“Jeg så Gud”

Som bekendt er Guds veje uransagelige, hvad enten det er en hindu-Gud eller en kristen Gud. Ingen ved, hvordan Gud bærer sig ad. Det oplevede jeg, da jeg var i Indien marts 2011.

I Sydindien ligger et hindutempel, som er utrolig velbesøgt. På en ganske almindelig dag  er der mindst 50.000 besøgende. Mange hinduer tillægger tempelet stor betydning og er vant til at komme med pengegaver eller eksempelvis ofre deres hårpragt, hvis deres ønsker er blevet opfyldt.

Flere, der har fået et eller andet ønske opfyldt, vil gerne holde deres bryllup eller få deres børn konfirmeret dér. Jeg har et sært forhold til dét tempel. I min barndom var jeg meget syg og var døden nær. Derfor lovede min mor at afholde min ’konfirmation’ der.

Lige ved og næsten
I forbindelse med et forretningsbesøg var jeg i nærheden af templet. Jeg havde ikke nogen speciel anledning til at besøge det, som andre indere har, jeg fik bare lyst til det. Det var meget varmt, og jeg havde kun shorts på.

Jeg havde anbragt mine kufferter på banegården og tog med bus til det store tempel. En times buskørsel op ad bjerget. Efter ankomsten fik jeg et værelse. Jeg tog bad, som alle indere gør før et tempelbesøg, og stillede mig i køen, der næsten var en kilometer lang.

Da jeg kom til en kontrolpost, blev jeg afvist, fordi jeg var i shorts. Jeg var meget ked af min forglemmelse og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Når nøden er størst…
Jeg forlod køen og gik ud på gaden, hvor jeg så en mand med lungi, en slags lændeklæde, som bæres af mænd i Sydindien, hvor man vikler stoffet omkring maven, så det  dækker benene.