Der er forskel på den gamle og nye pagt!
Men kirken fik også pålagt at videreføre denne udbredelse af Gudsrigets værdier på Gudsrigets egne præmisser. En central del af kirkens modtagelse af opgaven bestod – og består – i at omvende sig fra den almindelige verdens virkemidler og underlægge sig en helt ny måde at gribe tingene an på.

I Bjergprædikenens (Mattæusevangeliet, kap. 5 ff.) såkaldte antiteser radikaliserer Jesus sit budskab: I har hørt, at der er sagt til de gamle… men jeg siger jer…

I den gamle pagt måtte man ikke begå drab. Jesus siger, at i den nye pagt må man ikke hade, men skal søge forsoning.

I den gamle pagt måtte man ikke bryde ægteskabet. Jesus siger, at i den nye pagt må man ikke begære en andens hustru, for det er der, det egentlige ægteskabsbrud sker.

I den gamle pagt må man ikke sværge falsk. Jesus siger, at i den nye pagt skal man slet ikke sværge, fordi vi intet har at sværge ved, som ikke er blevet os givet. I stedet skal vi tale sandt og klart og lade vores udtalelser stå ved magt i deres egen kraft, uden yderligere besværgelser. Vi skal sige ja, når situationen kræver et ja, og sige nej, når situationen kræver et nej.

I den gamle pagt gælder princippet om øje for øje og tand for tand. Jesus siger, at i den nye pagt gælder princippet om at vende den anden kind til, at elske sine fjender og bede for dem. Gandhi havde forstået dette princip, da han sagde, at øje for øje ender med at gøre hele verden blind.

I den gamle pagt skulle man elske sin næste og hade sin fjende. Jesus siger, at i den nye pagt skal man elske alle, også sin fjende, og bede for dem, som forfølger en.

Om japanske trædebilleder af Jesus
Jeg har netop stiftet bekendtskab med Notto Thelles seneste bog: Gåden Jesus. Bogen er en samling af forskellige menneskers og traditioners arbejde med at forstå, hvem Jesus var, og hvad hans budskab betød. Bogens forside viser en Fumie, et japansk såkaldt trædebillede.

Fumierne var kobber- eller messingrelieffer, der forestillede den korsfæstede Kristus eller Maria, der sørger over den døde Jesus. Jesu ansigt på Fumien på bogens forside er helt blankslidt og uden ansigtstræk overhovedet.

I 1600-tallet foregik store kristenforfølgelser i Japan, hvor kristne fik valget mellem at frasige sig troen eller lide døden på de mest bestialske måder. Det er ikke overraskende, at mange i frygt skjulte deres tro på Kristus.

De kristne skulle træde på Jesu billede
Myndighederne udviklede derfor Fumie-traditionen. Fumien blev lagt på jorden og alle blev en gang årligt tvunget til at træde på relieffernes ansigter. De kristne, der ikke kunne få sig selv til det, afslørede derved deres identitet og risikerede tortur og død.

Men de måske langt flere, der ikke havde martyrens mod og derfor valgte at træde på det, som var det helligste for dem – hvordan har de ikke efterfølgende måttet leve med forræderens selvtortur i hjertet og måske derfor mistet troen både på Kristus og sig selv?

Medmindre de forstod, at Jesus selv vælger at vende den anden kind til og gå ind i fornedrelsen for at sætte andre fri.

Jesus er med, hvor undertrykkelsen sker
Jesu bortviskede ansigt på Fumien er symbolet på den nye pagts Kristus. Han undgik ikke lidelsen og hånen. Han er med, hvor undertrykkelsen sker. Han bærer lidelsen og tåler at blive trådt på – hvorved andre bevarer livet.

Når kristne brænder Koranen af, er det som at træde på det allerhelligste for andre mennesker. Så er vi ikke kommet meget længere i vores forståelse af Gudsrigets værdier end 1600-tallets kristenforfølgere i Japan. Vi kan ikke fremme evangeliet med den gamle pagts midler, men kun gennem omvendelse og efterfølgelse af Kristus.

Derfor kære muslimske venner, tilgiv os!

Lars Mollerup-Degn er dialogsekretær i Areopagos og kommentarskribent ved religion.dk.