Nadverfællesskabet med protestanter er desværre ikke en mulighed, hvis man spørger katolikker. Det er der egentlig ikke noget nyt i, men ovenstående begrundelse undrer mig.

Nadveren er ikke noget, en kirke har fundet på, men noget, som iflg. både Paulus og Lukas er indstiftet af Jesus selv med bl.a. disse ord:

"Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!«"

Ved den katolske nadver modtager menigheden netop brødet, men det ser unægtelig ud til, at det ikke er Jesus, der ihukommes, men i stedet den katolske kirke.

Jeg nærer intet ønske om at betvivle den enkelte katoliks oprigtige modtagelse af "Jesu Kristi legeme", men en lære, som i en given situation nægter at lade andre oprigtige Jesus-troende modtage "Jesu Kristi legeme", blot fordi de tilhører et andet kirkesamfund, kan da kun opfattes som vranglære.

Det er ligesom når nogle tror at dette at udsige et ord, som for eksempel Hare Krishna mantraet, at dette har en speciel magisk betydning, således er det også overtro, hvis man tror at dåben og nadveren har én eller anden magisk betydning.

Det er noget følelsesmæssigt og umodent vås.

Men at bryde brødet og drikke vinen for at ihukomme Hans ord og Hans gerning, det gør jeg gerne som et voksent menneske, i ærbødighed. For at ihukomme Ham.

Og så går jeg ellers ud for at leve mit liv og forsøge at være Ham værdig.

Det er vel blot et spørgsmål om forskellig opfattelse af nadverens substans. Katolikerne forstår det som, at brødet og vinen bliver forvandlet (transsubstantia) til kristi legeme og blod og er et offermåltid, mens der hos lutheranerne ikke sker en forvandling, men kristi blod og legeme er alligevel virkeligt tilstede i nadveren (consubstantia). Igen er der så andre, der mener, at det blot er til minde om kristus og at han ikke er virkeligt tilstede.

Katolikerne vil derfor ikke uddele nadver til dem, der ikke tror på forvandlingen og offeret. For dem handler det ikke kun om ihukommelse.

- Dermed ikke sagt, at jeg forsvarer den katolske kirkes tro. Jeg forsøger blot at give en mulig forklaring.

jmp skrev:
Jeg er langt hen ad vejen enig i dine betragtninger.

Det drejer sig jo selvfølgelig ved nadveren ikke blot om at huske på noget, som er sket for lang tid siden.
At "ihukomme" Jesus Kristus betyder at lade ham - og det, han står for - "komme" så dybt ind "i" mit "sind" (hu), at det bliver afgørende for min/din måde at være til på.

Derfor er der megen sandhed i at have din slutreplik:
"Og så går jeg ellers ud for at leve mit liv og forsøge at være Ham værdig." in mente, for det er jo det, der gerne skulle være slutresultatet af at ihukomme Jesus Kristus.

Det er faktisk endnu engang ret godt formuleret, jmp

Chrisse skrev:

Jeg er naturligvis helt enig med dig i, at der eksisterer denne forskellige opfattelse af "nadverens substans".
Jeg er dog ikke helt overbevist om, at det kan være en udslagsgivende faktor i den aktuelle sammenhæng.

I yderste konsekvens ville det vel betyde, at man i katolsk teologi/lære (og her taler vi altså netop om teologi/lære, og ikke nødvendigvis om den menige katoliks personlige Gudsforhold) sætter skel mellem Jesus-troende personer ud fra, hvordan man forholder sig til nadverens brød og vin.

Kun den, der personligt accepterer "transsubstantia" (gad vide, om ikke der findes en del menige katolikker, som er skeptiske her) kan i så fald betragtes som oprigtigt Jesus-troende.

For mig at se er vi i virkeligheden tilbage ved det samme dilemma.

Jeg nærer intet ønske om ensrette kirkernes teologi/lære, men kun et ønske om ikke at praktisere en nadverpraksis, som på forhånd udelukker Jesus-troende protestanter fra et nadverfællesskab, som netop skulle være stedet, hvor Gal 3,28 blev manifesteret:

"Her findes ikke jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde; thi alle er i èn i Kristus Jesus"

I stedet forekommer det mig, at den beskrevne katolske praksis i langt større grad minder om Gal 2,12:

"Førend der kom nogle fra Jakob, plejede han nemlig at spise sammen med hedningerne; men da de var kommet, trak han sig efterhånden tilbage og skilte sig ud..."

Det er her, min indvending og protest først og fremmest ligger.