Send artiklen De mest indflydelsesrige ateister i verden til din ven.
De mest indflydelsesrige ateister i verden
Biologen Richard Dawkins har profileret sig som indædt modstander af religion og som bannerfører for den nye ateisme, og er nu blevet kåret som den mest indflydelsesrige ateist i verden. Her billede fra foredrag i Islands hovedstad, Reykjavik, 2006.
Ateismens fire ryttere Richard Dawkins, Sam Harris, Christopher Hitchens og Daniel Dennet er blevet kåret som de mest indflydelsesrige ateister i verden
Internetsiden SuperScholar ("SuperForsker") har fornylig udvalgt de 25 mest betydningsfulde, nulevende ateister i verden. De ateister, som er kommet med på listen, er anerkendte forskere, som har profileret sig som bekæmpere af religion:
“For at komme med på SuperScholars liste over indflydelsesrige, levende ateister, er det ikke nok, at ateisten ikke tror på Gud, han skal aktivt opfordre andre til heller ikke at tro på Gud,” skriver SuperScholar på hjemmesiden.
Men det er heller ikke nok, at forskeren opfordrer andre til heller ikke at tro:
”For at komme med på listen skal ateisten ikke bare aktivt promovere ateismen, han skal også gøre det som forsker i et videnskabeligt forum,” fortsætter de.
Disse fire er de mest profilerede repræsentanter for den såkaldte "nye ateisme”, og er med en henvisning til Johannes' Åbenbaring blevet kaldt for “ateismens fire ryttere”. .
Richard Dawkins Richard Dawkins er en britisk biolog og evolutionsteoretiker. Dawkins er ansat som professor ved det prestigefyldte Oxford University. Han har skrevet flere bøger, hvor han ved hjælp af naturvidenskaben, mener at modbevise alle gudsforestillinger. For eksempel skriver han i bogen “Illusionen om Gud”:
“Hvis denne bog fungerer efter hensigten, vil religiøse læsere, der slår op i den, være ateister, når de lægger den fra sig.”
Sam Harris Sam Harris har en doktorgrad i neurovidenskab og blev verdenskendt i 2005 med udgivelsen af bogen ”Troens fallit”.
I bogen argumenterer han for, at religion er en trussel mod den menneskelige civilisation, samt ”ét af de mest perverse misbrug af menneskelig intelligens nogensinde.”
I bogen argumenter han for, at religion er “voldelig, irrationel, intolerant, nært forbundet med racisme, stammementalitet, snævertsyn og uvidenhed; fjendtlig mod den frie tanke, betragter kvinder med afsky og tvangsindlægger børn."
Kvinder på listen Men det er ikke længere kun mænd, som er bannerførere for den nye ateisme. To kvinder har også sneget sig ind på listen over de 25 mest indflydelsesrige ateister i verden.
På en 15. plads ligger Jennifer Michael Hecht, og på en 19. plads finder vi Barbara Forrest. Forrest og Hecht har viet en stor del af deres forfatterskab til at promovere ateismen. Hecht har især kritiseret hypotesen om intelligent design, mens Forrests mission i høj grad har været at understøtte ateismens teoretiske grundlag.