Lad os være værdige i disse dage, ikke fremture som hævntørstige, men række hænderne ud og hjælpe de demokratiske kræfter som med stor synlighed nu viser sig i Mellemøsten, skriver Lone Skov Al-Awssi
- ERIK REFNER/Scanpix Danmark
Lone Skov Al Awssi |
3. maj 2011
Vi skal holde lidt igen med at juble. Lad os være værdige i disse dage, skriver den katolske debattør Lone Skov al-Awssi
Osama bin Laden er blevet erklæret død. Det har skabt jubelscener i USA og i den vestlige verden. Men må man juble over et andet menneskes død - også selvom det er en terrorist? Vi har spurgt panelet påreligion.dk.
Debattør Lone Skov al-Awssi svarer:
Osama Bin Laden er død, og det er godt for sikkerheden i verden.
Selv om Al Qaeda er opdelt og arbejder i mindre, usammenhængende celler, vil lederens død yderligere svække organisationen.
Al Qaeda er allerede svækket, grundet den internationale indsats mod terror og ikke mindst på grund af de spirende demokratibevægelser i Mellemøsten.
Bin Laden fik megen opbakningNår vi alligevel skal holde lidt igen med at juble, er det fordi det er uklogt at optræde arrogant over for befolkningsgrupper, som i forvejen er under et ekstremt hårdt pres.
Osama Bin Laden og Al Qaeda er jo ikke opstået ud af den blå luft. Bin Laden har været i stand til at danne et internationalt terrornetværk, gennemføre store aktioner og iøvrigt holdt sig skjult i de sidste ti år, på trods af en menneskejagt af aldrig tidligere sete dimensioner.
Det er fordi han har haft enorm støtte i Mellemøsten, også i grupperinger vi normalt anser for venligt indstillede over for Vesten. Her tænker jeg på Saudi Arabiens rige prinser.
Blandt den jævne befolkning i Mellemøsten har han været det eneste alternativ, til hvad de opfatter som Vestens undertrykkelse og tyranni.
Hvis demokratibevægelserne får mulighed for at slå rod, så vil den følelse af afmagt og had langsomt aftage.
Situationen er præget af had og hævntørst
Had er en destruktiv følelse og den har i årtier lammet al vækst og udvikling i området. Der har været en endeløs række af uretfærdige politiske beslutninger fra Vestens side, som har ramt befolkningerne hårdt.
Der er stadig de mest korrupte, hæslige regimer, hvor lederne kun udnytter landet og borgerne til egen fordel, men det nytter ikke noget at blive ved med at vente på retfærdighed på baggrund af ekstremisternes angreb i en krig, der dræber uskyldige civile. Det nytter ikke noget at skrige på hævn over årtiers fejlslagne vestlige politik i området.
Nu har mange, især de unge, endelig taget sagen i deres egne hænder og forsøger aktivt at ændre deres fastlåste forhold. Vi skal kaste alle vores ressourcer ind for at hjælpe dem med denne kamp.
Vi bør huske ofrene i Mellemøsten
Vi tænker altid på de cirka 3000 direkte ofre fra den 11. september 2010, når Al Qaeda og Bin Laden nævnes. Men husker vi også på de ti tusinder, der er dræbt efter invasionen i Irak af de utallige terrorangreb udført af Al Qaeda? Vi gør ret i også at mindes dem i vores tanker og taler i disse dage.
Ofte fremstår det, som om vores tab og vores lidelser er mere alvorlige end deres, som om vores døde er mere værd end deres døde. Et liv er et liv, og familierne i Mellemøsten græder lige så meget som os, når deres kære dør i uhyggelige terrorangreb.
Det er tid til at samle
Det var glædeligt at se Præsident Obama optræde med stor ro og uden storskrydende ord, da han fortalte nyheden om Bin Ladens død.
Man tør næsten ikke tænke på, hvordan hans forgænger havde håndteret situationen.
Præsidenten ved, hvornår det er tid til at samle, og det er det nu. Derfor bør Vestens gader, altså de jublende menneskemængder i New York og andre steder også holde lidt igen og optræde med respekt, det virker aldrig værdigt at juble over andres død.
Det er ukristent at juble over andres død
Som kristen er det ikke værdigt at juble over andres død. Vi har netop fejret Påsken og i kirken hørt om de fristelser, Jesus blev udsat for.
Gud kunne have tilintetgjort Satan, men han gjorde det ikke, fordi Gud altid støtter sin myndighed på godhed, barmhjertighed og kærlighed.
Så lad os være værdige i disse dage, ikke fremture som hævntørstige, men række hænderne ud og hjælpe de demokratiske kræfter som med stor synlighed nu viser sig i Mellemøsten.
Som mennesker er vi alle ens, grundlæggende ønsker vi det samme, sikkerhed, tryghed, mulighed for selvforsørgelse, uddannelse og mulighed for at opdrage vores børn i fred.
Lone Skov Al Awssi er salgsagent og panelist på religion.dk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk