“Jesu død er afgørende for min identitet”

På religion.dk har vi ladet os inspirere af udenrigsordfører (K) Naser Khader artikel om, at Koranens tale om tilgivelse og forsoning bør erstatte den uforsonlige retorik, der findes i mange islamiske diktaturer.

Vi har derfor stillet en række panelister spørgsmålene:

Hvad er den vigtigste forsoningsbegivenhed i din religion? Betyder denne begivenhed noget konkret for dig i din hverdag og dit liv med andre mennesker?

Her er det Bodil F. Skjøtt, generalsekretær ved Israelsmissionen, der svarer:

Når jeg som kristen udfordres til at pege på den vigtigste forsoningsbegivenhed eller henvise til tekster fra mit helligskrift, Bibelen, er jeg ikke i tvivl. Begivenheden er Jesu død på korset, og teksterne er i første omgang de fire evangeliers fortælling om dette. 
 
Andre steder i Det Nye Testamente opsummeres konsekvenserne af det, som skete med Jesu død på korset på forskellig måde og vægten lægges forskelligt – alt efter konteksten.

For eksempel står der i 2. Korinterbrev 5,19 som forklaring på, hvorfor forligelse og forsoning er en del af kristendommen og kristenlivet, at ”… det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv”. Derfor, på grund af korset, hvor ’Gud’ elskede verden så meget, at han gav sin egen søn (Joh 3,16), er forsoning mellem Gud og mennesker og mennesker imellem blevet en mulighed. 
 
Det er den samme mulighed, der fortælles om i Jesu lignelse om den fortabte søn, som kan læses i Lukas 15. Faderen tilbyder sønnen en åben favn, og uanset sønnens historie er faderen parat til at lukke ham ind. Tilgivelse er en mulighed, fordi Gud har forligt verden med sig selv. Gud har en åben favn – udstrakte arme på et kors. 
 
En anden måde at forstå konsekvenserne af korsbegivenheden er det, som står i Romerbrevet 5.10: ”… for mens vi endnu var fjender, blev I forligt med Gud ved at hans søn døde”. Ophævelsen af fjendskabet; den ødelagte forbindelse mellem Gud og os, er ikke forudsætningen for tilbuddet om forsoning. Rækkefølgen er omvendt, og det er den på grund af korset. 
 
Forsoning er mulig midt i fjendskabet
På samme måde som i lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukas 10), der samler den forslåede mand op, mens han endnu var hans fjende. For Jesu død på korset gør forsoning mulig, mens der endnu var og er fjendskab mellem Gud og mennesker og mennesker imellem.  
 
Jesu død på korset er altafgørende for, hvordan jeg kan forstå mig selv, afgørende for min identitet. Men også for, hvordan jeg forstår ’den anden’, ham eller hende, som jeg må forsone mig med. Eller ’de andre’, som ikke er ’os’.

Dem må vi forholde os til som dem, der nok er ’de andre’, men ikke desto mindre - set med Guds øjne og i lyset af korset - som nogen, der omsluttes af det samme favntag, som jeg som kristen tror mig omsluttet af. Det favntag som bestemmer mit ’jeg’ og min identitet. 
 
Fordi Gud, mens jeg endnu var hans fjende, og fordi han har forligt verden med sig selv, gjorde plads til mig, udfordres jeg til at gøre plads til – forsone mig med – den anden eller de andre. 

Det gælder for mig i forhold til min nabo. Det gælder for os som danskere i forhold til de andre - de fremmede. Det gælder mellem israelere og palæstinensere, kroater og serber, sorte og hvide.

Mit jeg - eller min identitet - som kristen bestemmer mit forhold til den anden på grund af korset. 

Bodil F. Skjøtt er generalsekretær i Israelsmissionen og panelist på religion.dk.