Bjælken og splinten

Jeg havde nemlig en lidt sær fornemmelse i mig efter at have set ham fremsætte sine krav. Og den sære fornemmelse tror jeg nok fremkom, fordi jeg her for første gang så et enkeltmenneske stille sig op og kræve en undskyldning af os.

For det første er det nu mærkeligt ved en forsoningskonference, som vist for øvrigt stort set havde svaret til sit navn, at stille sig op og kræve noget.

Som om han var kompetent til at stille den slags krav. Som om det var rimeligt at kræve noget, hvis det er en samtale, man er inviteret med til. Oven i købet kræve det af værten selv.

Det lød lidt mærkeligt, lidt uarabisk, kan jeg næsten sige, for er der nogen, der lægger stor vægt på, hvordan man behandler gæster, og hvordan gæster opfører sig, så er det så vidt jeg ved araberne.

Men dernæst tror jeg nok, den sære fornemmelse kom op i mig, fordi det var hans tv-fremtræden, der første gang fik mig til at se hele affæren i perspektiv.

Jeg mener, hvad er det egentlig, der er tale om i denne Muhammed-affære? Vi har hørt, at vi fremover må passe helt anderledes på med, hvad vi siger og gør, for vi lever i en global landsby; hvad der foregår hos os, kan ses af alle i hele verden, derfor kan vi ikke tillade os at sige hvad som helst.

Og det kan jo for så vidt være rigtigt nok.

Men det var først her, det slog mig: Jamen, det omvendte må jo også gælde! Den, der ser noget i et fremmed land, må ikke reagere umiddelbart, som var det noget, han så i sit eget land; han må tage landets kultur og debatmiljø i betragtning, når han bedømmer sagen.

Det er sandt nok, i den globale landsby kan vi alle gå tur på gaden og se ind ad hinandens vinduer, der er ingen gardiner for vinduerne i den globale landsby. Men det, vi ser hos de andre, må vi reagere på som noget, der er sagt eller gjort i en anden familie i landsbyen.

Hvis vi har forpligtelse til at tage hensyn til, at de andre kan se det, vi laver, så har de andre også en forpligtelse til at tage hensyn til sammenhængen i vort hjem.

Intet af det har jeg hørt nogen sige noget om andre steder. Men det forekommer mig at være sandt nok.

Når dette ikke har været nævnt, kan det hænge sammen med, at vi i Vesten, muligvis ud fra Jesu ord om splinten og bjælken, altid er parat til at påtage os skylden.

Og hvis nu omvendt muslimerne ikke har Jesu ord siddende på rygraden, hvilket jo er troligt nok, men i stedet mener – ud fra det forhold, at koranens åbenbaring er givet til dem – at netop de har et særligt forhold til Gud, så bliver det forståeligt, at en muslim så ligeud og så pågående og så helt uden at tænke på, hvad muslimer måtte have begået imod os, kan stille sig op og kræve en undskyldning.

I interviewet i Deadline forklarede han, at han så udmærket kendte Vestens tænkemåde; han havde studeret i Vesten, hed det. Og dog viste hele hans fremtoning, at han aldeles ikke kender os.

Jeg mener, det krav, han stillede, den måde, han fremsatte det på, virkede jo helt og aldeles imod sin hensigt. Havde han kendt os, ville han vide, at hans optræden ikke på nogen måde ville få os til at give nogen undskyldning fra os. Vi har da stolthed i livet, trods alt.

Og prøver man, som han, at få os til at makke ret ved trusler om boykot, så slår vi bak. Vi vil meget gerne nære respekt for kuwaiterne, vi vil gerne samtale med dem og prøve at forstå deres kultur. Men vores venskab kan man ikke vinde ved trusler.

Og så det værste ved de forestillinger, jeg fik: Jeg ved ikke, om han i det hele taget er interesseret i det, vi vil kalde et venskab. Jeg er ikke klar over, om det, vi kalder respekt, betyder det samme for ham som for os.

Vi skal respektere Muhammed, får vi at vide. Og selv synes vi jo, at vi for at kunne respektere ham, da må have nogle ydre historiske kendsgerninger at holde os til. Men det er, som om muslimerne er tilfredse, blot vi i det ydre afholder os fra at tale nedsættende om ham.

Vi synes vel ikke, at en sådan proforma-respekt er værd at kalde respekt. Vi mener, at respekt forudsætter en godkendelse, en accept, en anerkendelse indefra, fra hjertet. Men er det, hvad muslimerne forstår ved respekt? Jeg er ikke sikker på det.

Det minder lidt om den irettesættelse, det store og anerkendte muslimske universitet i Cairo, al-Azhar, kom med overfor Khomeinys mordopfordring på Salman Rushdie i sin tid. Her sagde al-Azhar, at mordopfordringen var umuslimsk, fordi Rushdie ikke ved den procedure, at han umiddelbart blev skudt af en eller anden meget troende muslim, fik lejlighed til at angre. Og det skulle han have efter muslimsk ret.

Derfor skulle man indfange ham, bringe ham til et muslimsk land og stille ham overfor valget mellem at tilbagekalde sin bog eller blive henrettet.

Men det muslimske universitet brugte altså ordet "angre." Og det er efter min mening en helt forkert anvendelse af ordet. At angre er noget, man gør med hjertet. Anger er noget, der kommer indefra. Og anger kan derfor ikke på nogen måde fremtvinges, og da slet ikke med en trussel om henrettelse.

Dog. Det er muslimerne tilsyneladende ligeglade med. For dem er det nok, at den ydre handling: at tilbagekalde, bliver fuldbyrdet. Ligesom det tilsyneladende er dem nok, at vi i det ydre viser Muhammed respekt.

Men altså: Vi er vant til, at der skal være ligelighed. Hvad vi kræver af andre, må vi selv præstere. Men stiller muslimen samme krav?

Forstår han ligeligheden på samme umiddelbare måde? Er han parat til at gribe i egen barm med samme ildhu som vi er det? Eller mener han inderst inde, at han er bedre end andre, fordi han har modtaget åbenbaringen fra den Højeste selv og har rettet sig efter den? Er han, før han indleder nogen samtale med os, overbevist om, at vi vestlige mennesker er dekadente, liderlige og forlystelsessyge, så han altså ikke behøver tage os højtideligt, men er nødt til at stille krav til os, for dog at få os til at opføre os nogenlunde ordentligt?

Hvad er det inderste i forholdet mellem mennesker? Ligger det i tilliden? Er der tale om, at de ord, du taler, umiddelbart virker ind på den anden og ved åndens hjælp retvender forholdet til ham?

Eller forholder det sig sådan, at to mennesker kun bliver ét, når begge bøjer sig for loven eller shariaen? I den sidste formulering kan man måske finde kernen i den muslimske tro afbildet.

Men hvis det er tilfældet, er det ret forvirrende, at Søren Kierkegaard har ment netop dette. Han skriver i "Kjerlighedens Gjerninger": "Hver især har, førend han i Kjerligheden forholder sig til den Elskede, Vennen, de Elskede, de Medlevende, først at forholde sig til Gud og til Guds-Fordringen."

Dette betyder ikke just, at jeg vil gøre Kierkegaard til muslim. Men det betyder, at hvis vi sådan for alvor vil tage livtag med den muslimske teologi, så bliver vi på rigtig mange punkter udfordret på vor egen teologi.

Det har jeg prøvet at gøre lidt ud af i en lille bog, der ligger på nettet på denne adresse.

Betyder det da så meget? Ja, for den demokratiske samtale, der forudsættes før de demokratiske valg, går ud fra, at du inderst inde mener det, du siger; du siger det ikke blot, fordi du vil være from, eller fordi du vil vise, at du skam da går ind for sharia.

Jeg er bange for, at der ligger to helt forskellige menneskesyn bag henholdsvis vort Vesten og det muslimske Mellemøsten. Jeg er bange for, at der faktisk er en afgrundsdyb forskel på de to menneskesyn.

Jamen, kan vi da ikke bare leve sammen med hinanden i fred og fordragelighed? Hvorfor skulle det være så svært?

Tja, hvad jeg her har skrevet, er ikke skrevet for at tage modet fra os. Men det er skrevet for at få os til at se, at andre kulturer, altså i dette tilfælde muslimerne, måske tænker og føler helt anderledes end vi gør.

For, alt andet lige, tror jeg, det bliver nemmere at leve i fred og fordragelighed med hinanden, når vi dog i nogen grad formår at sætte os ind i hinandens tankegang. Også selv om det, vi finder hos "den anden", er noget, vi af hjertet må vende os imod.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Cand.theol.