“Religiøs feminisme kan skabe fred i Israel”

En af de tidligste karakterer, som har været forbillede for mange jødiske kvinder, er Miriam fra Anden Mosebog. I Bibelen portrætteres hun ofte i nærheden af vand – da hun holder øje med sin bror Moses, eller da hun danser hen over det Røde Hav under udvandringen fra Egypten – Miriam er dedikeret til frihed og helbredelse.
 
Ikke mange er klar over, at den første ”tværreligiøse” forsamling fandt sted for længe siden ved Nilens bred, hvor Miriam mødte Faraos datter, og de sammen reddede Mosesbarnet fra døden.

De trodsede deres skæbner og det mandlige system, og den egyptiske prinsesse og den hebræiske slavepige oplevede et søsterskab sammen og fandt retfærdighed. De bevidnede et liv i skyggen af død og slaveri. Disse forbilleder findes i den gamle tradition, som jeg tror på, og de er blevet genoplivet i det tidlige 21. århundrede af kvinder, som i stigende grad træder frem og tager del i aktivisme og lederskab.

Fredsaktivister er bange for religiøst sprogbrug
Jeg vil ikke ignorere det faktum, at der i min tradition findes hellige tekster og senere fortolkninger, som i bedste fald er skadelige mod næsten, og i værste fald farlige. En lille, men indflydelsesrig minoritet bruger disse tekster med det forkerte formål til at skabe splittelse og fjender. Disse ukonstruktive stemmer er grunden til, at mange verdslige fredsaktivister helst holder sig fra jødiske kilder og religiøst sprogbrug.

Det er imidlertid min dybeste overbevisning, at en demokratisk-jødisk fortolkning af vores tradition kan udgøre grundlaget for opbygningen af samfund og institutioner i Israel, som udtrykker progressive jødiske værdier såsom pluralisme, lighed og social retfærdighed og dermed fremmer en fredelig sameksistens med vores naboer.

De gamle bibelske profeter opfordrede os til at beskytte de svage, hjælpe de syge, helbrede de faldne og at engagere os i verden omkring os. Profeten Esajas’ ord giver stadig genlyd gennem århundrederne og sætter spørgsmålstegn ved, om det at ofre sig gør os fromme, når vi i stedet burde give de sultne mad og de nøgne tøj.

Tekster og traditioner kan hjælpe Israel
Hvordan overfører vi dette til et nationalt plan? Hvordan giver vi næring til både jødernes og palæstinensernes nationale ambitioner uden at sulte en af dem? Hvordan beskytter vi kvinder og børn (og mænd for den sags skyld) mod terrorens og krigens rædsler?

I Israel er vi gode til at stille disse spørgsmål. Små skridt i retning af dialog og samspil mellem samfund vil uden tvivl hjælpe. At lære vores studerende og børn at respektere og lytte til andres lidelser vil også rykke os nærmere hinanden. At lære om tekster og traditioner, som får os til at nærme os hinanden i stedet for at splitte os, og at bruge sange og bønner vil holde liv i håbet om nye tider.

Sådan har menneskeheden overlevet og trivedes på trods af krig og blodudgydelser. Her på frontlinjen kan kvinder være en ny røst, der giver udtryk for en fælles erfaring i både sorg og glæde. Ligesom Miriam og Faraos datter, der sammen trodsede autoriteten, kan vores folk finde kursen mod frihed og retfærdighed.

Rabbiner Naamah Kelman er den første kvindelige rabbiner i Israel. Hun blev ordineret ved Hebrew Union College i Jerusalem, hvor hun nu arbejder som dekan. Hun deltager i tværreligiøse aktiviteter, kæmper for feminisme og er aktiv i den jødisk-demokratiske renæssance i Israel.

Artiklen er skrevet til nyhedssiden Common Ground News Service (CGNews) til en artikelserie om politik og religiøs fortolkning i en arabisk-israelsk kontekst.

Artiklen er oversat fra engelsk af Therese Fischer-larsen.