Flere former for liv efter døden

Når vi dør, forlader sjælen legemet, som bliver til støv, mens sjælen lever videre og venter på genforeningen med sit legeme - i Bibelen ofte benævnt "kødet".

I dødsøjeblikket vil Kristus komme os i møde og lade os se vort liv i sit Sandheds lys altså vise os, hvad vi har gjort godt og ondt. (Se f. es. 2. Kor 5,10). Det er det møde, man kalder "den personlige dom", hvor hvert enkelt menneske stilles ansigt til ansigt med hele sit liv og ser det med Jesu øjne.

Vort håb og vor trøst i dette møde er, at Jesus siger: "Jeg er ikke kommet for at dømme, men for at frelse det fortabte".

Denne sjælens ventetilstand ved vi ikke meget om, men det fremgår af Bibelen, at de døde lever, (Joh 11,25-26) nogle i lys og glæde i Guds nærhed andre i en renselsesfase som forberedelse på livet med Gud. Det er denne renselsesfase, som fra gammel tid benævnes "skærsilden", dvs. renselses- ilden.

Der er naturligvis ikke tale om konkret ild men om, at sjælen længes "brændende" efter foreningen med Gud. (Derfor kaldes disse sjæle for "Den lidende Kirke".) Det er i denne fase, sjælen har brug for forbøn, både fra dem, som allerede er hos Gud i "Den triumferende Kirke": (Engle og helgener, især Jomfru Maria) og fra os, som endnu lever i "Den stridende Kirke" på jorden.

Vi er alle med i "de helliges samfund" og beder for hinanden, frem for alt ved deltagelse i den hellige Eukaristi i de dødes intention, altså sjælemesser. Således "udfyldes hvad der fattes Kirken i Kristi lidelse" (Kol 1,24) dvs. i Kristi offers gennemslagskraft i os syndere, "for at hele Kirkens enhed skal blive styrket i Ånden ved udøvelsen af kærligheden mellem brødre" (jfr. Ef 4,1-6)".

Forbøn for de døde er bevidnet i GT i 2. årh. f.Kr. af Judas Makkabæer, der indsamler penge blandt sine soldater for, at der kunne frembæres et syndoffer eller sonoffer i templet i Jerusalem for deres døde kammerater, så de kunne blive befriet for deres synd; "thi hvis han ikke havde ventet, at de faldne skulle opstå, havde det jo været overflødigt og tåbeligt at bede for afdøde" (2 Makk 12,43-46).

Fortabelsens mulighed

Det er så afgørende vigtigt at bede for hinanden, for fortabelsens mulighed er også en realitet: Det menneske, som bevidst og hårdnakket fravælger Gud, fravælger dermed også det liv i kærlighedsfællesskabet med Den Treenige Gud, som Han har beredt for alle, der vil tage imod det.

Her er der naturligvis særlig hårdt brug for forbøn om, at den døde i sidste øjeblik alligevel har omvendt sig og taget imod Frelserens udstrakte hånd: "I dag skal du være med mig i Paradis".

Kulminationen på dette håb er troen på "Kødets opstandelse" dvs., at mennesket igen skal få sit legeme tilbage takket være Kristi sejr over døden påskemorgen. Det er et forvandlet "opstandelseslegeme", et herliggjort legeme, men alligevel hvert menneskes egen personlige, genkendelige krop.

Hvert eneste menneske bevarer sin identitet til evig tid. Når Kristus kommer igen i herlighed ved verdens ende, vil Han oprejse hvert eneste menneske i dette nye legeme (se 1.Kor,15, hele kapitlet, og især fra v 35), og alle vil stå frem for Hans domstol i "Den universelle dom", hvor de, der har øvet barmhjertighed og levet efter deres samvittighed, vil gå ind til det evige liv. (Se Mattæus 25, 31- 46)

Prædiken

Disse helt fundamentale trossandheder er centrale i præstens prædiken. Derimod taler han ikke – som i Folkekirken – om den afdøde som person. Det er en prædiken, som er rettet til de levende, og som ikke skal være en mindetale om den afdøde.

Man retter ikke blikket bagud på det menneskeliv, som er gået til ende, men fremad mod det opstandelseshåb og den gensynsglæde, som Jesus har lovet os ved sin opstandelse påskemorgen.

Liturgien

Liturgien følger grundmønsteret for en katolsk messe, hvis elementer går tilbage til Old- og Urkirkens liturgi:

Den består af to dele:

1. Ordets tjeneste med indledning, syndsbekendelse, bibellæsninger, evt. prædiken og trosbekendelse, afsluttende med forbønner.

2. Offertjenesten: Frembæring af offergaverne (dvs. brød og vin) og den eukaristiske bøn (nadverbønnen). Her kommer messens højdepunkt: Forvandlingen af brød og vin til Jesu Legeme og Blod.

Så følger fredshilsen og kommunion (nadver), velsignelse og bortsendelse.

Der bruges særlige tekster i forbindelse med en begravelse. Hele messen indledes med ordene "Requiem aeternam dona eis, Domine" (Herre, giv dem den evige hvile). Heraf navnet "Rekviem".

Liturgien er den bro, der forbinder den åndelige virkelighed med den sanselige – en dimension som er særlig fremtrædende i den katolske tro. Derfor spiller de sanselige ting så stor en rolle: Farver (violet er farven for sorg og bod), lys, ild, vievand, røgelse. Disse elementer er med til at synliggøre Guds nærvær og nåde - og vores bøn til Gud, nådens håndgribelige virkelighed.

Lyset er et liturgisk symbol for det guddommelige liv, som vi alle har i Kristus. "Kristus, verdens lys", synger præst og menighed i påskenattens liturgi, hvor det store påskelys indvies i ilden, det bål, som tændes i den mørke nat som symbol på Kristi opstandelse. Påskelyset sættes derfor ved siden af den dødes kiste. Under messen og ved brug af sakramenter skal der altid være tændt levende lys.

Også brugen af røgelse er teologisk begrundet. Den anvendes liturgisk som et tegn på bøn, f. eks. i Sl 141,2 "Tag imod min bøn som et røgelsesoffer og mine løftede hænder som et aftenoffer", og som tegn på tilbedelse: "Og der kom en anden engel og stillede sig ved alteret med et røgelseskar af guld, og han fik givet megen røgelse for at lægge den på guldalteret foran tronen sammen med alle de helliges bønner. Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud". (Åb 8,4)

Offerrøgelse omtales mange steder i Bibelen som en indvielse af offergaver. Således bruges også i dag røgelse ved indvielse f.eks. af offergaverne (dvs. brød og vin) i messen. Lugtesansen berører de dybeste strenge i menneskers sind og er derfor lige som musik med til at løfte sjælen mod Gud.

Vievand betyder indviet vand. Indviet vand bruges også i dåben, hvor vi befries for al vor synd, så brugen af vievand er et minde om vor dåb og derfor også et syndsbekendelsesritual. Det er derfor en gammel skik (fra det 8. årh.) at præsten bestænker menigheden med vievand ved hjælp af en vievandskost ved højmessens begyndelse. I begravelsesritualet bruges det til symbolsk renselse og velsignelse af både den afdøde, de efterladte og af graven, inden kisten sænkes ned.

Den katolske rekviemsmesse giver en vished om, at man er forenet med den afdøde i de helliges samfund, at den afdødes sjæl lever og har brug for vores forbøn ligesom vi, der endnu lever "i kødet" har brug for sjælenes forbøn.

Derfor er det så vigtigt, at man kan tage afsked med den døde i en messe, at man kan lægge al sin sorg og bekymring i Guds hænder, at man kan leve i Gud og i døden overgive sig til Ham.

Derfor er rekviems- og sjælemessen til gavn, både for den afdøde og for de efterladte. Den forener levende og døde i den levende Kristus, Hans mystiske Legeme, den hellige altomfattende Kirke.

Kirsten Kjærulff
Forfatter og foredragsholder