“Visse nationer lider stadig af antisemitisme”

En rejse til familiens polske stamby blev en uhyggelig påmindelse om, at antisemitismen stadig har sit tag i den polske befolkning, fortæller jødiske Finn Schwarz

Den 27. januar er det Auschwitz-dag. Temaet i år er ”Kampen om erindringen”. Religion.dk har spurgt jøde og formand for Det Mosaiske Troessamfund Finn Schwarz:

Hvad betyder Holocaust for dig? Hvilke historier bliver fortalt igen og igen i din familie – dem må vi aldrig glemme? Hvad betyder det at holde erindringen om Holocaust ved lige?

Den 1. september 1939 var min far en 12-årig dreng, der boede med sin jødiske familie i den polske by Piotrkow Trybunalski ca. 30 kilometer fra den større by Lodz i Midtpolen. Piotrkow Trybunalski havde oprindelig været en betydningsfuld by som regionshovedstad, politisk center og sæde for Polens første parlament, mens byen mistede betydning fra begyndelsen af 1800 tallet.

Den jødiske historie i relation til byen går tilbage til i hvert fald det 15. århundrede, og den 1. september 1939 – den dag Nazityskland angreb Polen – boede der omkring 15.000 jøder i byen svarende til 27 % af befolkningen.

Min fars by blev Polens første ghetto
Byen Piotrkow Trybunalski fik den tvivlsomme ære at blive den første ghetto på polsk jord oprettet allerede den 8. oktober 1939. Min far og hans familie blev sammen med ca. 25.000 jøder fra byen og det omkringliggende område flyttet til ghettoen i den indre del af byen.

”Afviklingen” af ghettoen i Piotrkow Trybunalski begyndte i oktober 1942 og omkring 22.000 jøder blev sendt til dødslejrene i Treblinka og Majdanek.

Antisemitismen fortsatte efter krigen
I begyndelsen af 1943 var omkring 3.500 jøder tilbage i ghettoen, heriblandt min far, hans to brødre og deres far, mens resten af familien var sendt væk. Tyskerne besluttede at gennemføre udryddelsen af den resterende gruppe. Henrettelser blev udført på den jødiske kirkegård, i synagogen og uden for den lille by Raków.

Min far og hans to brødre overlevede mirakuløst krigen – det skete kan man læse om i min onkel Moses Aron Schwarz erindringsbog ”Milde Moses”.

Da krigen var forbi, kom min far alene tilbage til familiens hus i Piotrkow Trybunalski og forstod på den antisemitiske atmosfære efter krigen, at han hellere måtte fortrække – og heldigvis var der familie i Danmark.

2010: Vi var turister i ghettoen
I maj 2010 rejste familien (min far og mor, min hustru og jeg og vores to børn samt en kæreste) til Piotrkow Trybunalski for med min far som rejseguide at se vores rødder.

Det var første gang, at min far siden 1945 skulle befinde sig flere dage i den by, hvor familien havde levet i århundreder som en del af et jødisk samfund, men hvor der i dag ikke bor én eneste jøde! Det var også første (eneste og sidste) gang, at min lille familie kom til byen.

Arkivaren undgik øjenkontakt med os
Vi så byen, hvis midte havde udgjort ghettoen, og vi fik forklaret, at ghettoen var åben for de kristne polske indbyggere, der kunne frit gå ind og ud. Det kunne jøderne også – der var ingen vagter - men straffen for at forlade ghettoen var henrettelse.

Vi så den grønne græsplæne (eksercerpladsen), hvor ca. 25.000 jøder blev stillet op og hvor omkring 22.000 jøder selekteret fra til dødslejrene i Treblinka og Majdanek.

Vi så den store synagoge – nu omdannet til bibliotek – samt sidebygningen, hvor de jødiske børn blev gennet ind, skudt eller smidt ud af vinduerne og skudt.

Som turister tog vi billeder af vægmaleriet, hvor der stadigt er skudhuller efter de kugler, der enten ikke ramte eller gik igennem børnene, mens arkivaren, der arbejdede inde i det nu eksisterende arkiv forsøgte at arbejde videre, så hun undgik øjenkontakt med os.

Vægmaleriet, hvor der stadigt er skudhuller efter de kugler, der enten ikke ramte eller gik igennem børnene

Vi så den jødiske begravelsesplads – delvist ødelagt af de tyske soldater, delvist ødelagt af efterfølgende antisemitisk hærværk, og endelig så vi mindesmærket uden for byen, hvor de resterende 600 jøder blev skudt i forbindelse med den endelige ”aflivning” af jødisk liv i byen i 1944.

Der var to ting der slog os!

For det første skulle vi lede længe efter mindeplader, der fortalte om grusomhederne – og fandt vi nogen, var de skænkede af jødiske familier – typisk fra USA – og vandaliseret med f.eks. indgravering af nazisymbol.

Der var derimod – for det andet – ikke langt imellem antisemitiske nutidige tags. Typisk ”jødestjerner” med fornærmende tekst. Når man går i Piotrkow Trybunalski er der sjældent mere end 10-20 meter mellem disse antisemtiske tags – og lad mig gentage – der bor ingen jøder i byen i dag.

Byen har glemt sin fortid
Vores tur sluttede af med et besøg på bymuseet, der stolt fortæller om byens storhed (og fald) – og som havde en særudstilling om lokale polske helte under 2. verdenskrig.

Men der var ikke én montre, ikke ét billede, ikke én henvisning eller genstand der nævnte, at i denne by havde der boet jøder i 500 år og at byens jøder blev udryddet under 2. verdenskrig svarende til over en fjerdedel af byens befolkning.

Jeg spurgte en ansat på museet om dette med min far som venlig tolk og fik et udglattende ligegyldigt svar.

Antisemitismen lever stadig
Min familie og jeg kunne således konstatere, at kampen om erindringen om, hvad der skete med den jødiske befolkning i Polen under 2. Verdenskrig, den polske ligegyldighed eller ligefremme medvirken allerede er tabt. Det er derfor tvivlsomt, hvor meget man (Polen) har lært af historien.

For min familie og mig var det derimod en uhyggelig faktarejse, der viste os, at vores erindring om det uforståelige, der skete for det jødiske folk under 2. Verdenskrig, beklageligvis ikke blot skal være en erindring om noget historisk og længst passeret.

Det er derimod en erindring og viden om, at selv i dag er der i visse nationers, kulturers og måske endda religioners DNA en kromosomfejl, der hedder antisemitisme, som disse nationer, kulturer eller religioner lider af, og som jøder rammes af.

Finn Schwarz er jøde, advokat og formand for Det Mosaiske Troessamfund.