Forleden hørte jeg i et TV-indslag om den muslimske prædikant Bilal
Philips’ besøg i København. TV-værten nævnte, at han havde holdt en lang tale med meget afdæmpede meninger. Han kom slet ikke ind på
homoseksualitet og dødsstraf (...)

Han sendte hermed et klart signal til alle muslimer om, at meget
rabiat tankgang er usundt, og man må tilpasse sig det samfund, man
bor i og respektere de værdier, som dette samfund bygger på.

Muslimske normer som Sharialoven passer ikke ind i det danske samfund. For det danske samfund er baseret på det enkelte individs værdier, som fri tankegang, fri meningsdannelse og respekt for andres mening - og ikke mindst lighed mellem kønnene.

Burkaen er et bur
Forleden var jeg til et møde, hvor en ung muslimsk
kvinde med burka sad ved siden af mig. Jeg kunne ikke føre nogen
samtale med hende. Jeg turde ikke, idet burkaen stod som et usynligt
glasbur omkring hende.

Mange islamister mener, at en burka danner en beskyttende hjelm for
kvinder. Det passer måske i samfund, hvor flertallet er analfabeter,
og mænd og kvinder lever i hver sin ende af byen.

Det gør man ikke i Danmark, derfor er det unødvendigt og skaber blot afstand. Derfor burde man droppe den pseudo-beskyttende hjelm her i den vestlige verden. Der er ingen behov for det, og det giver ingen mening. Vi er vant til, at mænd og kvinder omgås med respekt for hinanden, og at man ikke behøver at gemme sig under noget.

Burkaens oprindelse
Burkakulturen opstod i en anden sammenhæng. Mohammeds unge kone, Aisha, var sammen med en ung mandlig slave fortabt i ørkenen. Der blev den sædvanlige sladder om hende. Da Mohammed spurgte hende om det, svarede hun: ”Du snakker jo med Gud, så spørg Ham om det.” Skuffet over den mistro lovede hun, at hun aldrig mere ville vise sit ansigt til andre. Sådan blev burkaen skabt.

Vi skal blande os
Alle vi, som tilhører forskellige tilflyttergrupper burde tage ved
lære af hr. Bilal Philps og afdæmpe vor hjemlige væremåde og blande os med den ”etniske” befolkning.

Det er ikke meningen, at vi slavisk skal opgive vor egen identitet, men, som det siges på Telugu, mit modersmål, er livet som en dråbe olie i et glas vand. Man har sin identitet i behold, men følger alligevel med vandet. Det er kunsten.