Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Dyremose: Er religion værre end gift? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dyremose: Er religion værre end gift?

Religion bør betragtes som næring for vores etik og værdier. Religion bør have frit spil

- Kristian Djurhuus.

Emneord for denne artikel

stat | kirke | religionsfrihed | folkekirken | religion | blog | Frankrig | kirkeordfører | Sarkozy | dyremose
flexblock
24 debatindlæg Hold mig opdateret

Hvis stat og kirke skilles ad, så er religionsfriheden truet, skriver kirkeordfører Charlotte Dyremose (K) i sin blog

Kirkeordfører for Det Konservative Folkeparti Charlotte Dyremose skriver i sin blog:

Religion skal væk fra hospitalskapellerne. Religion skal væk fra taxaernes reklamer. Religion skal væk fra DR’s sendeflade. Og man får ligefrem det indtryk, at religion helst skal væk fra vores kulturarv også.
 
Også i verden omkring os er det åbenbart blevet seneste mode. Frankrig er efterhånden noget af det mest sekulariserede, man kan få. Religion er væk fra det offentlige rum, religiøse symboler er forbudt og staten er helt fri fra religion. Jeg troede ikke, at det kunne blive meget mere sekulært og ekskluderende. Men nu skal der åbenbart mere til. Nu vil Sarkozy sætte grænser for islam. Flere grænser, må man forstå.
 
Man kan roligt i denne tid glæde sig over, at vi trods alt her i Danmark har en Grundlovssikret ret til at have en tro, og at vi via folkekirkeordningen også er sikret imod de mange hovedløse og absurde forbud, som vælter ned over franskmændene.
 
Som jeg også har skrevet andetsteds, så forstår jeg på nogle punkter godt de kræfter i folkekirken, der ønsker en løsrivelse fra staten for at kirken kan få mere liv og kraft. Men jeg er nødt til på det kraftigste at advare: Hvis stat og kirke skilles ad så har vi pludselig også i Danmark en sekulær stat. Og så bliver det pludselig legitimt at diskriminere al religion. Så er religionsfriheden truet.
 
Af uransagelige årsager er ateismen stadig ikke defineret som religion – selvom det efterhånden er nogen af de mest aggressive og missionerende trossamfund, vi har. Men heldigt for dem, for det er deres garant for ikke at blive bandlyst i samfundet, påtvunget at gøre vold på sig selv og frarøvet muligheden for at bære de symboler der betyder noget for dem.

For os troende – kristne, muslimer, hinduer og alt andet, er en adskillelse af kirke og stat måske det endelige dødsstød for religionsfriheden og dermed for åndsfriheden. Hvis Grundloven ændres, så bliver det også i Danmark tilladt at sætte voldsomme grænser, ikke bare for religionens udøvelse, men også for dens symbolik og etiske fundament.

Risikoen er også, at religionens betydning for vores kulturarv og vores værdier vil blive fornægtet. Så har vi ikke bare et rodløst folk, men også åbenlys risiko for at vi holder op med at fungere som etisk funderede mennesker.
 
Religionens betydning for troende mennesker kan ikke undervurderes. Dertil kommer, at religion er en af vores samfunds væsentligste byggesten. Det kan heller ikke fornægtes. Derfor er det både absurd og tragisk, når mennesker i stigende grad bliver bange for religion som var den gift.

Religion bør i stedet betragtes som næring for vores etik og værdier. Religion bør have frit spil – også så den ekstremistiske religion kan afsløres. Der er i den grad grund til at kalde til kulturkamp for vores religiøse værdier.
 
En samlet venstrefløj ønsker massive ændringer i vores folkekirkeordning. En samlet venstrefløj ønsker at fornægte vores kristne kulturarv blandt andet ved at fjerne den fra DR’s public service- forpligtelse.

Hvis nogen gik og troede, at vores kulturarv og vores værdier ikke var i farezonen, så troede de grueligt glat. Europa er på vej ud over afgrundens rand. Danmark risikerer at være på vej i samme retning – der skal bare en ny regering og en grundlovsændring til, så er der frit slag for eksklusion, diskrimination og reel censur på åndsfriheden.

Et antal sygehuse er sammen med Odense Taxi allerede godt i gang med at bakke op om denne tendens. Det viser blot, at store dele af befolkningen er villige til at vise venstrefløjen opbakning til denne farlige vej.
 
Lad derfor alle troende – uanset tro – stå sammen hånd i hånd mod denne voldsomme krænkelse af os alle sammen. Det bliver ikke bedre at blive krænket på sine værdier af at andre krænkes ligeså meget på deres.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

nej, men værre end sekularisering?

taus, publiceret d.21/02 09:42 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
Det er umuligt at påvise eksistensen af en "gud"(almægtig og barmhjertig), men det er let at påvise at "han" ikke eksisterer.
At religion betyder noget vigtigt for en masse mennesker, er let at påvise, men er også let at forklare med psykologiske fænomener.
At postulere at sekularisering betyder mindre åndsfrihed, kan ikke dokumenteres, men historien viser utallige eksempler på at religion modarbejder åndsfrihed.
Historien vil vi altid have med os, den er vores kulturarv, og intet i den vil kunne fornægtes. Lad os derfor stå sammen hånd i hånd mod den religiøse krænkelse af åndsfriheden, der er pågået i nu 2000 år.
Del Link

Sv. nej, men værre end sekularisering?

Martin F, publiceret d.21/02 09:52 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
taus skrev:
Det er umuligt at påvise eksistensen af en "gud"(almægtig og barmhjertig), men det er let at påvise at "han" ikke eksisterer.
At religion betyder noget vigtigt for en masse mennesker, er let at påvise, men er også let at forklare med psykologiske fænomener.
At postulere at sekularisering betyder mindre åndsfrihed, kan ikke dokumenteres, men historien viser utallige eksempler på at religion modarbejder åndsfrihed.
Historien vil vi altid have med os, den er vores kulturarv, og intet i den vil kunne fornægtes. Lad os derfor stå sammen hånd i hånd mod den religiøse krænkelse af åndsfriheden, der er pågået i nu 2000 år.


Endnu et historieløst ateistisk inspireret indlæg, som helt har overset, at vi har haft en reformation her til lands. Resultatet er derfor at man stadig vil kritisere kirken og folket som om vi levede under en totalitær magtkirke-stat uden åndsfrihed som jo netop var et hovedanliggende for Luther og her til lands Hans Tausen at gøre op med. Grundtvigs folkekirkeordning er jo også netop et udtryk for hans frihedsrettighedsbegreb. Prøv at lære Grundtvigs sang "Frihed er det bedste guld" - manden som var med til at skabe den folkekirke som nu er truet af ignorante historiefordrejende ateister og socialister i fælles flok.

Dyremose har helt ret i sine bekymringer!
Del Link

Sv. nej, men værre end sekularisering?

Mark Steven Pedersen, publiceret d.21/02 10:17 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
taus skrev:
men det er let at påvise at "han" ikke eksisterer.


Næ. Guds ikke-eksistens er lige så umulig at bevise som Hans eksistens.
Del Link

svar til Martin F.

taus, publiceret d.21/02 10:27 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
det er ikke åndsfrihed at umælende babyer indvies til "troen" ved dåb!
ej heller at barnet i puberteten afkræves et ja til trosbekendelsen!
ej heller at skolen i vid udstrækning fortsætter indoktrineringen gennem morgenbøn/sang.
Tvangstanker og tvangshandlinger er ikke åndsfrihed. Grundtvig var en stor poet, men en naiv historiker og tænker!
Og historien har altså bevæget sig en del siden gode gamle Grundtvig!
Del Link

Sv. svar til Martin F.

Christian Budde, publiceret d.21/02 12:18 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
taus skrev:
det er ikke åndsfrihed at umælende babyer indvies til "troen" ved dåb!
ej heller at barnet i puberteten afkræves et ja til trosbekendelsen!
ej heller at skolen i vid udstrækning fortsætter indoktrineringen gennem morgenbøn/sang.
Tvangstanker og tvangshandlinger er ikke åndsfrihed. Grundtvig var en stor poet, men en naiv historiker og tænker!
Og historien har altså bevæget sig en del siden gode gamle Grundtvig!

Er det ikke dig, der er naiv?

Enhver form for opdragelse er indoktrinering! Forældre skal præge deres børn, give dem nogen værdier med i livet. Og de gør det også i alt, hvad de gør. Eksemplets magt fra forældres, læreres, foreningslederes og andre voksnes side er manipulation. Ikke at foretage sig noget er også. Forældre tager - og skal tage - beslutninger for deres børn. Men de skal vise dem, at der er alternative muligheder, og forklare dem, at forskellige beslutninger har forskellige konsekvenser.

For 25-50 år siden var der godt nok nogen, der argumenterede, at børn skulle have ret til at "udvikle sig frit"; men de fleste af disse mennesker har opdaget, at det kan slet ikke lade sig gøre, og at forsøget blot medfører rodløse unge, som ofte ikke kan indordne sig under de regler, der er i et samfund, hvor der er andre mennesker end dem selv at tage hensyn til.

Og historien har altså bevæget sig en del siden de gode gamle hippie-tider!
Del Link

Folkekirkens forfatning ordnes ved lov

Christian Budde, publiceret d.21/02 12:39 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
Grundlovens § 66 - hvad, om Folketinget levede op til den. Det kunne nok løse mange af Folkekirkens problemer. Et af Folkekirkens problemer i dag er, at politikerne ser sig forpligtede til at detaillovgive på kirkeområdet i stedet for at give Folkekirken en overordnet forfatning som ramme og så lade den ordne "småtingene" selv.

Folketinget har overtrådt grundloven i over 150 år ved ikke at lave en lov, hvor det fastlægger en forfatning for Folkekirken. Vil det fortsætte med at overtræde den?
Del Link

Hinandens modsætninger

Kaj, publiceret d.21/02 13:01 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
Religionsdyrkelse og åndsfrihed er hinandens modsætninger !
Mere er der såmænd ikke at sige om det! At nogen i sin søgen efter svar på det PT ubesvarlige - og under vejs parkerer sin rationalitet og sunde fornuft i en religionsdyrkelse, er et faktum, som kun kan udløse hovedrysten hos det oplyste menneske, som afmægtig må se på, at ustyrlige summer og utallige menneskeskæbner ofres i både promovering og bekæmpelse af religion.
Del Link

Sv. Hinandens modsætninger

Martin F, publiceret d.21/02 14:45 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
Kaj skrev:
Religionsdyrkelse og åndsfrihed er hinandens modsætninger !
Mere er der såmænd ikke at sige om det! At nogen i sin søgen efter svar på det PT ubesvarlige - og under vejs parkerer sin rationalitet og sunde fornuft i en religionsdyrkelse, er et faktum, som kun kan udløse hovedrysten hos det oplyste menneske, som afmægtig må se på, at ustyrlige summer og utallige menneskeskæbner ofres i både promovering og bekæmpelse af religion.


Nej Kaj!

Ateisme og åndsfrihed er hinandens modsætninger. Især når man har det syn på religionsudøvelse, som du har. For så er der ikke langt til at begrænse menneskets frihed til at følge sine åndelige mål og forestillinger i livet. Så må man pludselig ikke længere bære symboler på sin tro, man må ikke klæde sig efter en religiøs overbevisning, man må ikke holde offentlige møder om sin tro, man må ikke ytre sig om den på anden vis osv osv. som f.eks. Anders Fogh udråbtre sin religionskrig i forhold til det offentlige rum... noget, som Lars Løkke jo da heldigvis har gjort op med. Det er også dybt udemokratisk!

Nej den militante ateisme er det, der begrænser.

Dér hvor vi kan blive enige er hvis religion ikke er et frivilligt valg, sådan som f.eks. barnedåben er et frivilligt valg foretaget af barnets forældre, konfirmationen er et frivilligt valg foretaget af den unge, kirkebryllup og kirkelig begravelse osv. altsammen er helt og holdent frivillige valg her i landet.

Derfor er jeg heller ikke med på at en religion bliver til en verdslig magtudøvelse og totalitær. Det er det der sker i visse fundamentale islamiske regimer. Det var også i høj grad hvad vi slap af med ved reformationen for snart 500 år siden.
Del Link

Frivillighed er ikke det samme som frihed

Kaj, publiceret d.21/02 16:25 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
Hvis man underkaster sig religiøse dogmer - og bærer religiøse symboler og påklædning - har man opgivet sin åndsfrihed !
Det kan være det er frivilligt - men åndsfrihed er det ikke !
Del Link

Fuldstændig forskruet tankegang

Jørn Arpe, publiceret d.21/02 16:33 (for 1 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dyremose: Er religion værre end gift?
For os troende - kristne, muslimer, hinduer og alt andet, er en adskillelse af kirke og stat måske det endelige dødsstød for religionsfriheden og dermed åndsfriheden. skriv citat her


Således skriver Charlotte Dyremose; og sjældent har man dog hørt magen til vrøvl! Da Danmark jo som bekendt er et af de få lande, der ligesom Iran opretholder en anakronistisk statsreligionsordning, må man følgelig konkludere, at der i alle andre lande er et fravær af religionsfrihed og åndsfrihed.

Paradoksalt nok for Charlotte Dyremose forholder det sig imidlertid således, at religionens stilling og folks kendskab til især kristendommen er ringere i Danmark end i stort set alle andre sammenlignelige lande. Dette skyldes netop den af Charlotte Dyremose så højt anpriste stasreligionsordning, vi har her i landet. Hvem gider dog at være medlem af en forening, der ikke må mene noget som helst eller sågar udtale sig om eksempelvis sociale og etiske spørgsmål? Hvem gider være aktiv i en forening, hvor alt åbenbart er lige godt? Hvor det accepteres, at præsten ikke tror en dyt på det, han står og prædiker? Eller hvor det for underholdningens skyld er come il faut at døbe bamser og dukker?

Hertil vil nogle måske anføre, at 80 pct. af danskerne er medlemmer af statens eget religionsvæsen. Dette er naturligvis notorisk korrekt, men alle ved også udmærket, at dette udelukkende er tilfældet, fordi folkekirken er et statsligt fovaltningsorgan, som pga. en i 2011 uhørt særstilling begunstiges på såvel direkte som indirekte og skjult vis. Havde dette ikke været tilfældet, havde situationen set helt anderledes ud. Eller sagt mere direkte: Uden statslige særrettigheder ville folkekirken i sin nuværende skikkelse være faldet sammen som et ynkeligt, råddent korthus.

Hvis det er Charlotte Dyremose så magtpåliggende at fremme religionsfrihed og åndsfrihed, skulle hun i stedet arbejde aktivt og målrettet for en adskillelse af stat og kirke. Men desværre bliver mulighederne ikke så store for Charlotte Dyremose i fremtiden, da hendes dage som medlem af Folketinget og dermed som kirkepolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti efter alle solemærker at dømme er slut inden årets udgang.
Del Link
Mere:   1 | 2 | 3   Næste


flexblock
flexblock
splitblock
flexblock

Stil et spørgsmål

Kategori*

*

*

*

NB: Alle felter med * skal udfyldes
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​