Kan det mon passe, at Abdul Wahid og de øvrige muslimske skribenter i kronikken gør fundamentalt op med Koranens ganske umisforståelige tale om disse ting? I så fald er de ikke længere muslimer og vil miste al opbakning i muslimske miljøer.

Så mon ikke det blot er udtryk for Abdul Wahid Pedersens og andre imamers legendariske evne til at ophæve modsigelsens grundsætning og på én gang have gensidigt udelukkende synspunkter hvad angår emner som stening af utro kvinder, mænds ret til flerkoneri og kvinders status som andenrangsborgere?

Ja, kristendomsundervisning er en falsk varebetegnelse
Det i kronikken, som har vakt mest opsigt, er besynderligt nok dens påstand om, at kristendomsfagets navn er falsk varebetegnelse og derfor bør ændres til ”religion.”

Forfatterne har sådan set ret i, at det er falsk varebetegnelse, thi enhver præst, der modtager elever til konfirmandundervisning, kan bekræfte, at de fleste elever efter 6-7 års kristendomsundervisning endnu ikke har et elementært kendskab til bibel, kristendom, salmer eller blot de almindelige kristne helligdage.

Kronikkens forfattere begrunder imidlertid ikke deres påstand om falsk varebetegnelse med, at der reelt ikke undervises i kristendom, de begrunder den med, at navnet ”er ude af trit med fagets beskrivelse i folkeskolelovgivningen."

Denne påstand er lodret forkert, da stk. 2 i fagets formålsbeskrivelse lyder:

"Fagets centrale kundskabsområde er kristendommen, som den fremtræder i historisk og nutidig sammenhæng. Eleverne skal opnå kundskaber om de bibelske fortællinger og deres betydning for værdigrundlaget i vores kulturkreds. Derudover skal eleverne opnå kundskaber om ikke kristne religioner og livsanskuelser."

Danmark skal forblive et kristent land
Den nuværende formålsbeskrivelse tager altså udgangspunkt i, at Danmark er et kristent – eller i det mindste kulturkristent – land. Det vil sige, at faget, ligesom grundloven, er et udtryk for, at vel har vi religionsfrihed i Danmark, men vi har ikke religionslighed.

Derfor er andre religioner gæster her i landet. Gæster behandler man høfligt, men man smider dem på porten, hvis de begynder at opføre sig som værter.

Det er ifølge grundloven ikke blot statens ret, men også statens pligt at understøtte den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Og et kernepunkt heri er naturligvis, at den offentlige skole skal gøre eleverne fortrolige med den tro, som i 1000 år har været danskernes.

Denne opgave har skolen i stigende grad svigtet siden folkeskoleloven af 1975. Derfor er det på tide at skolerne, i stedet for at skabe yderligere relativisme, begynder at leve op til fagets allerede eksisterende formålsbeskrivelse.

Ville det ikke også være naturligt at eleverne i skolens hverdag blev fortrolige med den salmeskat, der er en hovedhjørnesten i den danske kulturarv?

Korset er vores pejlemærke
Danmark befinder sig i dag i en helt afgørende kulturkamp. Spørgsmålet er: Skal det kors, der pryder vores flag, og som knejser på toppen af Christiansborg slot, blive ved med at fortælle noget centralt om vores land, eller skal disse tegn endegyldigt reduceres til fortidslevn, som alene fortæller om, hvad vi var engang?

Hvis det sidste er tilfældet, hvis korset på Christiansborgs spir (det vil sige over vores lovgivende og udøvende magt) ikke længere betyder, at Danmark er et kristent land og at lovgivningen her i landet ikke længere skal ske i lyset af den kristne tro og i ansvar over for den kristne Gud, så skal korset naturligvis fjernes.

Men først skal grundloven anstændigvis skrives om. Og så skal man beslutte, hvilket fundament vort samfund i stedet skal have. Den beslutning vil imamerne givetvis også gerne hjælpe os med at træffe.

Claus Thomas Nielsen er sognepræst og forfatter