Postkort fra Italien

Budskaberne er for billige. Det var tilsyneladende en mand, der kendte Guds mor, Maria, og nok mente at vide, hvordan hun meddeler sig til menneskene. Han virkede som en mand med en fast tro og stor tillid til egen dømmekraft.

I lyset af, at den helgenkårede Pater Pio det meste af sit liv var udsat for særdeles skrappe beskyldninger fra de katolske autoriteters side om bedrag og mental forstyrrelse, kunne den hårde bedømmelse af seerne måske vise sig at være forhastet.

Det er ikke første gang, at jeg er stødt på den type ”tros-bedømmelser”, hvor man  nok mener at kende Gud. Fra et nutidigt videnskabelig synspunkt giver et sådant absolut udgangspunkt ikke rigtig mening. Med hensyn til seerne fra Medjugorje er det dels test foretaget under ”åbenbaringerne” dels kliniske vurderinger, der i første omgang er interessante.

Lidt klogere på Vatikanets kommandoveje og absolut stopmæt af velnærede engle og renæssancekunst klappede jeg efter et par uger cyklen sammen og tog toget fra Rom til Assisi.

En ikke selvvalgt tiggertilværelse i Assisi
Et særlig indtryk i Assisi gjorde ”Destiny”, der var flygtet fra Nigeria, fordi hans far, der var præst, var blevet myrdet. Nu stod han ved indgangen til toiletterne uden for den imponerende Basilica di Santa Maria degli Angeli og forsøgte at sælge sokker. Denne kirke er opført i perioden 1565-1685 uden på den beskedne kirke, som Frans holdt meget af.

Den dag, jeg mødte Destiny, var en vældig foto-session i gang inde i kirken. En gruppe af ordens-brødre, fine i tøjet var de, tog opstilling individuelt og i gruppe foran den lille kirke og med deres egen tiggermunk på en piedestal imellem sig. Det var festligt, da de bagefter gik i procession ud af kirken med deres tiggermunk.

Ikke slå langt derfra stod ”Destiny” med to håndfulde sokker. ”It is so boring”, sagde han, men han havde en baby derhjemme, som der skulle købes mad til. Han viste mig billede og papirer. Jeg tvivlede ikke på ham. Han fortalte sin triste historie om et ingeniørstudium, som ikke var blev afsluttet i Nigeria, og om afslagene på arbejdstilladelse i Italien, fordi arbejdsgiverne ikke ville tegne sygeforsikring for ham. Destiny spurgte Gud om meningen? Han var stadig en god kristen.
Han fik de sidste få euro i min pung, nok til at holde sulten fra døren den dag. Bagefter trillede jeg hen til automaten og hævede det maksimale beløb, inden jeg rejste videre.

Padre Pio fra San Giovanni Rotondo, nutidig stigmatiker og helgen
Fra Assisi var det nødvendigt med tre togskift inden jeg nåede Manfredonia, den sidste togstation inden San Giovanni Rotondo. Der var gode busforbindelser videre, men sportstossen mente, at det var for slapt at tage bussen og insisterede på, at de sidste 30 km blev kørt på cykel. Turen blev afsluttet med jeg ved ikke hvor mange hårnålesving. Da vi ud på aftenen nåede frem, havde sportstossen ikke yderligere kommentarer. 

Kristentroens lidelses-dimensionen, at tage korset på sig, bliver meget konkret i San Giovanni Rotondo. Padre Pio havde blødende sår på hænder, fødder og i siden af brystet gennem det meste af sit liv. I San Giovanni Rotondo tvinges man, uundgåeligt synes jeg, ud på den eksistentielle kant. Og de fine kunstneriske bearbejdninger af Padre Pios liv gør deres til, at et besøg i San Giovanni Rotondo er bevægende. I skildringerne trækkes en klar parallel til Frans af Assisi. Er man interesseret i nutidig kristen kunst er San Giovanni Rotondo alene af den grund et besøg værd.  

Gennem det meste af sit liv var Pio udsat for vedholdende anklager om bedrag og psykisk sygdom. Pio døde i 1968 og blev helgenkåret i 2002. Jeg forsøgte at komme helt tæt på de data og vurderinger, der samlet set var udslagsgivende for, at manden endte med at blive helgenkåret. Så sent som i 2009 blev afholdt en konference om de forskellige synsvinkler, som man kunne anskue fænomenet Padre Pio fra.

Jeg fik af klosterets presse-kontor lovning på at få tilsendt kopier af de forskellige videnskabelige foredrag, der var blevet holdt, og indsamlede i øvrigt hvad jeg kunne af materiale om Pio. Umiddelbart synes jeg, at de tidlige korrespondancer han har med sine overordnede, da stigmataene begynder, er interessante, men naturligvis er også undersøgelser udført af fagfolk gennem årene samt vidneskildringer fra ordensbrødre helt centrale i vurderingen af fænomenet. Det blev til en bogpakke på godt 7 kg, jeg endte med at sende hjem.