Den rumænske regering har blåstemplet hekseri som skattepligtig profession. Heksene truer med onde forbandelser
Den rumænske regering prøver med en ny og anderledes taktik, der kan give flere penge til statskassen. Ved årsskiftet trådte en ny lov i kraft, der blåstempler hekseri som en officiel profession. Det skriver
Associated Press.
Ikke alene er hekseri blevet anerkendt som professionelt arbejde. Også astrologer og sandsigere har fået æren. Det betyder, at de alle pr. 1. januar skal betale 16 % skat samt bidrag til pension og sygesikring, skriver nyhedsmagasinet
MSNBC.
Heksen Mihaela Minca er glad for den nye skattelov.
”Det betyder, at vores magiske gaver bliver anerkendt, og at jeg nu kan åbne min egen praksis.”
Men langt de fleste hekse er voldsomt utilfredse med den nye lov og har protesteret højlydt. Den kendte rumænske heks Bratara Buzea har udtalt til tv-magasinet Realitatea.net, at hun brygger på en forbandelse mod regeringen, en forbandelse der blandt andet består af sort peber, død hund og katteekskrementer.
"Mine forbandelser virker altid", udtaler hun.
Bratara er ikke den eneste, der er hævngerrig. Heksene samles fra hele landet og drager mod de sydlige sletter og ned til Donau-floden, som de vil forgifte med den sagnomspundne giftige urt alrune. Heksen Alisia raser over den nye skattelov.
”Den lov er tåbelig. Hvorfor skal vi beskattes? Vi tjener jo næsten ingenting”, udtaler hun til MSNBC. Hun håber, at forbandelsen vil ramme regeringens embedsmænd.
Heksenes trusler kan virke tomme og ufarlige. Men mange rumænere tager overtro dybt seriøst. Det samme gør regeringen. Præsident Traian Basescu og hans stab benytter sig selv af overtroiske elementer.
På bestemte dage er de alle klædt i lilla, fordi det siges at gøre dem
mere overlegne og holder onde ånder væk. Præsidentvalgkampen blev netop vundet af Basescu, fordi han og hans stab udstrålede ”lilla flammer” og angreb hovedmodstanderen Mircea Geoana med negative energier, hævder Geoanas medarbejder Viorel Hrebenciuc.
Denne form for overtro er en vigtig del af den rumænske kultur. Den praktiseredes desuden af den tidligere diktator Ceaucescu, der havde sin egen personlige heks. Men der er indtil videre ingen forlydender om, at præsident Basescu overvejer det samme.