”Koranafbrænding fjerner ikke ondskab - tværtimod”

Jeg er muslim. Ligesom for andre, der har udtrykt deres vrede over for dig, er Koranen også hellig for mig. Den opfordrer mig til at beskytte enhver religions hellige steder, den minder mig om altid at tolerere og respektere andre menneskers tro og at være god mod andre. Den har inspireret mange muslimer til at fremme tværreligiøs dialog, demokrati, kønnenes lighed og social retfærdighed.

I svære tider har det givet mig ro i sindet at læse nogle af dens vers. En muslimsk mystiker sagde engang, at Koranen er Allahs kærlighedsbrev.

Når det er sagt, vil jeg hverken dræbe eller true andre med vold, hvis de brænder Koranen, lige meget hvad deres grund er. Jeg vil muligvis tage afstand fra personen eller foragte vedkommende, især hvis gerningen udføres i retfærdighedens navn, for det ville være et forgæves forsøg.

Det er sandt, at der findes vers i Koranen, som på tekstplan opfordrer til vold mod ikke-troende. Men at afbrænde Koranen vil hverken få de vers til at forsvinde eller holde muslimer fra at ty til vold. Men det betyder, at jeg ikke vil lade stå til, hvis andre muslimer bruger disse vers til at tilskynde til eller begå vold. Deres handlinger fortjener også fordømmelse.

Koranens ord ligger ikke kun gemt på papir, men også i hukommelsen på hver eneste muslim og på de tusinder af huffaz, som kan Koranen udenad.

Muslimer mener, at Koranens ord er Guds ord; de er ikke verdslige, de er evige og bliver bevaret i himmelen.

Af den grund – og dette ønsker jeg også, at andre muslimer skal forstå – er den koran, du brændte, i bund og grund en kulturgenstand. Den er udfaldet af menneskers forsøg på at bevare Guds ord i verden. Som kulturgenstand kan vi altid fremstille en ny.

Faktisk så plejede min mor at brænde gamle koraner, fordi siderne var mølædte og flossede, og bogstaverne var falmede og ikke længere læselige. Hun brændte dem for at sikre sig, at der ikke var nogen, som trådte på siderne, der sad løs og kunne falde ud. Bagefter samlede hun asken sammen, og lod floden bære den væk, så ingen kunne træde på den. At brænde koranerne var min mors måde at bevare deres hellighed på.

Koranen er en større del af menneskers forhold til Gud; den er kilde til opmuntring til at gøre gode ting og at opretholde retfærdighed, og den er et minde om det hinsidige. Der er flere vers med budskabet om religionsfrihed og pluralisme, end der er med tilskyndelser til vold. Og de vers, der opfordrer til vold, forholder sig til specifikke historiske begivenheder og sammenhænge.

Derudover foregår der mange diskussioner i den muslimske verden om, hvordan man kan forlige disse vers med Koranens budskab om tolerance. Muslimske lærde har dedikeret hele værker til at forstå disse vers i et nyt lys: enten ved at sætte dem ind i en nutidig kontekst, ved at erklære dem forældede i en nutidig kontekst eller ved at læse dem i forbindelse med andre vers.

Hvis du virkelig ønsker at få muslimer til at holde sig fra vold, så tag min hånd sammen med de mange andre muslimer, og lad os opfordre til dialog om tolerance og pluralisme. Du vil måske opdage, at Koranen kan tage æren for at inspirere os til denne dialog.

Sri Murniati er freelancejournalist og redaktør i Penang, Malaysia. Hun skriver især om emner som demokratisering, konfliktløsning, filantropi, uddannelse og muslimsk-vestlig forståelse. Hun er uddannet fra Islamic Studies-programmet ved Islamic State University i Bandung i Indonesien. Artiklen er skrevet til Common Ground News Service (CGNews).

Artiklen er oversat fra engelsk af Therese Fischer-Larsen.