Lad os juble sammen med amerikanerne
Spørg i stedet, om vi kan forstå de mennesker, der jubler over Osama bin Ladens død. Spørg, om vi kan forstå det ægtepar, hvis søn døde som brandmand den 11. september 2001.

Spørg, om vi forstår den hustru, der først nu synes, at hun kan komme videre efter sin mands død ved terrorangrebet, fordi hun nu kan se en form for retfærdighed. Må vi så ikke indrømme, at vi langt hen ad vejen har de samme følelser i os som disse amerikanere?

Det ville jo være så let som ingenting for mig at udsende en etisk bandbulle mod de jublende amerikanere. For jeg kan sagtens, jeg har jo ingenting i klemme, måske en meget vag terrorfrygt de første år efter angrebet, men efterhånden, som den klingede ud, intet.

Nej, lad os i stedet lytte til jubelen, leve med i amerikanernes glæde. Så kan vi måske analysere os frem til, hvordan amerikanerne føler.

Indrømmet, jeg var noget gal på amerikanerne, da de angreb Afghanistan efter angrebet den 11. september. Og det var med nogen betænkelighed, jeg konstaterede, at en sådan æresfølelse har altså amerikanerne, at de kun kunne tænke: ”nogen har gjort nar af en stormagt som os; det skal de ikke slippe godt fra!” og så invaderede de Afghanistan.

Men jeg må også indrømme, at når jeg nu ser jubelscenerne foran Det Hvide Hus, kan jeg godt se, at det måske bliver gavnligt for hele verden, når amerikanerne nu får deres selvfølelse tilbage. Eller, bedre sagt: Jeg var ikke klar over, at deres selvfølelse havde lidt et sådant knæk ved 11. september, men det giver jubelscenerne jo udtryk for.

Jeg under dem det af et godt hjerte. For når amerikanerne igen tør være stolte over sig selv, så kan der ske meget både på verdensscenen og på deres hjemlige scene. Og begge steder er det tiltrængt.