Igen og igen bliver det skudt mig i skoene af ortodokse muslimer, der for nogens vedkommende går mere op i det ydre og demonstrative end de indre værdier, at jeg enten ikke er en rigtig muslim, eller at jeg er en dårlig muslim.

Måske er jeg en dårlig muslim, fordi jeg ikke gør det, som andre kan se. Jeg har ikke langt skæg, går ikke med bedeperlekrans, beder ikke fem gange i døgnet, faster ikke, drikker alkohol og har børn med to forskellige ikke-muslimer, som jeg ikke har været gift med.

Måske er det fordi, jeg er så ’integreret’ i det danske samfund, at jeg ikke er bange for at kritisere min egen religion, når jeg støder på noget, der kan forbedres, påpege den dobbelmoral og det hykleri som præger en del af mine trosfæller? Måske er det i virkeligheden min brug af ytringsfriheden til at kritisere mine ’egne’, der virker allermest stødende på folk?

Hvordan kan kriminelle være mere hellige?
Personligt har jeg ingen problemer med min levevis og kan sagtens kombinere det med min muslimske baggrund. Og går mere op i de indre værdier end de ydre demonstrative. Hvad der til gengæld undrer mig, er alle de eksempler på såkaldte ’ægte’ muslimer, der lyver, snyder, stjæler og begår kriminalitet af værste skuffe.

Det er folk, der betragter sig selv som hellige, men som udsætter andre for både brutalitet og mord, og det er folk, som forbryder sig mod langt flere af de religiøse forskrifter end jeg gør. Hvordan kan de være hellige, mens jeg ikke er en rigtig muslim?

Hvordan kan kriminalitet, umenneskelighed, undertrykkelse, tvang, mord og brutalitet være mindre synder end, alkohol, barbering, kritik af traditioner (hvoraf mange ikke engang er religiøst funderet, men i stedet stammer fra lokale og regionale traditioner), kampen for lighed, frihed, værdighed, selvstændighed, ytringsfrihed, medmenneskelighed?

For mig er det et paradoks, hvordan jeg (af nogle) er blevet udråbt til den dårlige muslim i denne sammenhæng.