Kære Mogens!
Om det arabiske forår må vi sige, som man sagde, dengang kjolerne blev kortere og kortere: "Vi har ikke set enden endnu!"
Så hvordan du allerede nu kan drage den slutning, at islamkritikerne, hvortil jeg regner mig selv, har taget fejl, er lidt af en gåde. Men din krystalkugle er måske bedre end andres.
Jeg skrev i sin tid et indlæg med titlen: "Islam kan ikke være demokratisk, muslimer kan". Og hvis det er sandt, falder din 'anklage' mod os islamkritikere ynkeligt sammen. Olivier Roy har bemærket (i Deadline forleden), at demonstranterne ikke bar islamiske, men demokratiske slogans. Det kunne tyde på, at de gør opstand som mennesker, ikke som muslimer.
Vh Ricardt Riis

Kære Richard: Som du ved, så er det ikke mig, der har valgt overskriften og heller ikke introteksten. Hvad jeg skriver er, at virkeligheden ikke har bekræftet visse islam-kritikeres dogme om, at islam og demokrati er uforeneligt, så en god muslim ikke også kan være en god demokrat. Derimod har jeg ikke spået om resultatet af det arabiske forår. Mht. til dit udsagn om at "Islam kan ikke være demokratisk, muslimer kan", så kunne man vel ogs sige, at kristendom ikke kan være demokratisk, men kristne kan. Kristendom er lige så lidt som islam en politisk ideologi. Og jeg mindes digtet "Man vælger så rart demokratisk, en gud der er som man vil.... osv".
Vh Mogens

@ Mogens!
Jamen islam er en politisk ideologi. En PEW undersøgelse i februar fandt ud af, at det mente flertallet af egyptere også, at islam skulle være. Endvidere ville de fastholde den lidet demokratiske regel, at frafald fra islam skal straffes med døden. Hvorfor vil du ikke indrømme, at der er forskel på islam og kristendom?
Vh Ricardt

http://www.politicalislam.com/pages/bio

http://wikiislam.net/wiki/Are_Judaism_and_Christianity_as_Violent_as_Islam%3F
-------------------------------
http://wikiislam.net/wiki/Islam_and_Apostasy

http://abnsat.com/abnnew/index.php?option=com_hwdvideoshare&task=viewvideo&Itemid=70&video_id=197
-------------------------------------------------------------
http://www.abnsat.com/abnnew/index.php?option=com_hwdvideoshare&task=viewvideo&Itemid=70&video_id=150
--------------------------------------------------------------
Islam, Politisk eller religiøs.
http://abnsat.com/abnnew/index.php?option=com_hwdvideoshare&task=viewvideo&Itemid=70&video_id=546
--------------------------------------------------------------
For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode(1 Peter 2:13-14)

Kære Richard
1. Er der forskel på islam og kristendom? Jo, der er helt afgørende forskelle på de to religioner, og deres historiske udvikling har været meget forskellig.
2. Er islam en politisk ideologi? Islam har lige som kristendom og alle andre religioner mange forskellige dimensioner: dogmatisk, etisk, fællesskab, eksistentiel/erfaringsmæssig, rituel, social/politisk etc. Forskellige religioner vægter disse dimensioner forskelligt, og vægter dem forskelligt til forskellige tider og i forskellige kontekster. Men uanset hvor stærk den sociale/politiske dimension kan være til forskellige tider og forskellige miljøer, er det meningsløst at reducere islam til en politisk ideologi.
Venlig hilsen
Mogens

Kære Mogens!
Jeg reducerer ikke islam til en politisk ideologi. Jeg hævder, at den politiske ideologi hører med til islam. Det store spørgsmål i f. eks. Egypten, er det modsatte: Kan islam reduceres, så den politiske ideologi skæres bort, og kun det, vi kalder religion, bliver tilbage.
Vh Ricardt

Kære Richard
Enhver religion, og det gælder ikke bare islam, men også fx kristendommen, har altså også en social/politiske dimension, som det ikke giver mening at skære fra. Det hænger bl.a. sammen med, at der er en nær forbindelse mellem en religions etiske dimension og dens sociale/politiske dimension.
Venlig hilsen
Mogens

Mogens Mogensen skriver, at "Kristendom er lige så lidt som islam en politisk ideologi". Jovist, der findes en del ikke-muslimer, som påstår noget sådant, og der findes en del muslimer, som ville ønske, det var sandt.

De fleste anser begreber som personlig frihed, liberalisme, lighed, demokrati, kvindefrigørelse og menneskerettigheder som resultater af politiske afgørelser og kampe i den vestlige verden gennem nogle århundreder. De friheder og rettigheder, som vi ser dem virkeliggjort i dag, er til tider opnået under stor modstand fra gejstligheden, men i sidste ende har de fleste erkendt, at der skal være et tydeligt skel mellem kejserens og Guds rige. Det skel eksisterer ikke hos nogen af islams fyrtårne eller i de muslimske skrifter. Ifølge dem alle tilhører alt, herunder også det jordiske, Allah.

Nuvel, i det muslimske univers har vi også overværet fremkomsten af begreber som "personlig frihed, liberalisme, lighed, demokrati, kvindefrigørelse og menneskerettigheder." Hvis man kender lidt til det muslimske debatunivers, vil man vide, at ifølge alle de toneangivende lærde, skal disse begreber defineres ud fra islams hellige skrifter, dvs. koranen og beretningerne om profetens ord og gerninger. Og disse definitioner stemmer absolut ikke overens med den måde, vi tolker dem på.

Mogens Mogensen skriver også, at ”Forskellige religioner vægter disse dimensioner forskelligt, og vægter dem forskelligt til forskellige tider og i forskellige kontekster”. Jamen, det kan sikkert ingen være uenige i, men ville det så ikke være fornuftigt at se på, hvordan islam gennem tiderne og i dag betragter de ting, vi ser som væsentlige emner i en debat om demokrati og politik?

Egypteren Sayyid Qutb var en af de første, som i forrige århundrede introducerede begrebet ”islam og politik”. Pakistaneren Syed Abul A'ala Maududi, også forrige århundrede, var en anden, som forsøgte at beskrive, hvor islam stod I forhold til alle politiske påvirkninger udefra. Grunden til, det ikke var sket tidligere, var, at det spørgsmål simpelthen gennem flere århundreder ikke var faldet nogen ind. Islam dækkede og styrede alt, og det var lige så selvfølgeligt, som at solen stod op i øst og gik ned i vest.

Kan islam så ikke forliges med frihed og demokrati, som vi forstår det? Jo, sikkert, men det kræver, at de respekterede lærde vil slippe muslimerne fri. Det kræver, at de fortæller muslimerne, de selv kan tillade sig at tolke de hellige skrifter, at ikke alt på denne jord og hinsides tilhører Allah, og at det at anbefale et sekulært styre ikke er den direkte vej til helvede.

At konkludere, mindre end et halvt år efter starten af oprøret, at dette viser, at demokrati og islam kan forenes, er utroligt naivt, - politisk korrekt ja – men ikke desto mindre naivt eller hvis ikke, så måske et demagogisk forsøg på i kulturrelativismens navn at sløre den afgrundsdybe forskel på kristendommen og islam, på vort vestlige samfund og de islamiske landes autoritære samfund. Mogens Mogensen har enten bevidst undgået eller været uvidende om den store undersøgelse af det Ægyptiske folks holdninger, som blev foretaget for nogle måneder siden. Denne Pew Poll afslørede en foruroligende islamisk grundindstilling. Over 80% ønsker dødstraf for konvertering til andre religioner end islam. Lige så mange næsten ønsker sharia straffe, dvs mishandling og tortur, indført i straffe loven. Denne væsentlige undersøgelse for forståelse af det ægyptiske folk bliver behændigt negligeret i medierne. Men den passer jo også meget dårligt med den romantiske opfattelse af oprørerne som værende freds og frihedselskende frihedskæmpere. Ligeså dårligt hertil passer udtalelserne fra de libyske oprørere på London konferencen, at der ikke skulle være religionsfrihed i det nye Libyen fordi ”Libyen er et muslimsk land, så det er der ingen grund til”. Forstå logikken hvem der kan. Men hvorfor skulle den arabisk dominerede østlige del af Libyen da heller ikke dele holdninger med Ægyptens befolkning? Råbet om frihed gælder så åbenbart ikke alle. Men ingen journalist har jeg hørt spørge om hvem denne frihed skal gælde? Negrene? Kvinderne? De kristne? Kopterne? De homoseksuelle? Ligeså burde de spørge om, hvad de forstår ved demokrati? Og hvorfor de flygter i titusindevis, når nu deres land er blevet frit? Og snart demokratisk (hvilket de vist nok troede betød øjeblikkelig rigdom). I denne forbindelse må jeg studse over følgende citat fra Mogensens artikel: ”Jeg mener, det viser, at alle folk har et underliggende ønske om demokrati. Uanset hvilken kulturel baggrund, de kommer fra.”. At ønsket om demokrati skulle være nærmest naturbestemt fællesmenneskeligt, tror jeg ikke på. Blandt andet fordi de forskellige kulturer mener noget helt forskelligt med ordet demokrati. Nej, hvad der er naturbestemt er ønsket om magt og bedre materielle vilkår for sig og sine. Oprøret handler sandsynligvis først og fremmest om dette, magt og bedre materielle vilkår. Men heller ikke dette spørger journalisterne om.
Medierne er ubegribeligt ukritiske i deres dækning af oprøret. Jeg har endnu ikke hørt en journalist stille Lene Espersen det åbenlyst relevante spørgsmål ”jamen, vidste I da ikke, hvem vi gik ind og støttede, når I sendte piloter på bombetogt i Libyen?” når der nu to måneder efter krigserklæringen sendes to politikere, Michael Astrup Jensen og Karsten Lauritsen, ned til Libyen for at finde ud af, hvem oprørerne er og tale med dem. I tre dage. Det var nok til at Michael Astrup kunne sidde med julelys i øjnene i Deadline 18.maj og bedyre, at oprørerne bare er frihedskæmpere, der ønsker det samme som os, nemlig frihed og demokrati. Og plædere for, at vi skal sende millioner billioner trillioner ned til dem. Det er fuldstændigt useriøst.. Hvis han kendte lidt til arabisk kultur ville han vide, at gæstfriheden er nærmest grænseløs i disse lande. Ligegyldigt hvor i landet han var rejst hen var han blevet bespist og besnakket og smurt på samme overstrømmende venlige måde.
På mine rejser har jeg altid kun mødt venlighed og gæstfrihed i både Benghazi og i Tripoli. Det er smerteligt at vide, at de venlige mennesker nu er på forskellig side i en borgerkrig og Danmark blindt har valgt side for den ene part og bomber den anden uden egentligt at vide noget som helst om situationen, men sandsynligvis blot har ageret ud fra politikeres forbistrede trang til altid at blande sig i alting. Også her, hvor man virkeligt burde blande sig udenom. I hvert fald så længe man ikke aner noget om situationen, landet, kulturerne, menneskene, sproget, retorikken osv. Men det er nok for meget at forlange af en politiker, at hun skal gøre ingenting.
Medierne følger trop med udelt begejstring for ”Det Libyske Folk” underforstået oprørerne i øst Libyen. Hvad folket i resten af landet er, alle de der støtter Gaddafi, det tales der ikke om. ”Det Libyske folk” tilhører de åbenbart ikke. Men det er da også nemmere at koncentrere al sit had på en enkelt person i stedet for at skulle tale om en masse mennesker. ”Gaddafi” er blevet den ultimative ondskab inkarneret i een person, som det er nemt at gå efter, i stil med ”Saddam Hussein”. Det ideelle moppeoffer. Har medierne bragt noget om alle de frygtelige ting, han har gjort? Så som at sørge for rent vand til de to store byer Benghazi og Tripoli via det imponerende ”The great man made river project”, at etablere infrastruktur med jernbane, veje, elektricitet, at indføre – for snart mange år siden – gratis uddannelse til alle og gratis sundhedsvæsen, i øvrigt af en standard, så tunesere plejede at rejse til Libyen for at få hospitalsbehandling. At Libyen under Gadaffi er blevet et af de tre mest veludviklede lande i Afrika. Sidst jeg var i Tripoli havde Gaddafi lige bestilt 300 splinternye BMW'er til taxabranchen i Tripoli, da han syntes standarden var for lav. Alt dette kan han gøre fordi han er diktator, ja. Men ville han gøre det, hvis han ikke bekymrede sig om sit land og dets befolkning? Der er forskel på diktatorer. Jeg ser ikke grunden til, at det lige er Gaddafi, der skal angribes. Han har til og med været vestens allierede i kampen imod islamisterne. Det virker fuldstændigt tåbeligt, at vi nu skal forsøge at dræbe lige præcis ham. Der er da så mange mere modbydelige diktatorer at tage af. Men Lene Espersen og de andre krigsgale politikere besluttede sig for længst, for deres motto er øjensynligt: Hellere mene noget end vide noget. Hellere agere i blinde end ikke agere.
Det er ironisk, at vi nu går Osama Bin Ladens ærinde. I hans sidste video udsendt posthumt roser han oprørerne i de arabiske lande og fordømmer deres diktatorer. Lyder det bekendt? Som et ekko af de danske politikeres og mediers propaganda?

Clausny skrev:

Min uforbeholdne kompliment til dig, for et meget velskrevet og upartisk indlæg, der med stor indsigt og indlevelse i de faktiske forhold, beskriver virkeligheden glimrende, tak.