Jesus var smerternes mand

Sådan prækede både søstre og brødre. Og de var ikke bange for at tale om blodet, om at ”Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd” (1 Joh 1,7).

Også mine ikoner på væggene maler blodet i røde, stærke farver. Man tænkte her to tanker samtidig: Blodet fra offerlammet i templet i Det Gamle Testamente og offerdyret i traditionel afrikansk religion.

Blodet som vasker bort synden, og blodet som kraften, der giver nyt liv - på samme måde som det beskrives af profeten Esajas, når han fortæller, hvordan den lidende tjener var ”som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes.”

Og videre siger Esajas om denne smerternes mand: ”Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore misgerninger. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (Es 53,5ff). Det er den slags ord fra Esajas Jesus og Oldkirken henter frem, når der skal tales om Jesu korsdød.

Sejren handler altså om begge dele – at Jesus har båret og borttaget min skyld, og at han i samme handling, på det samme kors, har vundet over død og djævel. Brorson siger det meget krast: ”Guds søn har gjort mig fri, fra Satans tyranni...”

Sådan ser han ud i min tro og i mit liv, den Jesus, som Arnulf av Louvain synger om i Langfredagssalmen ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Derfor skal meditationsbogen om Sejrstegnet være min rejsefører ind i påsken i år.

Knud Jørgensen er førsteamanuensis ved Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo og adjungeret professor ved Lutheran Theological Seminary i Hong Kong)