Vores opfattelse af Gud er skabt af vores væren i verden

Og Luther fandt den tids afladstro helt i modstrid med det, han læste i evangelierne. Derfor forkastede han den og den dertil knyttede tro på paven som forvalteren af afladens skat. Hvilket som bekendt nær havde kostet ham livet.

Ingen af dem var udelukkende præget af deres kulturelle baggrund. Deres egne personlige oplevelser og overbevisninger spillede med ind og ændrede kulturen afgørende.

Blot må det indrømmes, at det i vore dage kan være lidt svært at finde ud af, hvilken gudsopfattelse man har; vi udtrykker os normalt ikke ved hjælp af gudsopfattelser. Men en sammenligning med islam kan måske hjælpe os.

I islam tænker man sig, at mennesket adlyder Guds lov, blot fordi den er Guds lov. Det vil sige, man skal adlyde, hvad enten man forstår eller ej. Svarende dertil hedder det gang på gang i koranen: "Allah véd, men I véd ikke".

Indenfor kristendommen tænkes mennesket selv at forstå, hvad der skal gøres og hvad ikke. Den lydighed, der kræves af os, er en forstående lydighed. Eller vi kan sige, at den lov, vi skal adlyde, er en lov, som vi selv først skal formulere. Formuleringen af den afklares, når vi diskuterer med hinanden og på den måde finder ud af, hvad der er ret og rimeligt.

Da en muslimsk pige engang i et læserbrev forklarede, hvorfor hun gik med tørklæde: Det skyldtes, at håret blev betragtet som et seksuelt signal; derfor skulle det tildækkes, svarede en imam, at forklaringen sådan set var god nok, blot måtte man være klar over, at den lydighed, der adlød uden at have en forklaring, sådan set var en større lydighed. Det vil sige, muslimen adlyder ud af fromhed, og den Gud, han adlyder, tænkes ikke at komme med forklaringer eller begrundelser; han sender blot sin lov uden kommentarer, og den lov adlyder muslimen.

I modsætning dertil er Guds ord til mennesket indenfor kristendommen et anerkendelsesord, det vil sige, et ord, der skal få mennesket til at vove at være sin egen lovgiver, vove at være "myndig", som Bonhoeffer sagde det. Derfor kan vi i den kristne verden diskutere i vore politiske forsamlinger og ud fra en grundig diskussion beslutte os til, hvad der hos os skal være gældende lov; det ligger i forlængelse af vor gudsopfattelse.

Det har muslimen vanskeligere ved; hans gudsopfattelse forhindrer ham i at bøje sig for love, der kun er menneskelige, som han siger, i modsætning til koranens bestemmelser, der, som han ser det, er guddommelige.

Og som man kan forstå: Disse kulturer, som i høj grad er medbestemmende for vor gudsopfattelse, er således ikke noget én gang for alle givet. De forandrer sig gradvist med hver ny generation; hver ny generation må overtage gudsopfattelsen, protestere imod den, bøje sig for den, eller ændre den efter den nye situation. Men måske også grave et spadestik dybere i undersøgelsen af, hvad der ligger i traditionen.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst