Kirken er blevet et kulturtilbud

Hver mandag bringer vi et indlæg fra læserdebatten, der på den ene eller anden måde har gjort sig fortjent til lidt ekstra opmærksomhed. Har du et forslag til "ugens indlæg", kan du sende en mail til redaktionen

Det er en fin oplistning af gode ting, kristendommen har betydet for udviklingen af den vestlige civilisation, der beskrives i første kapitel.

Der nok ingen tvivl om, at kristendommen har været "saltet", der bevægede samfundet i retning af et mere humant samfund. Kærlighedsbegrebet, der er så centralt i kristendommen, er dette salt.

Så længe kristendommen var i sin vorden og ikke var blevet en statsreligion, må den have virket så vel meget tiltrækkende og afskrækkende på det omgivende samfund (især for de rige og velbjergede. jfr. "Den rige yndling").

Det fremgår jo tydeligt af Apostlenes Gerninger, hvor man også forsøgte, at leve kristendommen (dvs. man var solidariske og havde fx virkelig nadverfællesskab, man spiste sammen).

Da kristendommen blev statsreligion og fik magt, og man adskilte religionsliv og det daglige liv, begyndte det at gå galt: Det man forkyndte hang slet ikke sammen med det levede liv.

Dette ses særlig tydeligt i vort sekulære samfund: Der er i det daglige ingen forskel på en kirkegængers og ikke-kirkegængers liv. Dette har de måske lært lidt af i de nyreligiøse samfund, hvor man forsøger også at være noget for næsten uden for kirken.

Vil vi have flere aktive kirkegængere, må vore ord begynde at resultere i næstekærlige handlinger. Ellers er kirken jo kun et af mange kulturtilbud i dagens samfund.

Jdb
Debattør på læserdebatten

Du kan læse hele tråden, der starter med dette indlæg, ved at klikke her