Dog er tro ikke sådan noget, man blot ’har’. Vi er troløse. Det er for at komme denne troløshed i forkøbet, at vi går i kirke. Man bliver troende af at gå i kirke, og man går ikke i kirke, fordi man har en tro.

Ordet ’mission’ har især Danmark fået en negativ klang. Selv i kirkelige kredse. Der har endda engang været både en Indre- og en Ydre Mission, og vi missionerede både her og derude.

Men de fleste folkekirkepræster dengang mente ikke, at man skulle missionere blandt barnedøbte, for den døbte har fået troens gave. Man skal ikke overtale andre til at overtage en tro, som de allerede har. Nu bliver færre døbt, og det ændrer situationen.
 
’Mission’ har man i kirkens top forsøgt at erstatte med ’dialog'. I stedet for at overtale andre, taler man med andre. Denne dialogiske fordring kan opfattes, som om det ikke er tilladt at overtale andre til at overtage ens egen tro. Resultatet af dialog kan blive, at forskellige trossamfund lever side om side, og at de har aftalt en slags våbenhvile. Hvis vi ikke missionerer blandt jer, så missionerer I heller ikke blandt os.

Undertiden bryder nogle våbenhvilen, og så går det i gang igen.
Der er således to veje. Den jødiske eller dialogiske. Den forsøger ikke at overtale. Eller den kristne og missionerende. Den gør.

Hvis man altså ikke må overtale andre til at dele ens tro, bliver man nødt til at forbyde kristendommen, hvad mange da også gerne ville, eller de vil helst vise den ind i privaten. Problemet er blot, at distinktionen mellem privat og offentlig er brudt sammen.

Med venlig hilsen
Hans Hauge
Dr. phil. og lektor