Lad os give ordet til Alain Badiou (foråret maj 68 filosoffen), præsenteret af HansKrist himself ;-)
Begivenheden Kristus: "a genuine road-to-Damaskus experience". "Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.
Alain Badiou, ubestridt den største nulevende filosof, til trods for at han er ateist og marxist har han været en af hovedkræfterne bag filosofiens aktualisering af og drejning over imod Paulus og teologien. Om Kristusbegivenheden (den sandhedsindstiftende politiske revolutionære begivenhed ved Jesus vi lover troskab) altså opstandelsesbegivenheden Kristus i verden (som han finder denne hos Paulus), siger Badiou i mente sin egen Damaskusbegivenhed (relateret til maj 68): "Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Den største intellektuelle tilfredsstillelse for mig i nyere tid er at finde mine tanker om Paulus stort set gengivet og identiske med Badiou's ditto. Som Alain Badiou mødte jeg Paulus som ateist, og blev som ham bjergtaget af Paulus og fandt her den militante rebelske revolutionære figur der kan erstatte vores bevidstløse og ukritiske sværgen troskab til udelukkende viden/videnskab (græsk filosofi) og politisk nødvendighed, tradition (kult og kulturer (religiøse (jødiske) og sekulære (romerske))) og doktrinærer partiprogrammer der vil tænke på borgerens vegne (vi må gå ud fra at alle mennesker formår at tænke og interesserer sig for logik og argumentation, diskurser og dette at være uenige, altså tænkende, hvilket netop kendetegner Paulus der søsatte kristendommen tænkende og debatterende, argumenterende, ja det var endda et krav at der skulle være plads herfor, for meningsforskelle (endda trosforskelle, mindre Kristustroen, selv om Paulus dog kunne glæde sig over at selv Kristus (evangeliet) prædikes på skrømt) og udveksling af meninger og kontroverser som NT (især de paulinske breve) er fyldte med (de Paulinske urmenigheder var antiautoritære og anti-hierarkisk opbyggede (at kvinderne skulle lære at tie i forsamlinger skyldtes at de nu for første gang måtte være med på ligefod med mændene og måtte ytre sig, og det forpligtiger jo disse kvinder, der var de mest begejstrede og grebne af den politiske revolutionære sandhedsbegivenhed Kristus i verden (og ofte i overtal i urmenighederne), til at de også magtede at vente på at det bliver deres tur i talerækken (ligeledes tænker mænd langsommere end kvinder og skal vi ha et ord indført må kvinderne vise hensyn til mænd, hvis logiske resonnement foregår langsommere end kvinders ditto, også fordi nok mænd stiller større krav til den logiske symbolske/begrebslige orden end kvinderne, der er mere mindede for at være revolutionære her og nu, altså tættere på sandheden og den subjektive vilje til at nå målet (få sin vilje), hvor mænd er mere til viden frem for sandheden og til politisk historisk nødvendighed (mere pragmatiske) end at få sin vilje)). Upps Hansi pas på lixtallet og de der paranteser.
ingen tilbage til metaforen eller symbolikken om foråret, og ja vores ungdommelighed, hvis vi skal ud af botanikken og over til det menneskelige, hvad foråret betyder for vores liv, nemlig er det vores ungdommelighed. Og kristendommen er ifølge Paulus altid orienteret imod det nye der skal komme til syne og blomstrer ud fra det der allerede er sat igang, til spiring, nemlig opstandelsesbegivenheden Kristus som er hændt, men endnu er ikke Kristus blevet alt i alle.
Derfor skal vi forblive trofaste overfor vores ungdoms møde med Kristus hele livet, vores Damaskuserfaring.
"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces".
På den måde bevarer vi ungdommen og ungdommeligheden i os selv gennem hele livet, hvor fortiden bliver ved med at gøre sig gældende som mednærværende nutid (menneskehedens fortid: Jesu opstandelse; opstandelsesbegivenheden Kristus og vores egen personlige individuelle ungdommelige fortidige Damaskuserfaring) begge findes altså i vores liv som mednærværende Nutid, mens vi også har det fremtidige Gudsrige, Kristus der er alt i alle, som mednærværende Nutid.
Begivenheden Kristus er den sandhedsproces der er bundet i troskab til en fortidig begivenhed, hændelse, nemlig opstandelsen og vores egen erfaring med den opstandne, Kristus der lever, vores egen ungdommelige møde med Kristus, men som til trods herfor bevæger sig og hele tiden er i en her og nu vækstproces og forandring, imod Gudsriget, at Kristus skal vinde skikkelse i os og Kristus skal blive alt i alle.
Fremtiden der arbejder sig ind på os hele tiden som nærværende nutid er beskrevet smukt her af Paulus:
Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Fil 3, 20 - 21.
Det Guds billede vi er skabte i, findes mest fuldkomment smukt i vores ungdom (vores forår), og dette billede må aldrig gå tabt og vi må aldrig opgive vores troskab imod vores ungdommelighed og forårlighed, vores vitalitet og skønhed:
"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces, vores ungdoms sandhedsbegivenhedsproces Kristus der vinder skikkelse i os, selv om vores ydre legeme mærkes af alderen fornyes dog vores indre menneske (Kristus i os) dag for dag".
foråret maj 68; Golgata og urkristendommen
den paulinske urkristendom herom siger A. Schweitzer:
Never must the spring-like freshness of Pauline Christianity die out from amid our own.
Mange kærlige hilsner HansKrist.