Det vestlige engagement i Libyen får en underlig tvetydighed over sig, når det bliver klart, at man åbenbart ikke har bekymret sig om de libyske oprøreres forhold til fundamentale menneskerettigheder, skriver sognepræst Kaj Bollmann.
- Foto: Esben Nielsen
Kaj Bollmann |
7. april 2011
Det er et stort problem i forholdet mellem religionerne, at forfølgelse af religiøse minoriteter tilsyneladende vokser dag for dag i den muslimske verden, mener sognepræst Kaj Bollmann
I løbet af den sidste uges tid har medierne blandt andet viderebragt følgende:
Den libyske oppositions repræsentanter, som man forventer bliver grundstammen i en regering efter Ghadafi, har udtalt, at religionsfrihed ikke bliver en del af det nye Libyens grundlov. Det er ikke relevant, siger man, for Libyen er homogent islamisk og skal derfor være en islamisk stat.
I Etiopien har kristne i et muslimsk domineret område været udsat for drab, kirkeafbrændinger og overfald i massevis.
I Iran vokser antallet af kristne undergrundsmenigheder med betydelig fart, fortæller Massoud Fouroozandeh, den iranske præst fra Church of Love. Men han understreger samtidig, at menighederne bliver holdt på et celle-niveau med få medlemmer i hver, så de ikke kan tvinges til at afsløre ret mange medlemmer, hvis de bliver arresterede. Præcis lige som frihedskæmperne under besættelsen her i Danmark kun kendte de få, de var absolut nødt til at kende.
Trosfriheden er menneskerettighedernes moder
Jeg ved godt, at det kan virke lidt monotont at blive ved med at gentage det. Men det er et stort og voksende problem i forholdet mellem religionerne, at forfølgelse og undertrykkelsen af religiøse minoriteter tilsyneladende vokser dag for dag i den muslimske verden, uden at den vestlige verden for alvor synes at gøre noget ved det.
Det vestlige engagement i Libyen får en underlig tvetydighed over sig, når det bliver klart, at man åbenbart ikke har bekymret sig om de libyske oprøreres forhold til fundamentale menneskerettigheder. Ligesom nyheder om regeringens dødsdomme i Afghanistan over muslimer, der er konverterede til kristendommen, får vores udsendelse af unge mennesker til livsfarlige missioner i Afghanistan til at stå i et underligt skær.
Trosfriheden er alle menneskerettigheders moder. Troen er det inderste i vores hjerter. Og den magt – den være sig politisk eller religiøs – der vil tiltage sig retten til at kontrollere det inderste i vore hjerter, har ingen skrupler over for at kontrollere alt andet.
Et demokratisk samfund uden trosfrihed er utænkeligt, og vil Vesten styrke en demokratisk udvikling, er trosfriheden et af de allervigtigste parametre at måle på.
Vi er blevet ligeglade med troen
Tilsyneladende er det imidlertid kun halvhjertet og i ord, at denne vigtige præmis tages alvorligt. Det er ikke noget, der ser ud til at spille en væsentlig rolle, hverken i politikernes overvejelser over Libyen eller Afghanistan, over relationerne til de lande, hvor religiøse mindretal – ikke mindst kristne – forfølges.
Der lægges måske pres i det stille for at forhindre henrettelser, men den massive undertrykkelse og forhindring i at udøve troen, som kristne er ude for i store dele af den muslimske verden, og umuligheden af at skifte religion uden at bringe sig i livsfare, står ikke højt oppe på den officielle dagsorden.
Desværre afspejler det måske en folkelig ligegyldighed i forhold til trosfriheden: troen er for mange blevet en så underordnet eller ligegyldig del af tilværelsen, at det ikke betragtes som noget, der kan betyde så meget for mennesker.
Det er vel lidt det samme, der ligger bag den lethed, hvormed en del danskere konverterer til islam i forbindelse med ægteskab, eller accepterer, at deres drengebørn skal omskæres, hvis den ene part i ægteskabet er muslim: hvis det betyder så meget for ham/hende, så pyt! Mig betyder det ikke så meget for. Men for muslimen betyder omskærelsen, at man på livstid er muslim, og det kan ikke ændres!
Trosfrihed er noget helt afgørende!
Det er vigtigt, at vi i det mindste fra kirkelig side begynder at sætte trosfriheden højt på dagsordenen. For os er den næsten en selvfølgelighed, vi ikke tænker over. Men det er den for eksempel ikke for de medborgere, der konverterer til kristendommen i Danmark og oplever chikaner fra muslimers side.
Vi skal have genskabt bevidstheden om, at trosfriheden er en grundlæggende universel menneskeret. Og vi er nødt til at gøre dette spørgsmål til noget helt afgørende, også i dialogen mellem religionerne.
Kaj Bollmann er sognepræst og kommentarskribent ved kristendom.dk.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk