Både GT eller NT er menneskeskabte værker, som ikke beskriver den fulde sandhed. De gamle profeter havde deres tid indtil Jesus Kristus kom med sandheden om den kærlige og ikke dømmende Gud. Paulus forplumrede denne sandhed og fastholdt den GT’lige vrede og dømmende Gud. NT bygger på Paulus’ Kristus-forkyndelse med den vrede og dømmende Gud.

Den skabende Gud er almægtig og har magten over Djævlen, som Gud overlod Judas til, da han skulle forråde Jesus.

Når Gud trækker kærligheden tilbage fra mennesket så overtager Djævlen magten over mennesket. Alt hvad mennesket gør i kærlighed, det gøres efter Guds vilje; alt hvad mennesket gør for at tilfredsstille sit begær, det gøres af mennesket uden Guds vilje; det mennesket gør i sin tilfredsstillelse af sit begær og som skaber lidelse, det gøres af mennesket, underlagt Djævlens magt.

Den kamp, der foregår mellem Gud og Djævlen, er den kamp, der foregår i mennesket indre. Tanker er ikke et produkt af de fysiske cellers aktivitet, men er et produkt af den kærlighed og det begær, vi som mennesker bærer i vort indre. Når vi kommer i konflikt med os selv, fordi der opstår modstridende tanker i os, skyldes det den omstændighed, at vi endnu ikke har lært at lytte til vor indre stemme, men lader os lede af begærets tilfredsstillende. Når vi kommer i konflikt med os selv og får dårlig samvittighed, så er det et udtryk for, at vi ikke har lyttet til Guds stemme – den kærlighed som vi bærer i os.

Dette er ikke en teologisk udlægning af GT og NT, men en udlægning af den sandhed den levende Jesus Kristus talte om.

Bevidstløst som et mantra der bare skal med hver gang, uden at du selv forstår hvad du påstår og taler om skriver du:



Ha ha,, hos alle teologerne de moderne, er det lige omvendt. Og går vi tilbage til urkristendommen, finder vi at gnostikerne omkring Markion ikke ville vide af den GT'lige vrede og dømmende Gud, hvorfor han/de forkastede GT som helligskrift og i stedet skabte en kanon bestående af Lukas evangeliet og 10 Paulus breve (heriblandt de ægte).

Er nogen i Kristus, Guds Kærlighed, er han en ny skabning, med åndens nye liv og livets ånds love at kunne vandre i, Guds Rigets eksistensmodus virker ind i vedkommendes liv.



En mere kærlig Gud end den Gud i Kristus vi møder hos Paulus er utænkeligt, også derfor at Markion ikke kunne forbinde Gud i Kristus som vi møder hos Paulus med GT.



Vi er netop hos Paulus under den nye pagt og ikke den gamle. Guds kærlighed Kristus har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.



Din Gud Rubæk lugter langt væk af den Gammel Testamentlige Gud, for du skal gøre dig fortjent til en opstandelse (altså betinget kærlighed), mens Gud som vi møder ham hos Paulus elsker selv synderen (dog ikke synden), ikke tilregnede dem deres overtrædelse.



Du ved ikke hvad ubetinget kærlighed er Rubæk, du lever under loven, under den virkelighed og i tiden før begivenheden Jesus Kristus, der gælder for GT. Du er ikke en ny skabning der kender livets ånds love i Kristus og som har åndens nye liv at vandre i, du er det gamle sjælelige menneske der er uden Guds Kærlighed Kristus, hvorfor du vogter over dig selv og dine gerninger, og altså ikke kender livet skjult med Kristus i Gud; Kristus spiritualiteten, eller det spirituelle åndelige menneske som Paulus taler om.

Du er langt fra Steiner, du kender ikke Kristusimpulsen, eller begivenheden Kristus og den tilhørende Kristusvirkelighed Rubæk, dette at være i Kristus. Al det Steiner taler om forstår du ikke.

Hanskrist skrev:
Jeg er helt enig med dig og Paulus i at hvis nogen er i Kristus, Guds kærlighed, lever han i åndens nye liv. Når det er sagt så holder enigheden også op. For mig er at leve i Kristus ikke et spørgsmål om ord, men et spørgsmål om at leve med Kristi kærlighed som sit handlingsgrundlag.

Når man taler om at leve i Kristus, så kan man ikke samtidig være dømmende, som Paulus giver udtryk for i 1 Kor 5,3: ”Jeg har, personligt fraværende, men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige. Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesus kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag.”

Den levende Jesus Kristus, som Paulus ikke interesserede sig for, talte om den kærlige Gud som ikke er dømmende. Denne Gud stiller til forskel fra Paulus’ Gud ingen krav og gør ikke forskel, men overlader dommen til menneskets egen samvittighed.

Paulus, Gud er den GT’lige vrede Gud jfr. Ef 5,6: Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn.

Paulus’ Gud er dømmende jfr. 1 Kor 5,13: Det er dem, som er indenfor, I skal dømme. Dem udenfor skal Gud dømme. I skal udrydde den onde af jeres midte.

Paulus’ Gud gør i sin retfærdiggørelse forskel på den som tror på Jesus og den der ikke tror jfr. Rom 3,26: I den tid, der nu er inde, gør Gud den retfærdig, som tror på Jesus.

Hanskrist skrev:

Du gør jo fuldstændig ret i at henlede opmærksomheden på, at det allerførste forsøg på en kirkelig kanon-dannelse blev foretaget af Markion (o år 140).
Det eneste, Markion egentlig ville vide af, var den paulinske forkyndelse, og når han medtog et renset Lukasevangelium i sin kanon, så skyldtes det, at netop Lukas var Pauli rejseledsager.
Markion ville overhovedet ikke vide af GT, men ville kun vide af Paulus.

I dag har vi en Peter Rubæk, som forsøger sig med den stik modsatte bevægelse:

"Paulus forplumrede denne sandhed og fastholdt den GT’lige vrede og dømmende Gud. NT bygger på Paulus’ Kristus-forkyndelse med den vrede og dømmende Gud.",

påstår han i sin sædvanlige uvidende stil.
Ufatteligt, at Rubæk er så besat af Paulus, men ikke ønsker at forstå, hvad han har skrevet.

"Gud tillader, at Job bliver prøvet for at vise hans retfærdighed og igennem Jobs retfærdighed at vise, hvem han selv er. Gud fortryder ikke, hvad han har gjort, men ordene indeholder et argument, som viser, at Djævelens anklager var helt grundløse," skriver Mikael Wandt Laursen.

Det ser ud som om, at Mikael Wandt Laursen har misforstået Bogen om Job. Det er typisk for teologer, der forkynder den tidstypiske og rendyrkede åbenbaringsteologi. Skabelsesteologien er tilsyneladende fuldstændig fortrængt fra forkyndelsen.
Job anklager Gud og forsøger ikke at tage ansvaret fra den almægtige Gud, mens Jobs venner tværtimod forsøger at forsvare Gud. Det eneste, vennerne får ud af at smigre Gud, er at de rammes af Guds vrede. Det samme kan siges om nutidens åbenbaringsteologer: De forsøger at forsvare Gud ved at undlade at gøre opmærksom på, at det i sidste instans er den almægtige Gud, der har ansvaret for hele virkeligheden, herunder det såkaldte naturligt onde, nemlig naturkatastrofer, sygdomme og tilfældige ulykker. Det skaberværk, Gud er årsag til og ansvarlig for, er en massemorder. Det er en håndfast kendsgerning, at Gud tillader det onde.
Gud svarer Job ved at gøre opmærksom på skaberværkets ufattelige storhed. I erkendelsen heraf kan Job igen få tillid til Gud, så Jobs klager skifter til lovprisning. Først i den skabelsesteologiske erkendelse af, at Gud har ansvaret for hele virkeligheden, viser det sig for den troende, at Gud er en venlig gud, der trods alt vil os det godt.

Med venlig hilsen
F-86