationale observatører adgang til at overvåge valget.
Men hjemmesiden
U-shahid.org (”du er vidne” på arabisk) forsøgte at afhjælpe denne mangel ved at opfordre borgerne til at rapportere valgproblemer. Egyptere kunne rapportere uregelmæssigheder via e-mail, Twitter (hashtag #USHAHID) og sms, som U-Shahid følger på interaktive kort. U-Shahid.org har i øjeblikket 125 frivillige, der arbejder på projektet.
Sociale medier kan bekæmpe kriminalitet
Andre steder i Egypten sigter et nyt projekt efter at registrere tilfælde, hvor kvinder er blevet chikaneret på gaden i Kairo, hvilket er et kæmpe problem her: 83 procent af egyptiske kvinder udtaler, at de har været udsat for sexchikane.
HarassMap er en ny hjemmeside, som hjælper kvinder med at anmelde mishandling anonymt via Twitter, Facebook, e-mail og sms. Siden håber at kunne identificere de dele af Kairo, hvor chikane er særligt udbredt og derefter at kontakte og hjælpe de kvarterer.
I Libanon uddanner Social Media Exchange folk i at bruge sociale medier til at udvikle projekter såsom Building a Culture of Peace, der skal lære unge libanesiske aktivister, hvordan man løser konflikter.
Facebook kan mere end regeringer
Og i hele Mellemøsten downloader unge mennesker Mideast Youth iPhone app’en, et værktøj, der lover at samle det, som unge i regionen lægger op på Twitter, Facebook, Friendfeed og andre populære hjemmesider.
Blandt app’ens features er: en nyhedstjeneste for Mellemøsten, de seneste tweets fra regionen, en podcast for den mellemøstlige ungdom og en liste med menneskerettighedsgrupper på Facebook i Mellemøsten.
Nu er vores eneste håb om forandring i regionen ikke længere den så ofte mislykkede proces, hvor vores regering presser de andres regering. Hvis der sker en fundamental ændring, vil den komme nedefra – og de sociale medier vil sætte forandringen i gang.
Arianna Huffington er medstifter og chefredaktør på The Huffington Post, en anerkendt klummeskribent og forfatter til 13 bøger. Denne forkortede artikel er taget fra Common Ground News Service (CGNews) med tilladelse fra The Huffington Post
, hvor den fulde artikel kan læses.Artiklen er oversat fra engelsk af Therese Fischer-Larsen.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk