Derfor forudsætter den kristne tro også erkendelsen af, at efter døden følger dommen, hvis ikke Gud griber ind. Denne dom kaldes i Biblen den evige død.

Disse ting er forudsætningerne for den kristne tro, ligesom risikoen for kraniebrud er forudsætningen for at bruge cykelhjelm. Men hovedindholdet af den kristne tro er, at Gud har grebet ind. Det har Gud gjort ved at lade sin Søn blive menneske og betale, hvad vi skylder Gud, både i form af lydighed mod Guds bud og straf for vores ulydighed.

Ved sin lydighed mod Guds bud og ved at bære straffen for vores synd som vores stedfortræder, har Jesus forsonet Gud med mennesker. Og ved at oprejse Jesus fra de døde har Gud i ham benådet verden, så enhver, der tror på budskabet herom, har tilgivelse for sine synder og regnes ikke længere som en synder af Gud.

Fordi Jesus er opstået fra de døde, kan vi kristne også vide, at vi skal opstå fra de døde og leve evigt hos Gud.

Den kristne tro forudsætter altså angsten for døden, men den forudsætter mere end blot angsten for den legemlige død – den forudsætter angsten for den evige død. Den kristne tro er også det eneste middel, som kan få mennesker til at se døden i øjnene med virkelig frimodighed, fordi den netop løser problemet.

Det betyder ikke, at jeg som kristen ikke også kan gribes af angsten for det ukendte. Men jeg ved, at min frelser, Jesus Kristus, er kommet ud på den anden side. Og det er beviset på, at døden er overvundet.

Ateister flygter fra virkeligheden
Men hvad så med ateismen? Ateister ynder jo at drille religioner og måske særligt kristendommen, med, at den er for svage sjæle, der ikke tør se døden i øjnene. Hermed forudsætter ateisterne, at sådan er det ikke med dem selv.

Jeg kender naturligvis ikke alle ateisters hjerter og tanker. Men jeg vil dog alligevel gerne opfordre ateisterne til at ransage sig selv. Er ateismen ikke netop et forsøg på t flygte fra virkeligheden? Ingen kan jo for alvor synes om tanken om at ophøre med at eksistere.

Ateisten foretrækker at se døden som et mørkt intet, fordi alternativet er værre. Ateisten benægter Guds eksistens, fordi alternativet er at se sin værste frygt i øjnene: at Gud er til og dømmer på samme måde, som samvittigheden, hvis dom ateisten hver dag forsøger at overdøve.

Så mens dødsangst driver nogen til at se deres frygt i øjnene, bøje sig under Guds dom og søge tilflugt i Guds store kærlighed, som han har åbenbaret i evangeliet, så driver dødsangsten andre til at flygte fra virkeligheden og deres plagede samvittighed, så de benægter Guds eksistens og bilder sig ind, at de kan skjule sig for Gud og samvittigheden i dødens mørke.

Men heller ikke i døden kan ateisten undslippe sin skyld og synd. Det eneste sted, der er redning, er hos den, ateisten frygter: Gud.

Gud ønsker at frelse ateisterne
Og Gud er også ateistens Gud. Gud er ateistens skaber og den, ateisten skal stå til ansvar for. Men Gud er også den, som for evigheder siden besluttede at sende sin egen Søn til at tage straffen og skylden for alle ateistens synder på sig og betale det hele på korsets træ. Så derfor kan ateisten også gå fri fra såvel den legemlige som den evige død ved tro på evangeliet om, at alt er tilgivet hos Gud.

Når ateisten føler sig jaget af Gud og af sin samvittighed, er det altså for at redde ateisten og få vedkommende til allerede i dette liv at erkende sin synd og tro på Jesu fortjeneste i stedet.

Jeg beder om, at mange ateister vil erkende deres dødsangst og angsten for deres skaber. Men jeg beder allermest om, at de må opdage, at løsningen på deres grundlæggende problem ligger i Biblens budskab om, at der er frelse fra døden og fortabelsen, fordi Jesus har båret synden og dermed overvundet døden.

Magnus Nørgaard Sørensen er præst i Augustanakirken i Aarhus.