”Jeg vil ikke være andenrangsborger”

Kristne i Egypten glæder sig over revolutionen, men er rædselsslagne ved tanken om, at Det Muslimske Broderskab skal få magten, fortæller egyptiske Wessam Youseff

Mit navn er Wessam Youssef, jeg har levet 39 år i mit elskede land Egypten, og jeg kan endelig sige, at egpterne nu har overvundet deres frygt og er begyndt at indånde essensen af frihed efter årtiers ydmygelse, undertrykkelse, tortur og mistro til myndighederne.

Nu er tiden kommet, hvor de sidste søjler af det gamle regime knuses af de egyptere, regimet var sat til at tjene, men som aldrig mærkede myndighedernes tjenstvillighed.

Egypten tager nu hul på en ny æra, hvor de unge endelig har sat sig igennem og alle egyptere må bøje sig i respekt for deres vedholdenhed.

Lotusrevolutionen bliver den kaldt, lotusblomsten, som i faraoernes tid var en hellig blomst. Ganske smukt at inddrage Egyptens fantastiske fortid i det, der forhåbentlig vil blive en fantastisk fremtid for det egyptiske folk.

Det er de unges kamp
Ungdommmen, som indledte lotusrevolutionen ved, hvad den vil, og valgte at kæmpe for deres rettigheder; de troede på sig selv, hvilket må siges at være det nye!

I alt for lang tid har befolkningen fundet sig i Mubaraks diktaturregime. De frygter ikke politiets systematiske vold eller tåregas, de så det i øjnene med åben pande. De kæmpede ubevæbnede. Tusinder blev dog alligevel sårede, og over 300 blev dræbt (ifølge Human Rights Watch), men de trak sig ikke tilbage, og med deres insisteren opnåede de, hvad de ville.

Denne revolution startede, med inspiration fra Tunesien, fuldstændig fredeligt med helt almindelig unge viljestærke egyptere - og materielle skader, indbrud og røverier skete først senere, mest lavet af egentlige rebeller og fængselsfanger, der pludselig brød ud af fængslerne. De unge har med deres viljefaste demonstrationer indfanget hele verden som øjenvidner til et historisk senarie.

Revolutionen er en opmuntring for de kristne
Som kristen blev jeg inspireret af ungdommen, jeg tog mit kors til Tahrir-pladsen, hvor også jeg så min frygt i øjnene og løftede mit kors op mod himlen og takkede Gud for en mulighed for endelig at kunne gøre det. Som kristne har vi håb for verden. Vi er lys og salt i verden.

Denne revolution er også en opmuntring for de kristne hernede til at stå frem og se deres frygt i øjnene, også selvom prisen er høj. Kristne kan altså også ændre samfundet, når de står sammen, det gælder både i Egypten og resten af verden.

Magt til Broderskabet vil være en katastrofe
På to uger er alt vendt op og ned i Egypten, og ingen drømte om, at dette noget sinde ville skem fordi vi var fanget af vores frygt. Og det er præcist, hvad de kriste i Egypten har brug for at lære og erfare. Egypten står nu ved en skillevej.

Alt kan ske efter kolapset af Mubaraks regime. Hæren tager måske over i et stykke tid, men egypterne er ikke parate til at leve i et nyt militærregime. Oppositionen er meget svag, de mangler simpelhen tilslutning og opbakning fra den almindelige egypter på gaden.

Efter min mening vil der før eller siden blive en konfrontation mellem lotusrevolutions unge, der kræver demokrati og frihed og det oppositionistiske parti Det Muslimske Broderskab, hvis dagsorden er at skabe et totalitært islamisk Egypten.

De er langt mere organiserede, end verden tror, og de vil vente på det perfekte øjeblik, hvor de vil tilrane sig magten på samme måde, som vi har set al-Qaida i Irak, Taliban i Afganistan og nu også Hizbollah i Libanon. Hvis det sker, vil det være en katastrofe for de kristne i Egypten.

Mister vi kristne vores rettigheder?
Jeg er bange for, at denne problematik ikke kun er aktuel i Egypten men også i Vesten, hvor der i løbet af nogle generationer vil ske en kraftig vækst i muslimsk fundamentalisme, der ikke vil godtage et demokratisk og folkevalgt styre.

Ud fra den synsvinkel er de kristne i Egypten rædselsslagne for, at Det Muslimske Broderskab vil overtage magten i Egypten, så de kriste vil miste selv de mindste goder/rettigheder, som de trods alt har haft under Mubarak. Derfor er de kriste også meget skeptiske, samtidig med at de føler en glæde over de ændringer, der nu sker i Egypten.

Gid vi kunne udtrykke vores tro frit
Mit personlige ønske som egypter er, at nu hvor egypterne sanser friheden, vil de være i stand til at leve med en demokratisk dagsorden, der i den grad vil udfordre den gamle regimes ånd, hvor mangel på menneskerettigheder og massiv korruption var de helt store herskende problemer.

Mit personlige ønske som kristen er at have samme rettigheder som muslimerne, ikke længere at være andenrangsborger, samt at de kristne frit kan udtrykke deres tro i det offentlige rum.

Det største ønske er dog, at kristne og muslimer kan arbejde sammen for at skabe en bedre og mere sikker fremtid for de kommende generationer i Egypten. To religioner, men en samlet nation.

Esajas 19, 25: "Velsignet være mit folk Egypten".

Wessam Youssef er egyptisk kristen og uddannet guide. Dansk gift og bosat i Cairo.