Historien om Tempelbjerget er fortællingen om en konflikt, hvor både jøder, kristne og muslimer historisk set har ret til det samme område

Jøder, muslimer og kristne har kæmpet om Tempelbjerget i Jerusalem i årtusinder, og det er den dag i dag stadig det sted på jorden, der afføder flest religiøse konflikter. Derfor er det ikke muligt at fortælle én historie om Tempelbjerget. Der må som minimum være tre:

Jødernes historie om Tempelbjerget Ifølge jødisk tradition har Jahve udvalgt det landområde, der i dag er kendt som Israel, til det jødiske folk. Som tak køber David ifølge 2. Samuelsbog 24 i ca. år 1000 f.kr. en høj nord for Jerusalem for at bygge et tempel, hvor folket kan tilbede Jahve.

Det første tempel bliver bygget af Davids søn, Kong Salomon (1. Kongebog 5-8) netop her, fordi det ifølge jødisk tro er selvsamme bjerg (Morija), hvor Abraham skulle ofte sin søn Isak. Dette sted, som også kaldes Zion, er det sted, hvor Jahve ifølge jøderne dvæler i den fysiske verden. Det tætteste, man som menneske kan komme på Gud, er derfor det inderste af templet, kaldet ”Det Allerhelligste”, hvor Pagtens Ark stod placeret, og som ifølge overleveringerne rummede stentavlerne med De 10 bud.

Tidligere dyrkede jøderne deres gud, hvor de nu befandt sig, men med opførselen af Salomons tempel udvikler der sig en ny tanke i jødedommen, nemlig den at lige bestemt Zion er det korrekte sted at dyrke Jahve. I 1. Kongebog 9 lover Jahve, at Israel skal bestå for evigt, hvis jøderne er tro mod ham. Hvis ikke, så vil templet falde.

Derfor er det en katastrofe, da babylonerkongen Nebukadnesar i år 587 f.Kr. ødelægger templet, hvorefter jøder lever i eksil i Babylon (det nuværende Irak) i ca. 40 år. I år 539 får jøderne lov til at vende hjem, hvorefter de påbegynder opførelsen af Det Andet Tempel (Ezras Bog 1-6), som står færdig i år 515.

I de næste ca. 400 år er jøderne underlagt forskellige styrer, blandt andet romersk. Det forløber det meste af tiden fredeligt, men i år 167 forvandler Epifanes templet til en Zeus-helligdom. Det varede dog kun ved i tre år, nemlig indtil makkabæeropstanden, som stadig fejres af jøder i dag ved den årlige Hanukkah-fest.

Under Herodes den Store (39-4 f.Kr.) udvides tempelbyggeriet med en understøttende ydermur, således at der opstod en ny tempelbjergsplatform, som selve templet stod på.
Derfor var det et imponerende anlæg, der langt overgik Salomons tempel, der blev fuldstændig ødelagt af romerne i 70 e.Kr. under kejser Titus.

LÆS OGSÅ: Hvad ved vi om tempelmuren?

Den eneste rest, der er tilbage i dag, er vestmuren af ydermuren, også kendt som Grædemuren, der betragtes som det helligste sted for jøder, og som jøder derfor valfarter til med deres bønner. Den jødiske historie om tempelbjerget er således ”sat på pause”, men mange venter på, at Messias vender tilbage op opfører Det Tredje Tempel.

LÆS OGSÅ: Synes jøder, at templet skal genopføres?

De kristnes historie om Tempelbjerget De kristnes historie om Tempelbjerget starter der, hvor jødernes går på pause. Templets ødelæggelse har nemlig en central betydning i kristendommen. Ifølge Det Nye Testamente forudsiger Jesus, at templet vil blive ødelagt, men kommer samtidig med den kryptiske formulering: ”Riv dette hus ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.” (Johannesevangeliet 2,19).

Pointen for de kristne er, at menneskene ikke længere skal dyrke Gud på et bestemt sted med offergaver og røgelse og overholdelse af moseloven, for nu er Gud blevet menneske og går rundt midt iblandt dem.

I kristendommen forstås templet både som det konkrete tempel, hvor Gud var til stede, og som Jesu krop, der genopstod på tredjedagen. Derfor er tempelbjerget stadig et helligsted for mange kristne, men det er ikke så afgørende, som det er for jøder og muslimer.

Muslimernes historie om Tempelbjerget I flere århundreder lå Tempelbjerget øde hen, indtil Jerusalem i 630’erne blev erobret af muslimske hære, hvilket førte til en opblomstring af Tempelbjerget – eller Haram al-Sharif, som muslimerne kalder det.

Muslimer deler samme grundtekst som jøder og kristne, men der er nogle forskellige. I Koranen hedder Abraham Ibrahim, og det er i stedet sønnen Ismael, der skal ofres, men det er til minde om den samme historie, at Kaliffen Omar i 638 påbegyndte bygningen af Klippemoskéen netop på det sted, hvor man mener, at jødernes tempel før lå.

LÆS OGSÅ: Hvad siger religionerne om Abraham?

Den ottekantede kuppelbygning blev bygget færdig af kaliffen Abd al-Malik i 691 og er islams ældste bygningsværk. Moskéen er den tredjehelligste i islam efter moskéerne i Mekka og Medina. I 705 fik muslimer derudover bygget endnu en moské på Tempelbjerget, nemlig al-Aqsa-moskéen i tempelpladsens sydvestlige hjørne.

Tempelbjerget er også af helt særlig betydning for muslimer, fordi det ifølge traditioner var her, ærkeenglen Gabriel i 621 lod Muhammed fare til himmels for at møde Moses, Elias og Jesus.

Jødernes, de kristnes og muslimernes fælles historie Siden den muslimske storhedstid har Tempelbjerget haft en lige så broget historie.

I middelalderen forsøgte den kristne kirke gentagne gange at generobre Jerusalem under de såkaldte korstog. Efter en nådesløs massakre på byens indbyggere, indtog tempelridderne i 1099 Tempelbjerget og gjorde Klippemoskéen til en kirke og al-Aqsa-moskéen til ordenens hovedkvarter.

Den 2. oktober 1187 generobrer den muslimske hærfører Saladin Tempelbjerget, og det kors, der var blevet sat på Klippemoskeen bliver skiftet ud med en forgyldt halvmåne.

LÆS OGSÅ: Oversigt over religiøse symboler

Fra middelalderen og helt frem til 1967 var Tempelbjerget under muslimsk kontrol. Staten Israel var rigtignok blevet oprettet i 1948 på mandat fra FN, men israelerne havde kun kontrol over den vestlige del af Jerusalem, og de blev fortsat nægtet adgang til tempelpladsen og grædemuren.

Men i 1967 generobrede israelerne Tempelbjerget, men valgte straks herefter at lade et muslimsk råd med fuldt selvstyre (det såkaldte Waqf) administrere området. Det betyder i praksis, at muslimer benytter moskéerne i den øverste del af Tempelbjerget, mens jøder holder sit til grædemuren i den nederste del.

LÆS OGSÅ: Hvorfor sedler i Grædemuren?

I de seneste år har der været mange forsøg på at løse Israel-Palæstina-konflikten, men det har aldrig været muligt at finde en løsning på fordelingen af Tempelbjerget. Mange kristne og jøder er stærkt utilfredse med, at muslimerne fastholder, at ingen andre en muslimer må betræde tempelpladsen.

Det førte til en ny optrapning af konflikten, da den israelske oppositionspolitiker Ariel Sharon besøgte Tempelbjerget den 28. september 2000, hvorved ”Al Aqsa-intifadaen” begyndte, som frem til 2006 førte til over 7000 dræbte.

LÆS OGSÅ: 10 religiøse konflikter

Det er blevet overvejet, om de religiøse parterne kunne finde fælles fodslag i at overlade den officielle suverænitet over bjerget til Gud. En mere sekulær model har været at overlade suveræniteten til FN.


Kilder:
Den nytestamentlige tids historie (Red.: Sigfred Pedersen)
Verdens religioner (Red.: Mikael Rothstein)
Gads Bibelleksikon (Red.: Gert Hallbäck m.fl.)
Historienet.dk
Wikipedia