Slut med skåltaler om religionsfrihed – lad os få politik på området, opfordrer uddannelses- og kirkeordfører (SF) Pernille Vigsø Bagge
Anders Fogh gav udtryk for, at religion hørte til i privatsfæren, og ikke skulle have nogen betydelig plads i det offentlige rum.
Lars Løkke siger, at der skam skal være plads til religion i det offentlige rum.
Men hvad mener d´herrer egentlig om religion som sådan?
D´herrer har det tilfælles, at de er del af et relativt sekulariseret samfund med en sekulariseret form for kristendom, nemlig den evangelisk-lutherske, som ikke er nogen lovreligion, og som ikke udgør en udfordring i det daglige politiske arbejde, når man lige ser bort fra debat om vielse af homoseksuelle eller diskussionen om folkekirkens overgang til bloktilskud.
Fogh og Løkke har det svært med religionsdebatten
Men disse magtens mænd har det faktisk ret svært, når der skal diskuteres religion, og når diskussionen falder på, hvad vi skal stille op med de udfordringer, der følger af, at der sine steder i samfundet opstår konflikter, misforståelser, rettighedskampe og uenighed på baggrund af religion og religiøse følelser.
Begge vil de sige, at reaktionære kræfter af alle arter skal bekæmpes, og at progressive holdninger skal styrkes og støttes, uanset religiøst udgangspunkt, vil jeg tro.
Men når jeg uden videre antager, at de har det svært med den overordnede diskussion om religion og dennes værdi for et samfund, så er det, fordi ingen af dem på noget tidspunkt for alvor har løftet det tema, at vi her til lands slet ikke har nogen religionspolitik.
Religion er kommet for at blive
Evangelisk-luthersk kristendom i folkekirkelig betydning er reguleret i Folketing og Kirkeministerium. Andre anerkendte trossamfund, og disses pligter og rettigheder, som kun er meget sparsomt beskrevet, reguleres i henholdsvis Familiestyrelse og Justitsministerium.
I modsætning til vores skandinaviske naboer har vi ikke nogen samlet religionspolitik, og der er ingen borgerlige politikere der for alvor åbner for diskussionen, hvilket godt kan undre, når enhver efterhånden ved, at religion er kommet for at blive.
Religion i forskellige former og konfessioner er og bliver en del af det danske samfund. En del af samfundet, fordi religion og tro er integreret i langt størstedelen af befolkningens liv, tilværelse, eksistens og selvforståelse.
Selv om vi ikke valfarter til søndagsgudstjenesten, og selv om vi afholder os fra at diskutere religion og tro i stor stil til julefrokosten eller familiefesten, så viser
den nye værdiundersøgelse, at troen er her, og at religion er en lige så almindelig del af menneskelivet som samværet med andre mennesker.
Religiøse fællesskaber er en del af samfundet
Trods en stigende tendens til en mere individualiseret tro, så samles vi stadig i trossamfund og –fællesskaber, som skal anerkendes og integreres som en del af samfundslivet på linie med sportsklubber, foreninger, interesseorganisationer osv.
Men det kræver at vi anerkender, at disse trossamfund udgør en del af det danske samfund med de pligter, det ansvar og de rettigheder dette indebærer.
På venstrefløjen er vi ikke så bange for at sige det ligeud: Lad os få en samlet religionspolitik, en politik for både folkekirke og for andre trossamfund. En gennemskuelighed hvad angår ret og pligt for trossamfund. En ensartet behandling af mennesker uanset tro.
Lad os anerkende religiøse fællesskaber som nogle, der skal knyttes til det store fællesskab. På den måde får vi også afdækket de reaktionære og mørke kræfter, der med religionen som skjold skaber ufred og utryghed, mens gode, progressive religiøse kræfter, der kan bidrage positivt til fællesskabet, bliver en del af dialogen om, hvilket samfund vi skal have.
Pernille Vigsø Bagge er uddannelses- og kirkeordfører (SF) og kommentarskribent ved religion.dk.