Religiøs tolerance og intolerance i USA

Historien om den religiøse tolerance, den, som der gang på gang henvises til af præsidenter, andre politikere og hvem det måtte være, når de taler imod ditto intolerance – det er en anden historie. Det er historien om de europæiske immigranter på det amerikanske kontinent og deres indbyrdes accept af hinandens religioner eller mangel på samme.

I omfanget af grusomhed og brutalitet kommer denne historie måske ikke på højde med førnævnte, men der er rigeligt med eksempler – også på voldelig religiøs intolerance.

Over et halvt århundrede før Mayflower fik franske huguenotter at mærke, at Amerika ikke var det fristed for deres religion, som de havde regnet med. I det første sammenstød mellem europæiske kolonialister blev en hel fransk koloni af huguenotter udryddet af spanske soldater.

I 1564 havde huguenotterne etableret en koloni i nærheden af det, som i dag er Jacksonville i Florida. Men en spansk deling soldater under kommando af Pedro Menéndez de Avilés slog dem alle ihjel året efter. Senere rapporterede kommandanten til den spanske Kong Phillip II, at han havde gjort dette, fordi huguenotterne: ”udbredte den mærkelige lutheranske doktrin i disse provinser.”

Senere overgik samme skæbne en større gruppe franske skibbrudne, der var havnet på Floridas kyst. De blev alle et hoved kortere for spanske sværd.

Billedet krakelerer

Man behøver ikke at skrabe meget i overfladen på historien om Mayflower, før billedet af et fristed for religion begynder at krakelere. De protestantiske separatister, som her havde fundet et fristed for deres puritanisme, tillod ikke afvigelser fra denne retning. Det blev hurtigt et teokrati, som hverken tillod religiøse eller politiske dissidenter.

Det puritanske New England blev i den grad intolerant over for andre religiøse retninger. Således blev flere kvækere henrettet her, fordi de var vedholdende i deres tro, og katolikker var bandlyst fra at bosætte sig i området. Modsætningen til katolicismen hang igen sammen med den britiske modsætning til Frankrig og Spanien.

Modstanden mod katolicisme var i det hele taget udpræget under kolonitiden før uafhængigheden. Denne modstand fortsatte også efter uafhængigheden, hvor katolikker kun kunne bestride offentlige embeder efter, de havde afsvoret al pavelig autoritet.

Ja, selv op i moderne tid fortsatte mistilliden til katolikker, og USA’s første katolske præsident, John F. Kennedy, følte sig nødsaget til offentligt at erklære, at han ikke var underlagt paven.

Et andet eksempel på religiøs intolerance er mormonerne. Mormonerne blev forfulgt lige fra trossamfundets skabelse. Det gjaldt ikke mindst kirkens stifter Joseph Smith, der i 1832 blandt andet led den tort at blive dyppet i tjære og rullet i fjer af en ophidset menneskemængde. Meget værre gik det tolv år senere, hvor Joseph og hans bror Hyrum blev lynchet af en gal menneskemængde.

USA’s tidligste ledere model for religiøs tolerance

Religiøs intolerance, som beskrevet ovenfor, blev ofte fostret af folkestemninger eller konflikter på andre planer end netop det religiøse, for eksempel det politiske. Men det er ikke kendetegnede, at religiøs intolerance er noget, der systematisk blev sat i værk fra USA’s øverste politiske lederes side for at styrke deres magtbase.

Faktisk tværtimod. Nogle af USA’s tidligste ledere var forgangsmænd, når det gjaldt religiøs tolerance, og når Obama sidste år refererer til en tradition for religiøs tolerance, så har han noget at have det i. Politiske ledere i USA har lige fra starten sat rammerne for en sekulær stat, hvori alle religioner i princippet har mulighed for at udfolde sig frit. Det er ikke staten, der skal sætte rammerne for religiøs udfoldelse, som da puritanerne regerede over New England.

Hvis Mayflower er symbolet på den religiøse tolerances USA, må det være staten Virginia, der er arnestedet for det, som rent faktisk har udmøntet sig i og muliggjort religiøs tolerance. Det, som gør religiøs tolerance til mere end blot en myte. Det, som er blevet det politiske rum, hvori politikere kan talesætte den religiøse frihed som en given ting, der kendetegner USA. Denne stat fostrede i slutningen af 1700-tallet politikerne Thomas Jefferson og James Madison, der begge blev forgangsmænd for religiøs tolerance og har sat rammerne for religionsudfoldelse, der gælder den dag i dag.

Begge endte de med at sidde otte år som præsidenter, Jefferson i perioden 1801-1809 og Madison 1809-1817. De var hhv. USA’s tredje og fjerde præsident. Begge var de som en del af USA’s forfatningsfædre med til at udforme en forfatning, der adskilte religion og stat og gav religiøs frihed til alle indbyggere. Men før da, havde de allerede realiseret deres idéer i Virginia. Som guvernør i Virginia udfærdigede Jefferson i 1779 en lov, der garanterede lige ret for loven for alle religiøse grupperinger – og det gjaldt også dem, som slet ingen religion havde. Omkring dette tidspunkt kom han med en udtalelse, der ofte citeres:

”Om min nabo siger, at han har tyve guder eller slet ingen gud – det er sådan set lige fint med mig. Det får mig hverken til at føle mig bestjålet eller såret.”

Madisons veltalenhed og intellekt formede retningspile for og tanker omkring diskussionen af religiøs udfoldelse. Han var blandt andet meget optaget af forholdet mellem kirke og stat, hvor han mente, at en absolut adskillelse var nødvendig. Overfor tilhængere af en ekskluderende kristen stat fremsatte han ofte det skræmmebillede, at en stat, som kunne bestemme, at kristendommen skulle være den eneste gældende religion og en del af statsapparatet jo lige så vel kunne bestemme, at det var én bestemt sekt indenfor kristendom, der skulle spille denne rolle – og altså udelukke alle andre kristne retninger – inklusive dem, som omfattede tilhængerne af en sådan idé.

Normer og realiteter

Forfatningsfædrenes holdninger til religion har haft stor betydning for, hvordan amerikanerne ser på religion. Det er ikke bare tudsegamle synspunkter fra en fjern fortid. Det er normskabende holdninger udmøntet i forfatningen, der den dag i dag diskuteres og lever i debatter, avisartikler, forelæsninger, forskningsprojekter… ja, alle steder i det amerikanske samfund.

Religionshistorikeren Lars K. Bruun, Københavns Universitet, har undersøgt betydningen af Thomas Jefferson og resten af forfatningsfædrenes syn på religion for nationen og institutionen USA. Sidste år udtalte han til online-magasinet Videnskab.dk:

”The Founding Fathers spiller en utrolig stor rolle i USA, og i manglen på institutioner som dem, vi har i 'den gamle verden' i Europa, udgør de en central del af den amerikanske bevidsthed. Amerikanerne er til stadighed meget optagede af at finde ud af, hvad forfatningsfædrenes holdning til religion var,” forklarer Lars K. Bruun.

Han karakteriserer Jefferson som det, vi i dag ville kalde kulturkristen. Men hvordan klarer Jefferson at undgå at blande sin egen kulturkristne baggrund ind i sit politiske virke, hvis nu adskillelse af stat og religion betyder så meget? Til det siger Lars K. Bruun:

”Ja, det er jo her, det bliver rigtig interessant. For når man kigger på Jeffersons politiske idealer, kan man se, at de er farvet af nogle værdier og visioner om, hvordan det gode samfund er strikket sammen. Og disse værdier om det gode samfund kan vi se, at Jefferson bl.a. finder i Bibelen, så allerede her er der jo en sammenblanding af religion og politik.”

Måske ligger sandheden i, at forfatningsfædrene mente, at tolerance for andre religioner var en kristen grundværdi. Åbenhed og tolerance havde hos dem rod i kristendommen. Når denne værdi kom med i forfatningsarbejdet, så var det til glæde og gavn for alle og blev til en universel værdi. Det er selvmodsigende at sige, at man kan presse åbenhed og tolerance ned over nogen. Hvis man lavede samfundet om til en kirke, eller med andre ord, gjorde det religiøst, så var det en anden sag. Nu var det i stedet kirken, som blev indlemmet i samfundet.

Madison noterede sig et sted, at kristendommen: ”forsager afhængighed af denne verdens magtstrukturer ... for det er alment kendt, at denne religion både eksisterede og blomstrede, ikke bare uden støtte fra menneskelige love og forordninger, men på trods af al den modstand, som de gav den.”

I realiteten forekommer der både intolerance og tolerance i forhold til religioner i USA, men normen har siden forfatningsfædrene været tolerance. Obama prøver som andre før ham at realisere normen, når han taler om den grundfæstede religiøse frihed, der hører med til forståelsen af at være amerikaner. Når amerikanske præsidenter lægger hånden på Bibelen og indtræder i præsidentembedet, så indføjer de sig i en lang række af ledere, der siden USA’s grundlæggelse har sværget troskab til religiøs tolerance.