”For nogle virker jeg som en rød klud for deres øjne, hvis jeg viser mig i en moské. Så derfor holder jeg mig hellere væk, ” siger Khader og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Hvorfor må man ikke kritisere islam?

”På nuværende tidspunkt føler jeg ikke, der er nogen imamer, der forstår mig. Jeg føler faktisk ikke, at jeg har nogen steder at gå hen. Folk i moskeerne er fordømmende, hvis ikke du tager ’hele pakken’.”

Det er dog heller ikke alt ved den evangelisk-lutherske ’pakke’, Khader tager til sig. Han fortæller blandt andet, at han aldrig har modtaget nadver, da han ikke har haft lyst til det. Dette synes dog ikke at afholde Khader fra kristendommen.

”Der er ingen, der smider mig ud af de danske kirker, og jeg oplever, at folk synes, det er spændende, når jeg kommer i kirken. Det er nok på grund af min muslimske baggrund,” siger Khader.

”Jeg kan godt lide, at det i den lutherske kristendom er troen og ikke de ydre handlinger, der er det afgørende. Jeg mener ikke, at man behøver at knæle fem gange dagligt, bare for at vise, at man er troende,” lyder det fra Khader, der desuden mener, at den lutherske Gud virker som ”en demokratisk Gud”.

Khader lægger ikke skjul på sin begejstring over kristendommen. Ja, man kunne næsten fristes til at tro, at en konvertering til den evangelisk-lutherske tro ikke lå Khader helt fjernt.

LÆS OGSÅ: En kamp der foregår i os alle

”Jeg har faktisk et stående tilbud fra Søren Krarup: ’Den dag, du er klar, skal jeg nok døbe dig!’ Det har han lovet mig,” griner Khader og tilføjer:

”Og jeg har lært at man aldrig skal sige aldrig. Men at blive døbt er dog ikke noget, der er aktuelt for mig lige nu. Der hvor jeg er nu, er mine kvaler med min egen tro og med min tvivl.”

Tvivlen
Tvivlen synes at være et vigtigt omdrejningspunkt i Khaders liv. Selv betragter han sig i dag som søgende og er ikke afklaret i forhold til sin egen tro. Men her mener Khader at have fundet at anker i teologien, og – om end ikke et svar - så i hvert tilfælde et midlertidigt hvilested og pusterum midt i sin åndelige søgen.

”Vi lever i en verden, som på mange måder er meget overfladisk. Du skal mene noget om alt muligt på en og samme dag og så glemmer du om en uge, hvad du har sagt. Derfor har jeg behov for et sted, hvor jeg kan gå i dybden. Det giver teologistudiet mig rig mulighed for.”

Khader oplever, at kristendommen giver plads til en erkendelse af, at der kan være forskellige veje til Gud, hvilket trøster ham.

”Det, at der er plads til at tvivle og til at tænke selvstændigt, synes jeg, er vigtigt. Jeg har lært, at tvivlen også er en del af det at tro, men tvivlen er ikke en del af det at være muslimsk troende. I islam er der ingen tvivl.”

Selv om Khader hverken faster eller beder fem gange dagligt og heller aldrig har været på pilgrimsfærd til Mekka, mener han alligevel godt, at han kan kalde sig for muslim:

”Blot fordi man ikke overholder reglerne, kan andre ikke gøre sig til dommere over, hvorvidt man er muslim eller ej,” fastslår Khader.

At skulle tænke selv
Khader vender flere gange tilbage til tvivlen som en afgørende faktor for sin personlige udvikling. At flytte fra Syrien til Danmark som 11-årig gjorde, at Khader i en tidlig alder blev meget bevidst om sin egen kulturelle og religiøse baggrund. Især husker han, hvordan han i mødet med det danske skolesystem pludselig blev udfordret i sin egen barnetro og strenge muslimske opdragelse.

”Gymnasietiden har været helt afgørende for min senere udvikling. Her lærte jeg at være kritisk, at stille spørgsmål og selv at reflektere over tingene,” siger Khader.

Som en skærende kontrast til de tre år, han tilbragte på Rysensteen Gymnasium på Vesterbro, dukker barndomsminderne fra skolegangen i en lille landsby lidt uden for Damaskus i Syrien op i hukommelsen. En tid, der på mange måder forekommer uhyre fjern fra det Danmark, han nu betragter som sit hjemland.

”I min barndomsskole i Syrien foregik kun envejskommunikation. Alt skulle læres udenad og det var ikke tilladt selv at tænke eller at stille kritiske spørgsmål til det, der blev sagt.”

Mange erfaringer rigere sidder Khader nu i dag på sit kontor på Christiansborg, hvor forårssolens stråler skinner ind gennem de sprossede ruder på den gamle bygning på Slotsholmen.

Khader beskriver sin muslimske opvækst i den syrisk-palæstinensiske familie som meget ortodoks. En opdragelse i islam, præget af strenge regler og krav til, hvordan man opførte sig og efterlevede profeten Muhammeds ord. Sådan fortsatte det også efter, at Khader i 1974 flyttede til Danmark sammen med sin mor og sine fire søskende.

Men faktisk var det først i gymnasiet, at han for alvor begyndte at reflektere over, hvor meget islam og de religiøse ritualer fyldte i hans hverdag i forhold til hans jævnaldrende kammeraters. Her stiftede Khader for første gang i sit liv bekendtskab med religionskritiske tekster af blandt andre filosoffen Ludwig Feuerbach og Friedrich Nietzsche. Feuerbach, der mente, at Gud i virkeligheden var skabt som en projektion af menneskets behov og Nietzsche, der blandt andet blev kendt for at sige, at Gud er død, fangede den unge Khaders opmærksomhed og såede kimen til den tvivl, der har siden er vokset i ham.

”Til sidst måtte jeg bare have det på afstand, det blev bare for meget for mig,” fortæller Khader, der pludselig en dag, midt i gymnasiet, besluttede at bryde med sin muslimske praksis. Det betød blandt andet, at det var slut med at faste og bede fem gange om dagen.

Islams sandheder
Mødet med Danmark og det danske skolesystem blev ikke den eneste gang, Khader mærkede tvivlen komme op i sig. Tvivlen omkring hans kulturelle og religiøse baggrund. Tvivlen på, hvorvidt islams endegyldige sandheder og dogmer nu også var så endegyldige, som han var blevet fortalt hele sit liv. Khader fortæller blandt andet om, hvordan han, da Ayattollah Khomeini kom til magten i Iran i 1979, igen tvivlede på islam og undrede sig over, om det virkelig var sådan, det var meningen, at religion skulle være. Stening som henrettelsesform, er også et af de aspekter ved troen, der for alvor har fået Khader til at tvivle på islam:

”Det er mig helt ubegribeligt, at man kan foretage en så grusom handling, og så tilmed i Guds navn.” siger Khader.

LÆS OGSÅ: Tilgivelse bør erstatte uforsonlighed i islam

Sideløbende med, at Khader begyndte at læse økonomi på Københavns Universitet, fik han arbejde som arabisk tolk. Dette arbejde medførte især én oplevelse, der efterlod et dybt indtryk hos Khader.

Da han på et tidspunkt skulle tolke for en irakisk familie, mødte han igen en side af islam, han ikke brød sig om. Familien havde en datter på omkring 13-14 år, som ulykkeligvis fik konstateret kræft og døde. Men da moderen og søskendene i deres dybe sorg over tabet udtrykte deres fortvivlelse og begyndte at græde, skældte faderen dem voldsomt ud.

”Ifølge faderens opfattelse var konens og børnenes reaktion en protest mod Guds vilje” fortæller Khader og fortsætter:

”Når vi bliver ramt af tragedier som død, sygdomme og andre ulykker, så overtrumfer det almenmenneskelige de religiøse dogmer. Her var den afdøde datters mor og søskende fuldstændig ligeglade med, hvad Muhammed havde sagt.” (Khader henviser til et sted, hvor Muhammed siger: ”Den døde pines ved den levendes gråd over ham.”, red.)

Senere i 1998 mistede Khader sin far, hvilket igen fik ham til at granske sin egen tro og muslimske baggrund.

”Min far betød utrolig meget for mig. Vi stod hinanden nær, så derfor var det virkelig et stort tab for mig. Da min far gik bort, gjorde det, at jeg for alvor blev søgende og tvivlede på min tro. Jeg begyndte at fordybe mig i livets dybere eksistentielle spørgsmål; hvorfor er vi her, hvad er meningen med livet, hvad skal vi her, og så videre.”

”Jeg var ikke tilfreds med de muslimske svar. Som muslim tror man på, at alting er forudbestemt, alle livets store spørgsmål, ja selv dødsdagen er fastlagt allerede inden, man fødes.”

”Præcist som i tilfældet med den irakiske fader mener jeg, at der er for meget accept af, når tingene sker. Det med, at man som muslim helt ukritisk bare skal acceptere tingenes gang, det var ikke nok for mig. Jeg manglede nogle dybere svar, svar der ikke fandtes i islam,” fortæller Khader og forklarer, at dette var med til at styrke hans store interesse for religioner og sidenhen for kristendommen især.

Islam kunne lære noget
Efter nu at have studeret teologi i to år, peger Khader på, at en af de væsentlige forskelle mellem islam og den lutherske kristendom skyldes den teologiske udvikling, som kristendommen har gennemgået. Khader mener, at islam kunne lære noget af den lutherske kristendom:

”En religion, der ikke tåler kritik, er en svag religion. De religioner, der er stærke er dem, der virkelig har været udsat for kritik – dem, hvis dogmer er blevet efterprøvet både på kryds og på tværs. Det er et tegn på svaghed ikke at kunne tåle kritik og at kunne tåle, at tingene bliver efterprøvet” siger Khader og fortsætter:

”Islam befinder sig i øjeblikket i en dyb, dyb krise. Der er virkelig behov for nogle grundlæggende ændringer. Islam er nødt til at kunne tåle kritik. Man må lære at holde en vis distance, når der diskuteres om Allah, Muhammed eller Koranen og ikke tage det så personligt.”

”Hvis islam skal udvikles i en sund retning, er det bedste at lade sig inspirere af den lutherske teologi og opdelingen af de to regimenter; det åndelige og det verdslige,” lyder det fra Khader.

”Kristendommen tiltaler mig også, fordi man er selvkritisk, og fordi man ikke ophøjer Jesus til noget urørligt, ligesom det for eksempel sker med profeten Muhammad, som man ikke må tegne. Alt for mange muslimer tager fornærmelser mod profeten personligt. Jeg har tilmed oplevet muslimer hævde, at de elsker Muhammed højere end deres egen familie. Det er jo bindegalt!” lyder det fra Khader, der tilføjer:

”Noget der gør mig glad, er når jeg ser to muslimer skændes om islam.”

Kristen og muslim på samme tid
Som en af Danmarks måske mest kendte og kontroversielle muslimer har Khader ofte i medierne beskrevet sig selv som kultur-muslim, og det er især emner som demokrati og ytringsfrihed, der står højt på listen over personlige mærkesager. I dag kalder Khader sig nu også for kultur-kristen, hvilket straks giver anledning til at spørge ind til hans personlige gudsforhold. Khader tænker lidt over spørgsmålet om, hvad det er for en gud han taler med, indtil han svarer:

”Det er hverken Allah eller den kristne Gud, men nok nærmere begrebet gud,” lyder det eftertænksomt.

”Min gud er en tilgivende gud, en forsonende gud. Jeg vil slet ikke have den dømmende gud. Jeg har aversioner over den straffende og revsende gud og hele historien om at hvis du ikke gør tingene på en bestemt måde, så ryger du i helvede og du bliver ikke bare brændt en gang, men i al evighed” siger Khader og fortsætter:

”Vi lever i en tid, hvor der skal være plads til den individuelle tro. Det er især her, jeg synes, islam kunne lære noget af kristendommen herhjemme” siger Khader, der ser tolerance og åbenhed som kendetegnende for den lutherske kristendom.