”Fasten: et fantastisk grundlag for påsken!”

Men når der ikke er nogen udbredt gældende praksis anbefalet fra folkekirken officielt, så bliver indholdet af fasten til gennem en personlig vurdering og en familiær forhandling og beslutning fra år til år. Fasten er ikke længere en kollektiv almen forordning, men en personlig viljesstyret handling.

Fasten skal ikke gå ud over andre
I mange år har fasten i vores familie i hovedtræk bestået i afståelse fra slik og kage, alkohol og kaffe, samt et begrænset forbrug af TV. Børnene har selv valgt, hvorvidt de ville deltage, men har normalt valgt at følge resten af familien. For dem er det nok det med slik og TV, som er sværest…

Men faste handler jo ikke om at gøre sig til over for andre. Derfor har vi haft regler om, at fasten kan brydes, hvor det vil være uhøfligt at takke nej til noget, man får tilbudt. Eksempelvis har det været i orden at tage imod både kage og slik, når man er til fødselsdag eller lign.

Skal det være svært for at virke?
Vores faste er dog ikke helt individuel og selvopfunden. Vi søger gerne inspiration i den kirkelige tradition for faste. Det giver os oplevelsen af, at deltage i det større universelle og tidsløse kristne fællesskab – sådan som liturgier og ritualer i det hele taget gør det.

Min kone, der egentlig helst ville være vegetar, har således i årevis argumenteret for, at den kirkelige fastetradition er afståelse fra at spise kød, så det burde vi også gøre. Jeg synes, det er lidt fanatisk og mit modargument er, at det ville være alt for let for hende; så hvis jeg skal afstå fra kød, så skal hun afstå fra grønsager! Derfor har hverken kød eller grønsager indtil videre været en del af vores faste-forsagelse.

Man kan selvfølgelig spørge om det er et kriterium, at faste skal være svært for at virke? Men det er vi ikke kommet til nogen entydig afklaring omkring.

Søndagens velsignelse forstærkes af fasten
Vi har også hvert år en forhandling omkring søndagene. Søndag er pr. definition en festdag, hvor vi fejrer opstandelsen. Søn- og helligdage er derfor traditionelt ikke fastedage. Det kan man forvisse sig om ved at tælle baglæns fra påsken. Kun hvis man undlader at tælle søn- og helligdage med (bortset fra Langfredag, som er fastedagen over alle), passer det med 40 dage fra askeonsdag til påske.

Men nogen i familien synes, at det er lidt snyd at bryde fasten hver søndag, andre synes, det gør fasten sværere, fordi man veksler frem og tilbage mellem afholdenhed og ikke. Personligt synes jeg, det giver god mening at leve i kontrasterne og på den måde få forskellen på hverdag og helligdag ”ind under huden”.

I en forjaget tid, hvor mange har glemt, hvad det vil sige at komme hviledagen i hu, har søndagens velsignelse fortabt sig i tågerne. Fasten kan være med til, for en tid, at rette op på dette.

Ikke så dumt med individualiseret faste
Fasten er tid for at overveje sine prioriteringer og bryde vanen og trummerummen. I fasten demonstrerer man over for sig selv og for magter og myndigheder i den åndelige verden, hvem der bestemmer i ens liv.

Man forvisses om, at man stadig har en fri vilje og selv vælger til og fra. Og det fører helt naturligt til, at man også bliver smerteligt klar over, at man selv har ansvaret for, hvordan man forvalter sit liv og sine ressourcer. Og man bliver mindet om, at man på mange områder i sit liv kommer til kort og har brug for hjælp udefra. Det er et fantastisk grundlag at fejre påske på!

Så måske er det slet ikke så dumt, at fasten er blevet individualiseret og den konkrete udformning ikke kommer til os som dekret, men bliver til i fælles drøftelse og forhandling. For det tvinger os til at overveje, om vi skal faste, hvorfor vi skal faste og hvordan vi skal faste.

Og når vi når til påskens første kop kaffe og chokoladeæg ved vi: Sandelig, nu er der fest! Kristus ER opstanden!

Lars Mollerup-Degn er dialogsekretær i Areopagos og kommentarskribent ved religion.dk.